Ned af forældrepiedestalen og i øjenhøjde med de voksne børn

Når sorgen rammer, er der behov for, at forholdet mellem forældre og voksne børn løbende er modnet og har udviklet sig

Lis M.Frederiksen, journalist
Lis M.Frederiksen, journalist. Foto: leif Tuxen.

To gamle mennesker klarede sig selv i deres eget hus, indtil de begge havde rundet de 90 år. Den eneste hjælp, de fik, var deres private rengøringshjælp en gang om ugen. Alt var gået godt gennem mange år, lige indtil korthuset faldt sammen. Den ene ægtefælles sygdom og død kort efter medførte voldsomme og næsten ubærlige forandringer fra den ene dag til den næste for den efterladte ægtefælle, der var ude af stand til at klare sig selv.

Tabet af ægtefællen og tabet af hjemmet gennem mange år på én gang er nok mere, end de fleste tør tænke på uanset alder. Når man tilmed er gammel og pludselig bliver helt afhængig af fremmed hjælp, så er sorgen, tabet og forandringerne i bolig og hverdagen en voldsom oplevelse at skulle igennem.

Men så må børnene træde til, vil mange sikkert sige, og forhåbentlig er der også rigtig mange voksne børn, som er der for deres gamle forældre i de svære situationer. Men forældrene på deres side kan have svært ved at turde lukke op for deres børn og børnebørn. Forældrerollen er en vanskelig størrelse at håndtere. Den hænger ved, fra dengang børnene var små, også når børnene for længst er blevet voksne.

LÆS OGSÅ:
Alderdom kan ikke forklare vores svækkelser

Mange forældre til voksne børn har svært ved at komme ud af den rolle, de oplevede med små børn, der har behov for omsorg og beskyttelse. Forældrene var dem, der gav, børnene tog imod, sagt lidt forenklet. Forældrenes tanker og bekymringer kunne de dengang sjældent dele med de mindre børn. Men børnene er jo blevet voksne og ansvarlige, og vi forældre må omdefinere vores rolle i forhold til børnene, uanset hvor gamle vi er blevet.

En stor del af ansvaret for den fastlåste rollefordeling ligger hos os selv. Som chefpsykolog i Psykiatrifonden Michael Danielsen siger, så er første skridt at dele tankerne om det, der optager én, med ens fortrolige, som meget ofte vil vise sig at være børnene. Børnene på deres side vil vise sig at være glade for den tillid, det jo er at blive inddraget i deres forældres tanker og bekymringer. Det er i hvert fald den erfaring, jeg hører, når talen falder på forholdet til de voksne børn.

Sidste tirsdag bragte Kristeligt Dagblad en tankevækkende artikel om ældre, der ikke tør tage konflikter og diskussioner med de voksne børn. Men den går ikke. Vi forældre til voksne børn må bryde ud af vanetænkningen og de fastlåste roller, hvis vi vil udvikle og styrke forholdet til børnene.

Gode venner kan også have en vigtig rolle som fortrolige, der er parate til at lytte til alle tankerne. Ofte bliver det gentagelse på gentagelse om sorgen, savnet, ulykkeligheden, eller hvad der nu presser sig på. Det har jeg selv for nylig oplevet. Efter chokket og tabet begynder mennesker at reagere på forandringerne med bekymring og ængstelse for alt det nye.

Nogen er tilbøjelige til at trække sig ind i sig selv. Man ønsker ikke at være til besvær. Den følelse stikker også dybt i mange gamle. Men ligegyldigt hvem man taler med eller læser, der har forstand på de menneskelige reaktioner, så hedder det: Tal om det, tal om det, tal om det, og de voksne børn er jo i langt de fleste tilfælde de nærmeste.

Både forældrene og de voksne børn har et ansvar for, at deres indbyrdes forhold ikke stagnerer i fastlåste roller fra dengang, børnene var små. Men ligesom det er en ny udfordring at være forældre til et barn, der pludselig bliver teenager, så skal man også tænke over, hvordan man reagerer som forældre til voksne børn. Det taler vi måske ikke helt så meget om.

Men når der sker voldsomme ændringer i tilværelsen som for eksempel ved dødsfald og forandring i boligsituationen, så vil det vise sig, om både forældrene og de voksne børn har udviklet sig i forhold til hinanden, om de oplever en ro og gensidig respekt som de mennesker, de nu er med de erfaringer og den ballast, de hver for sig har tilegnet sig.

Også her må løsningen være løbende at tale om de indbyrdes relationer, også selvom det kan opleves svært at kravle ned af forældrepiedestalen og stå i øjenhøjde med børnene.