Da Inga Møllers mand døde for fem år siden, var parret lige flyttet i lejlighed i København. Huset på villavejen, hvor de havde boet sammen i mere end 40 år, var blevet solgt kort forinden, men nu sad Inga Møller i en lejlighed helt alene og kukkelurede.
”Jeg har altid været meget aktiv og social, og så sad jeg dér. Men jeg havde brug for at skabe mig en tilværelse og planlægge min alderdom,” forklarer Inga Møller, der i dag er 76 år.
Et par gode venner fik hende ind på tanken om seniorbofællesskab, og Inga Møller undersøgte mulighederne. Omkring 40 kilometer nord for København ligger Egebakken, som er et seniorbofællesskab bestående af 29 huse. Her blev et hus ledigt, og Inga Møller flyttede ind. Det er fire år siden, og Inga Møller har ikke fortrudt.
”Man får et stort netværk, hvor man kan deltage i aktiviteter på tværs af interesser. Man kan både være sig selv og være social, det er fuldstændig op til den enkelte,” siger hun.
Hun forklarer, hvordan hun dagen efter interviewet med Kristeligt Dagblad skal på svampejagt i den nærliggende Gribskov. Om aftenen skal beboerne tilberede eventuelle svampefund. Derudover er der i bofællesskabet filmklub, bridgeklub, der er foredragsaftener, rejsefællesskaber og meget andet. Den ældste beboer er 86 år, og de yngste er i midten af 60'erne.
Alle er aktive ældre, der gerne vil fællesskabet, men som også kan trække sig tilbage til sig selv, hvis man har brug for det. Der er etableret telefon- og nøglekæder, hvor man ringer til hinanden og hører, om alt går godt. Da Inga Møller for to år siden fik ny hofte, lavede nogle af de andre beboere mad til hende, nogen købte ind for hende, og andre kørte for hende.
”Man skal bare række hånden frem, så får man det tifold igen,” siger hun.
Selv er hun formand for fællesskabets aktiviteter og for fælleshuset. Hun kalder det en naturlig forlængelse af livet på en social villavej, hvor man også så efter hinanden og kom hinanden ved.
Inga Møller er ikke den eneste, der ser fordelene i at bo i et seniorbofællesskab. Det anslås, at omkring 5-6000 ældre bor i de 200-300 seniorbofællesskaber eller oldekoller, der findes rundt om i landet. Da en del af disse bofællesskaber er private, findes der ikke præcise tal på, hvor mange der er.
Men oldekollerne er populære. En ny undersøgelse foretaget af analysevirksomheden A&B Analyse for magasinet Boligen viser, at 75 procent af danskerne gerne vil flytte i en form for seniorbofællesskab, når de bliver ældre. Og hos Ældre Sagen oplever man også en stigende interesse for den måde at bo på. Her får chefkonsulent Margrethe Kähler ugentligt flere henvendelser fra folk, der gerne vil vide mere om boformen.
”Det er meget positivt at opdage, at folk gerne vil bo i oldekolle,” siger hun.
”Flere ved godt, at de skal have noget andet ind i tilværelsen, når de stopper med at arbejde. For mange har der ligget et kæmpe engagement og identitet i arbejdet, og så åbner der sig pludselig et stort hul, når det slutter. Også selvom man har familie og venner. Der kan et seniorbofællesskab udfylde det hul, fordi det er et socialt fællesskab.”
Hun peger på, at det er 68-generationen, der i disse år forlader arbejdsmarkedet. Og for dem er bofællesskab ikke en fremmed idé.
”De er handlekraftige, aktive, og mange har boet i kollektiver, da de var unge. For dem er det ikke spor eksotisk at flytte i bofællesskab. Det er dog en moderne form - det er ikke ligesom dengang, man havde fælles køleskab, økonomi og erotik. I dag er det selvstændige boliger, hvor man vælger til og fra omkring fællesskabet. På den måde passer boformen godt til den individualistiske livsstil, mange har,” siger Margrethe Kähler.
Men selvom idéen om et seniorbofællesskab er fin, er det ikke nødvendigvis for alle. Og det betyder heller ikke, at plejehjemmene kommer til at forsvinde.
”Bofællesskabet erstatter ikke et plejehjem. Men hvor man tidligere kom hurtigere på plejehjem, viser nyere statistikker, at man i dag er omkring 85 år, når man kommer på plejehjem, og så lever man typisk kun 30 måneder der. To tredjedele har demenssygdomme, og man kommer i det hele taget på plejehjem, fordi man kræver rigtig megen pleje,” siger Margrethe Kähler.
Bella Marckmann, der er sociolog ved Københavns Universitet og har forsket i familie- og fællesskabsorienterede boformer, er enig.
”Man skal ikke se det som en romantisering, at de ældre kan passe på hinanden i oldekollerne, for hvis man er fuldtidsplejekrævende, er det et hårdt arbejde,” siger hun.
”Men tendensen er, at mange tænker, at et bofællesskab er en god idé, hvis man bliver alene. I dag kan man ikke regne med, at familien bor tæt på, for vi flytter efter arbejde og uddannelse. Bofællesskabet er på den måde et godt alternativ til at bo alene i et stort parcelhus med en have, man ikke kan overkomme. I seniorbofællesskabet kan man bo med andre ældre, som også har fri om dagen, og man kan have et socialt samvær og fællesskab.”
”Levetiden er længere i dag end nogensinde før, og det betyder, at mange har flere raske år efter pensionsalderen end tidligere,” siger Bella Marckmann.
”I 1950'erne døde de fleste, kort efter at de gik på pension. I dag har man måske 10-15 år, hvor man er rimeligt selvkørende, men ikke skal arbejde. Det betyder, at man ikke bare sidder og venter på døden og skal have hjælp til alting. Man har en tredje alder på en helt anden måde, end ens bedsteforældre havde det.”
I Egebakken i Nødebo trives fællesskabet. Inga Møller forklarer, at bofællesskabet også er nået ud over landets grænser. Om nogle uger får Egebakken besøg af en delegation fra Japan, der er et af de lande i verden med den hurtigst aldrende befolkning. Delegationen skal høre om boformen, og hvordan man her tackler det at blive ældre. Derudover går vinterens arrangementer snart i gang. Der skal være foredrag om en af beboernes rejse til Galapagosøerne i Stillehavet, vinklubben holder vinsmagningsaftener, og der vil være beboere, der inviterer hinanden til suppeaftener.
”Vi hygger os og har det så sjovt sammen. Hvis man har lyst og er åben for det, får man virkelig meget ud af at bo her.”