Sådan lever du et rigt ældreliv uden at dø af det

Hvordan overlever hoften trampolinturen med barnebarnet, hvor mange eksotiske lande bør du se, og hvorfor er rejecocktails socialt selvmord? I ”Overlevelsesteknik for unge gamle” får du svarene. Læs første kapital her

"I dag har bedstefar bare værsgo at smile overbærende, mens han i en halv times tid lader sig hundse rundt med på legepladsen af børnebørnene og deres venner," lyder det blandt andet i bogen "Overlevelsesteknik for unge gamle." Modelfoto.
"I dag har bedstefar bare værsgo at smile overbærende, mens han i en halv times tid lader sig hundse rundt med på legepladsen af børnebørnene og deres venner," lyder det blandt andet i bogen "Overlevelsesteknik for unge gamle." Modelfoto. .

Du ser os overalt – på gade og strøg, med vandrestav i hånden på vej mod Santiago de Compostela, ved rockkoncerter i T-shirts og bandanaer, i universiteternes forelæsningssale og på byens mest trendy cafeer – med det let genkendelige, halvt forklarede, halvt paniske ansigtsudtryk: alle os der burde have accepteret alderdommen, men ikke kunne få os selv til det.

Det gjorde vores forældre til gengæld. De gik på pension i en alder, der var som hugget i sten. Gav gulduret en fremtrædende plads i bogreolen bag ved slumrestolen. Blev i hjemmets lune favn og plejede deres ophovnede ankler, tog børnebørnene på skødet og viste dem fingerkunster, indtil morfar fem minutter efter altså bare skulle have en ... ja, en morfar.

I dag har bedstefar bare værsgo at smile overbærende, mens han i en halv times tid lader sig hundse rundt med på legepladsen af børnebørnene og deres venner.

Vi er nogle heldige kartofler, vi, der er omkring pensionsalderen. Ingen ældregeneration før os har haft lige så rige muligheder for at vælge og vrage mellem morsomme og meningsfulde oplevelser – vi er klodens mest privilegerede. Vi er stadigvæk (for det meste) rimelig raske eller kan let repareres, vi hæver vores pension eller er i job med seniorfordele. Men vi er uvante med vores nye livsvilkår. Vi har ikke udviklet gode forsvarsmekanismer mod bombardementet af tilbud og fristelser.

Og vi bliver virkelig bombarderet. Af det offentlige, som vil vores bedste, af jævnaldrende venner, der er ved at gå til af begejstring over livet, og af en markedsføring, der sigter massivt på WHOP (wealthy, healthy old people) eller “det grå guld” (som smarte danske marketingfolk kalder det). Hvem vil ikke anstrenge sig en lille smule ekstra for at blive betragtet som wealthy/healthy/gold? Og tvivler vi så meget som et sekund på vores evner i så henseende, bliver vi straks mindet om, at vi skal have en sundhed og en fysik som en gymnastiklærer af den gamle skole. Vi jages gispende op gennem aktivitetsspiralen.

Vi udgør et nyt demografisk segment – de unge gamle. Sådan som vi klør på, kan det dog blive en kort fornøjelse. Vi kan blive gamle gamle, før vi ved af det.
 

Kendetegn

Hvordan definerer man gammel-ungdommen? Det nemmeste er at tage udgangspunkt i alderen.

Traditionelt opfattes man som gammel, når man fylder 60. Før denne grænse er man midaldrende, på den anden side af den er man 60+, dvs. g-a-m-m-e-l. I dag bliver denne “grænseteori” undermineret af, at mange mennesker i 60'erne er lidt for friske og rørige til at blive betegnet som gamle. Nej, gammel er man i hvert fald først, når man er nogle og halvfjerds, lyder det gerne. Der er brug for en slags overgangskategori, og for nu at være helt konkret kan man sige, at den omfatter folk mellem 60 og 75.

I denne bog har vi valgt at udvide begrebet lidt ved også at tage højde for folks mentalitet. En af vores bekendte er 82 og har på grund af sin grønne stær et synsfelt på størrelse med et sugerør, men alligevel tager han hver sommer på enmandssejlads langs den svenske kyst – et graverende eksempel på gammel-ungdom. En anden af vores bekendte er en 60-årig førtidspensionist, der tilbringer sine somre – fra 1. juni til 31. august – i en liggestol på Ingierstrand ved Oslo. Han lagde gammel-ungdommen bag sig, allerede da han var i halvtredserne, og har det fint med at være gammel-gammel.

Læs et interview med en af forfatterne til bogen her. 

Gammel-ungdom som fænomen – (let) urealistisk opfattelse af alder – er ikke forbeholdt aldersgruppen 60-75. Man kan iagttage det overalt blandt folk med rynker.

Unge gamle har mange træk til fælles, men kan også inddeles i undergrupper ud fra visse parametre:

Arbejde: Nogle unge gamle er pensionister, andre er ikke, nemlig de erhvervsaktive unge gamle, heriblandt pensionsnægterne. De erhvervsaktive blandt os er unggamle i anden potens – og dobbelt udsat for præstationspres såvel på jobbet som i fritiden, fordi ambitionerne får et ekstra nøk opad på grund af et større økonomisk albuerum. Her er der risiko for UGKU (ung-gammelt kronisk udmattelsessyndrom).

Økonomi:
Forholdsvis mange unge gamle ligger lunt i svinget rent økonomisk efter et langt liv med indtægtsgivende arbejde samt egen bolig, men nogle gør ikke. Unge gamle med en stram økonomi har deres specielle udfordringer i forhold til forventningspresset – og tidspunktet for deres pensionering.

Lykke: Nogle gamle har det svært og føler sig ikke særlig lykkelige, men mange unge gamle oplever sandsynligvis det, man kunne kalde livsglæde. At denne bog især forholder sig til præstationspressets farer bør ikke skygge for den kendsgerning, at de fleste unge gamle har grund til at takke skæbnen hver eneste dag.

Civilstand:
Nogle unge gamle er enlige, andre lever i parforhold, og mange finder en ny partner, hvis den tidligere dør. Såfremt der er større tendens til hyperaktivitet blandt enlige end blandt samboende unge gamle, er forskellen svær at få øje på. Begge grupper går til den.

Børn: Nogle unge gamle har børn og børnebørn, andre har ikke. Her er tendensen til overdreven aktivitet ikke fordelt ligeligt mellem grupperne. Børnebørn er vidunderlige, men trækker store veksler på bedsteforældrene. Der trækkes naturligvis endnu større veksler på den lille undergruppe – kun bestående af mænd – der ikke blot har børn, men også ikke-voksne børn, somme tider kombineret med ikke-voksne børnebørn. Her er der tale om en totalt ukontrolleret gammel-ungdom.

Køn: Yngre mænd er som regel rykvis hyperaktive, hvorimod yngre kvinder som oftest er mere kontinuerligt pligtopfyldende. I alderdommen synes adfærdsmønstrene at smelte sammen i et nogenlunde lige stort og ensartet præstationsræs. På dette felt er der kønsmæssig ligestilling i gruppen af gamle unge.

Som gruppe bliver unge gamle også identificeret ved andre egenskaber end (indbildt) ungdommelighed:

Det nye: Internettet, teknologiske landvindinger og meget andet skaber også en ny virkelighed og nye handlemuligheder for gamle. Vi må opfinde alderdommen på ny. Desuden er vi nye i rollen som gamle – vi er de nygamle.

Fortrængning: Vi er ved at blive gamle, men vil ikke være ved det – vi er skabsgamle.

Stædighed: Vi udgør et nyt demografisk segment – de unge gamle. Sådan som vi klør på, kan det dog blive en kort fornøjelse. Vi kan blive gamle gamle, før vi ved af det.

Og for den skeptiske: Vores selvbevidsthed og selvtilfredshed som gruppe bliver ikke mindre af, at vi i høj grad er gamle 68'ere – og her handler det ikke om det at være 68 år.

Og hvordan passer forfatterne så ind i det billede? Det kan næppe komme bag på læseren, at vi efter vores egen opfattelse personificerer gruppen ret godt. Vi er begge midt i 60'erne. En af hvert køn. Samboende. Voksne børn. Mindreårige børnebørn. Én pensionist og en med job. Rimelig økonomi. Forholdsvis opfyldte af vores lykkelige livssituation og af livets rigdom – og stadig oftere udmattede efter en lang og aktiv dag.

Vi gør ikke situationen lettere for os selv ved at skrive en bog om det.
 

Andre før os

Skrivearbejdet er blevet gjort lettere af, at vi har kunnet læne os op ad dygtige fagfolk, som har beskrevet og sat etiketter på forskellige varianter af gammel-ungdommen:

Le troisième âge – den tredje alder = pensionister, der er friske nok til stadig at være aktive. Begrebet blev lanceret i 1970'erne i Frankrig, hvor man gjorde det muligt for pensionister at få noget at rive i ved at sætte sig på skolebænken igen (les universités du troisième âge). En central skikkelse i denne bevægelse var Pierre Vellas ved universitetet i Toulouse.

The third quarter of life = perioden mellem 50- og 75-årsalderen. Begrebet blev lanceret af den amerikanske filantrop Alan Pifer, der gerne ville aflive den gængse forestilling om, at alle gamle er sløve og skrøbelige.

The “young” old – de unge gamle = gamle, som endnu ikke er blevet gamle gamle (the “old old”). Begrebet stammer fra den amerikanske psykolog Bernice Neugarten, der også ville fremhæve denne aldersgruppes potentiale.

The third age – den tredje alder, bredt beskrevet af englænderen Peter Laslett i bogen A Fresh Map of Life: The Emergence of the Third Age. Laslett opererer med fire funktionelt definerede livsfaser: den første alder: barndommen med afhængighed af andre og socialisering; den anden alder: ansvarlighed og arbejdsliv; den tredje alder: opfyldelse
og indfrielse (os!); den fjerde alder: afhængighed og affældighed (ikke os).