Måske var der dage i den forgangne sommer, hvor mistrøstige sjæle ville istemme: ”Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig (“)”. Men i samme åndedrag melder Thøger Larsen sin bekræftende erfaring: ”Danmark, nu blunder den lyse nat (“)” med sommerens bløde, poetiske skønhed. (Højskolesangbogen nummer 321 og 314). Godt vejr er ikke entydigt. Det er blidt, og det er vildt.
Jeg synes, vi har haft en skøn sommer med sol og blæst, skyer og regn. Så med risiko for at blive patetisk drister jeg mig til at sige med digteren fra Lemvig: ”Vort hjerte svulmed' af tro og tak (“) og lykke og lyse nætter.”
Det bliver man aldrig for gammel til! Men vi får måske mere brug for at sanse oplevelsen, des ældre vi bliver. Sådan har jeg det i forhold til kunst, litteratur og natur.
Stærkest formidlet i gudstjenestens klassiske liturgi, salmer og tekster. For nu blot at antyde min tilværelses referenceramme, Salmebogen nummer 743:
Nu rinder solen op
af østerlide,
forgylder klippens top
og bjergets side;
vær glad min sjæl, og lad din stemme klinge,
stig op fra jordens bo,
og med din tak og tro
til Himlen svinge!
Således opladt drog vi ud i den danske sommer. Vi sejlede fra ø til ø. Først til Bornholm, hvor jeg var indbudt til at holde gudstjeneste og grundlovstale i Rønne den 5. juni. Vi boede i Svaneke i en gammel købmandsgård.
Dagligt med lange traveture langs kysten. Besøg hos de mange kunsthåndværkere - maleri, tekstil, glaskunst. Og museer, især Oluf Høst-museet i Gudhjem. Bornholm er en perle i det danske ørige. Og perler skal man passe på.
Færger er en af de særlige oplevelser, når man rejser fra ø til ø. Vi holder på havnen i Rønne og venter på færgen til Ystad i Sverige. Vi har naturligvis sørget for pladsreservation. Så vi sidder roligt, venter og læser i avisen. Nu lyder signalet: Vi kører om bord. Vi sejler. Fuglene flugter udenfor. Sejletid er hviletid.
Ystad forbinder jeg med kriminalforfatteren Henning Mankell. Men han var der nu ikke til at tage imod os, så vi kørte videre op gennem Skåne til Oskarshamn og sansede det skønne landskab og sendte en vemodig tanke til, at det engang var en del af det danske rige. Ak ja, og vi fører jo stadig en aktiv udenrigspolitik, nu med fly og bomber og mentalt lukkede grænser.
Vi landede lykkeligt i Visby på Gotland, som er en skønhedsåbenbaring med den gamle middelalderby inden for murene. Og videre rundt på øen med dens mange historiske minder og 91 middelalderkirker! Det kan man læse om i Birte Andersens righoldige bog ”Gotlands kirker” fra forlaget Anis 2014.
Jeg standser ved en enkelt: Grötlingbo Kirke, en romansk stenkirke fra 1100-tallet. På sydmuren er der en række relieffer, som stammer fra overgangen mellem hedenskab og kristendom med jagt- og stridsmotiver, symbolske udtryk for de onde magters jagt på mennesker. Disse aktuelle, gådefulde relieffer har især optaget den danske billedkunstner Asger Jorn, som ligger begravet på Grötlingbo kirkegård.
Turen gik derefter mod nord til øen Fårö. Kirken der er seværdig, men det særlige er et besøg på kirkegården, hvor den svenske filminstruktør Ingmar Bergman (1918-2007) har sin grav. Uanseeligt og dog markant anlagt i det yderste vestre hjørne af kirkegården.
Det var en stærk oplevelse at stå ved denne grav. Ingmar Bergman har skabt film, som ikke glemmes. De står i sindet som uudslettelige billeder.
Skabt af et menneske, som slog sig til blods på den stive, strenge, dogmatiske, ubønhørlige kristendom, som han mødte i sin barndom. Men han kunne ikke slippe den dybe anelse om, at der bag alle de kirkelige parader gemmer sig en umistelig øm livsvirkelighed.
Men tilbage til de danske øer! Til Læsø, som er perlen i Aalborg Stifts lille ørige. Jeg afløste under sognepræstens ferie i uge 31. Onsdag aften har man i sommertiden en tradition, ”Syng solen ned”, der former sig som en fri andagt med sang, bøn, læsning fra Bibelen og prædiken.
Man samles på havnepladsen i Østerby eller Vesterby. Det var en forunderlig oplevelse. En stille sommeraften med udblik til hav og himmel og den nedgående sol. 200-250 mennesker forsamlede.
Et lokalt kor sang for med liv og sjæl. En entusiastisk korleder ved el-klaveret, et lille orkester med harmonika, violin og saxofon spillede med. Og folk sang, så det klang. Selv mågerne indstillede larmen.
Jeg læste skabelsesberetningen fra Første Mosebog, kapitel 1. Læsningen var ved at tage vejret fra mig. For under læsningen så vi jo det hele ske lige for øjnene af os.
Stående under himmelhvælvet på Læsø med den dalende sol og havet omkring os og menneskenes huse, træer og haver og blomster og lidt længere ud på øen de grønne marker med får og gumlende køer. Vel at mærke ikke en falsk idyl, men det givne, skabte liv, som betinger vort liv fra fødsel til død. Også selvom vi bor på stenbroen.
Jeg gik straks hjem og skrev min prædiken til følgende 9. søndag efter trinitatis om den utro godsforvalter (Lukasevangeliet, kapitel 16, 1-9).
Det er en opbyggelig historie om en mand, som blev afsløret i sin svigefulde omgang med det betroede gods, og alligevel fik han det hele foræret igen, og oven i købet fik han ros! Sådan en historie er det vist kun Jesus, der kunne finde på at fortælle.