Samtaler om salmer giver nyt liv

I Randers mødes en gruppe seniorer for at analysere salmer. Samtalen er levende og holdningerne mange. Her ...

I Randers mødes en gruppe seniorer for at analysere salmer. Samtalen er levende og holdningerne mange. Her er det Nete Berg-Sørensen, Tove Nørgaard og Palle Kirk, som er en del af gruppen, som mødes i konfirmandstuen i Sct. Clemens Kirke. Foto: Mikkel Berg Pedersen / Scanpix

Salmebogen er for mange af os den bog, som vi klarer os gennem livet med
Edith Aller

I en kirke i Randers mødes en gruppe seniorer for at tale om salmer. Det er blevet et forum, hvor indsungne ord får nyt liv, og troen får taletid

På den brune tavle i konfirmandstuen i Sct. Clemens Kirke i Randers står fem punkter: Anamnestisk forståelse, teksten, biografien, betydning og brug og som punkt nummer fem: Melodi. To herrer og seks damer i alderen 67 til 82 år har sat sig til rette og er klar til en time, hvor de skal tale om udvalgte salmer. Og selv om de otte har masser at tale om, så vier de ord og tanker til at arbejde sig ind i to salmer den næste time.

Det var Kirsten Hune og Edith Aller, som præsenterede idéen til samtalerne om salmer, da menighedsrådet ved kirken i Randers efterlyste idéer til nye tiltag. 71-årige Kirsten Hune er cand.pæd.psych., og Edith Aller var i en årrække seminarielektor, hvor hun underviste i dansk og praktisk retorik. De to har begge et nært forhold til Den Danske Salmebog, og de ville gerne have et forum, hvor de kunne analysere salmetekster og samtidig tale om de trosmæssige overvejelser, salmerne måtte åbne. Menighedsrådet tog godt imod forslaget, som var både enkelt og billigt at afvikle. Der har ikke været præster eller andre ansatte involveret, men op til 12 deltagere med lyst til at dykke længere ned i salmer.

Her ind under jul har Kirsten Hune og Edith Aller valgt, at gruppen skal arbejde med Lisbeth Smedegaards ”Blåt vælded lys frem bag skyers skred”. Ark med salmen bliver delt rundt, og så læser deltagerne på skift et vers op. Flere har en blyant ved hånden parate til at notere. Da det femte og sidste vers af salmen er læst højt, henviser Edith Aller til punkterne på tavlen, som er den faste struktur, samtalen følger.

Først gælder det forudforståelsen af salmen. Edith Aller vil vide, om nogen på forhånd har et forhold til denne salme. Det er ikke tilfældet. Så gælder det forståelsen af teksten. Hvad handler denne salme mon om? Der er stille lidt, ind til Edith Aller siger, at hun finder, at en del af Lisbeth Smedegaard Andersens salmer ikke er umiddelbart tilgængelige:

”Salmen står i salmebogen under 'jul'. Men er det en julesalme? Hvor er vi i første vers?”, spørger hun, og snart er samtalen i gang om et kosmisk rum og de rim, som Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet ind i teksten.

67-årige Tove Nørgaard gentager linjen: ”som blanke knopskæl om vinterdrømme”. Hun synes, ordene er flotte og billedskabende.

79-årige Palle Kirk konstaterer, at han ikke vil bryde sig om at synge den rundt om juletræet, for den mangler noget af det, som for ham gør en salme egnet til jul: Krybbe og engle. Det, han savner i teksten, er en af de klare kvaliteter, Tove Nørgaard ser i salmen:

”Jeg mener, det er fin poesi. Man kan sige, at hun hæver julen op på et højere niveau. Og så er det rart med en julesalme, hvor man kommer ud af stalden og lidt væk fra krybben,” siger hun.

Edith Aller spørger, om der mon er sprogbolsjer i teksten. Det er en vending, de flere gange har brugt i gruppen. Et sprogbolsje er et ord, der som et godt bolsje er behageligt at have længe i munden. En foreslår vendingen ”Gudsrigets glæde” fra salmen som bolsjeord. For at afprøve, om det mon er et sprogbolsje, siger de ordene sammen. ”Gudsrigets glæde”. Klart og langsomt for dog at konstatere, at der ikke her er tale om ord i bolsjekategorien. Ordene er dejlige at sige, men de enes om, at det snarere er ”dramatisk flotte ord.”

De otte har levet et liv med mere eller mindre salmesang, men fælles for dem alle er, at de gennem skoletiden har lært talrige salmer. Selvom det var i 1952, Nete Berg-Sørensen, 79 år, forlod skolen i landsbyen Brørup mellem Esbjerg og Kolding, husker hun mange af de salmevers, hun lærte i skolen. Foruden skolestuen var også hendes næsten blinde bedstemor en utrættelig ambassadør for den danske salmeskat. Nete Berg-Sørensen fortæller, hvordan hun jævnligt oplever, at strofer fra salmer nærmest taler til hende. Som et eksempel fortæller hun om Kingos morgensalme ”Nu rinder solen op af østerlide”, som hun lærte udenad i skolen i Brørup. I sjette vers hedder det: ”Men om min fod går vild og sig mon støde, da vend, o Gud, mig om.”

”Det er en god verslinje at have med sig, når man har dummet sig,” siger hun.

Martin Søndergaard, som har været ingeniør i vindmølleindustrien, lærte salmeversene udenad, mens han cyklede ad smalle veje fra fødegården på Mors på vej til konfirmationsforberedelse i begyndelsen af 1950'erne. Fem kilometers cykeltur gav ham god tid til at øve på versene.

”Men det er nyt for mig at tale om salmer, som vi har gjort her, men når jeg sidder til gudstjeneste, så er jeg begyndt at læse salmerne, inden vi synger dem, for at grunde lidt over ordene inspireret af de samtaler, vi har haft her,” siger han.

Nu tager gruppens anden Tove Nørgaard ordet. Hun er 81 år og lærte salmer både i skole- og søndagsskole, men det fælles arbejde med teksterne i gruppen har givet hende en anden tilgang til salmerne.

”Man kan bedre se, hvordan salmerne hænger sammen med de bibelske tekster, og når man får et blik for salmernes forkyndelse, er det, som om gudstjenesten bliver større,” siger hun.

Ofte synger gruppen de salmer, som de arbejder med, men de bliver enige om, at Lisbeth Smedegaard Andersens salme er for svær at synge uden musikledsagelse, så de tager i stedet fat på salmebogens nummer 129, ”Julebudet til dem, der bygge”, af Jens Christian Hostrup. Deltagerne skiftes til at læse de fire vers, og så tager de fat på at analysere teksten.

”Siger denne salme egentlig det samme som Lisbeth Smedegaard Andersens?”, spørger Edith Aller.

Nogle foretrækker Hostrup, mens andre synes, sproget virker sært fladt efter at have arbejdet med Lisbeth Smedegaard Andersens ord. Flere synes, at Lisbeth Smedegaard Andersen formår at hæve julen op på et højere sprogligt niveau.

Gennemgangen af Hostrups salme får talen til at falde på behovet for julesalmer, som man kan synge, når man har mistet.

”I den her gruppe er vi alle så gamle, at vi har prøvet at synge salmer den første jul efter at have mistet, og så kan man ikke synge 'Julen har bragt', men man har brug for salmer, som kan løfte i sorgen, og det kan 'Julebudet til dem, der bygge', men også for eksempel 'Hjerte, løft din glædes vinger!',” siger Edith Aller.

Fire sæsoner af fire formiddage har gruppen sat hinanden stævne. Hver salme har været katalysator for samtaler, hvor de har rørt ved mere end rim og strofer, men opbygget rum, hvor de har kunnet tale om salmernes forkyndelse. Flere af deltagerne mener, at samtalerne om salmerne er blevet en særlig beskæftigelse med, hvad kristendommen er.

”Salmebogen er for mange af os den bog, som vi klarer os gennem livet med,” siger Edith Aller.

Gruppen i Sct. Clemens Kirke har ikke programsat flere møder. Men et nyt salmebogstillæg med 100 nye salmer er på vej fra forlaget Anis. Tillægget præsenteres i foråret, og så vil gruppen gerne igen invitere til samtaler om salmer. Hostrup får det sidste ord. Salmer er bønner, kilde til samtale, men salmen om julebuddet skal også bæres med hjem som syngende strofer.