Se trolden i øjnene

Anne Louise Frandsen studerer dansk/nordisk ved Syddansk

Seniorkonsulent i Ældre Sagen og forfatter Margrethe Kähler. – Foto: Ældre Sagen.

Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen.

Tegning: Rasmus Juul

Med alderen følger uundgåeligt tab, skavanker og måske ensomhed, men erkender man udfordringerne, kan man stadig have et dejligt liv, lyder budskabet i en ny bog til ældre

Vi nåede lige at holde sølvbryllup. Det blev ikke fejret særlig meget, for da var han allerede på vej ud af ægteskabet. Han syntes ikke, der var grund til at fejre det. Det var der nok heller ikke. Det var et forsøg fra min side på at redde stumperne. Jeg har hørt, at han har fundet en jævnaldrende dame.

Sådan fortæller den 65-årige Marie fra Odense i bogen Kys Livet også når det gør ondt, som Ældre Sagen netop har udgivet. Marie blev skilt fra sin mand for fem år siden og er så småt ved at finde fodfæstet igen, men har problemer med selvværdet efter mange års samliv med en mand, der ikke syntes, at hun var noget at prale af.

LÆS OGSÅ: En ildsjæl og fornyer i arbejdet med ældres hverdag og verden

Bogen, hvor Maries historie figurerer blandt 12 andre, er skrevet af Margrethe Kähler, der er jurist og seniorkonsulent i Ældre Sagen, og som derfor dagligt beskæftiger sig med de eksistentielle udfordringer, det fører med sig at blive ældre og gammel.

Nogle udfordringer har med selve livsfaserne at gør; at stoppe på arbejdsmarkedet, og at børn flytter hjemmefra. Andre går på tværs af livsfaserne med fokus på ensomhed, konflikter i familien, dødsfald eller som i Maries tilfælde, skilsmisse.

Bogen er baseret på personinterview og beskriver, hvordan seks kvinder og syv mænd tackler deres forskellige liv i forskellige faser. Interviewpersonerne er 53-87 år.

Vi har forsøgt at tage fat i de problematikker, der ligger folk på sinde i den alder. Vi vil meget gerne vise, at der er enormt mange mentale kræfter og livsmod i ældre mennesker, og at de fleste har lyst til at tage fat i udfordringerne og løse dem så godt, som de kan. Grundlæggende handler bogen om at se trolden i øjnene og tilgive og acceptere sig selv. Ikke skælde for meget ud på sig selv og ikke føle sig som en fiasko, fortæller Margrethe Kähler.I stedet for at udgive en pamflet med henvisninger til en række rådgivningscentre og hjemmesider var det vigtigt for Ældre Sagen, at det var personhistorierne, der var i fokus. Bogen skulle være båret af menneskeskæbner, man kunne spejle sig i. Og derfor kan man altså læse om, at den 53-årige Kirsten og hendes mand har købt en golden retriever for at fylde stilheden ud, efter at børnene er flyttet hjemmefra.Om Christian på 70 år, der er gift for tredje gang med en 17 år yngre kone og føler sig forpligtet til at holde erotikken ved lige i sit liv.

Og der er Hans på 76 år, der påpeger, at man jo ikke er ældre, end man føler sig, selvom han erkender, at der er blevet lidt færre venner gennem tiden.

Så selvom dødsfald, sorg og ensomhed er blandt temaerne i bogen, skal man ikke tro, at det bare er trist at blive gammel, understreger Margrethe Kähler.

Det er ikke trist, især ikke hvis man ser i øjnene, at tabene hører med til eksistensen. Der er også børn og børnebørn, og livet går videre. Man er del af det større kredsløb. Det er en del af den menneskelige eksistens, og udfordringer som sygdom, tab og ensomhed tager unægtelig til i styrke, når man bliver ældre. Jeg tror, at de, der har det sværest ved at blive gamle, er dem, der gør alt for at blive ved med at være unge og smukke og ikke vil se i øjnene, at det er livets grundvilkår at ældes. Man kommer ud for barske ting, men man lærer at klare sig igennem, siger hun.

Og faktisk er krisetiderne og tabene også med til at udvikle, det Margrethe Kähler kalder den menneskelige musikalitet.

Jeg tror på, at man bliver et bedre menneske af at gå igennem sorg og tab og konflikt, fordi det udvikler ens menneskelighed. Man bliver mere forstående for andre mennesker. Jeg synes, at den hudløse ærlighed, de 13 i bogen har, er meget livsbekræftende og flot. De løfter sig selv op ved hårene i stedet for at sætte sig ned og tude. De har ikke permanent selvmedlidenhed. Derfor håber jeg også, at læserne vil blive mødt med en følelse af, at de ikke er alene. Jeg håber, de kan spejle sig i de livshistorier, der bliver præsenteret i bogen, siger hun.

Det kan med andre ord ikke nytte noget at kæmpe imod eksistensen og livets udvikling og på længere sigt afvikling. Hellere kysse livet også når det gør ondt. I bogen er det den 87-årige Bent, der beskriver, hvordan han efter tabet af sin hustru faktisk har formået at få et dejligt liv igen. Alene.

Jeg har samlet mig igen til at være én identitet og ét menneske. De fleste af os er i tosomhed det meste af livet. Men vi fødes alene, og vi dør alene. Jeg har så fået lov at være lidt alene, inden jeg skal herfra. Jeg ved ikke hvor lang tid endnu, men det er en frihed. Jeg har taget mine ringe af fingrene, og jeg føler det som en lettelse. Jeg vil ikke bruge resten af min ungdom på at græde og lave ritualer ved en grav, hvor der ikke sker noget, fortæller Bent.

Netop sådanne refleksioner om, hvordan man kan bearbejde tabet af en ægtefælle, er vigtige, mener Margrethe Kähler.

Vi vil gerne have, at ikke al seniorlitteratur handler om at jogge, køre seniorrace og løbe maraton. Det er meget nemmere at lave noget fysisk, hvis man psykisk har det godt. Har vi det skidt psykisk, er der til gengæld stor fare for at blive en sofakartoffel. Marie, der er blevet skilt, kunne være blevet en sådan, men hendes mentale ressourcer har gjort, at hun er begyndt at komme videre.