Denne klumme er skrevet på opfordring. Den henvender sig til efterladte efter et dødsfald. Den spejler en livsproblematik, som må være nærværende for seniorer.
Fremtiden er ikke så lang som den fortid, vi bærer med os. Lige nu er vi i fastetiden, på vej frem mod påske, som sætter både fortid, nutid og fremtid i et nyt perspektiv.
Det er ikke muligt at skrive ens til alle efterladte, for vores situation kan ikke sættes på en fælles formel. Nogle har mistet et barn ved en trafikulykke, andre en ægtefælle efter langvarig sygdom eller ved den pludselige død. Atter andre har levet et langt liv uden tab, indtil ens gamle forældre døde.
Som præst har jeg stået i vidt forskellige situationer, hvor jeg skulle forkynde trøst og håb og nyt mod til at leve. Det var undertiden, bogstaveligt talt, usigeligt svært. Så jeg vil tillade mig at skrive lidt om mine egne erfaringer i mødet med et elsket menneskes død: Alice Hvas, født den 8. juli 1942 - død den 1. december 2007.
Vi blev gift den 25. marts 1964. Jeg tør godt sige, at vi levede i et lykkeligt ægteskab. Vi fik fire skønne børn, og da Alice døde, var otte børnebørn en del af vores liv. Det niende barnebarn kom til verden i 2012. Vi var i enhver henseende rigt velsignede.
I sommeren 1984 slog lynet ned. Alice fik konstateret en ondartet brystcancer, gennemgik en operation med efterfølgende strålebehandlinger og kemokure. Det var en forfærdelig tid, og vi skulle bruge alle vores kræfter til at holde sammen på os selv og hinanden. I tilbageblikket står det smerteligt klart, at vi ikke magtede at give vores børn den hjælp, de trængte til i deres angst for, hvad der dog kunne ske.
Alice ville være rask. Og det betroede hun Vorherre med en viljestyrke, som jeg tror har gjort indtryk. Hun blev rask. Og vi fik nye dage. Indtil november 1991. Da vendte sygdommen tilbage endnu værre. Operationer, behandlinger og otte uger på Odense Universitetshospital.
Miraklet skete igen: Alice kom til kræfter og kom hjem til Bispegården i Aalborg. Jeg ved ikke, hvad forbøn udretter, men jeg ved noget om, hvad forbøn skaber af trøst og tro hos dem, der bliver bedt for. Sådan var det at komme til Aalborg Stift.
Travle dage, fyldt med opgaver, fulgte. Søndag efter søndag var vi på besøg rundt i det skønne land mod nord. Og kom jeg en enkelt gang alene, lød spørgsmålet: Er din kone ikke med?
Sygdommen havde taget fast ophold. Den meldte sig på ny i foråret 2005. Vi vidste nu, at vore fælles dage var talte. Og dog fik vi endnu to år givet. I september 2007 stod det klart, at der ikke var flere behandlingsmuligheder. Det Palliative Team trådte til. Det ligger mig stærkt på sinde at sige, at vi igennem årene har mødt en uforbeholden hjælp hos sygeplejersker og læger, og til sidst hos den kommunale sundhedspleje og hjemmepleje.
Alice var afklaret om sin sygdom, og hun havde det ene ønske, at hun måtte dø hjemme. Det ønske fik hun opfyldt på smukkeste vis, takket være vores voksne børn, som både på skift og sammen var hjemme de sidste uger, deres mor levede. Gode venner, besøg og mange breve var til trøst og hjælp. Vi kan virkelig hjælpe hinanden, når nøden er størst.
Alice var ikke bange for at dø, men hun var sorgfuld over, at hun ikke skulle opleve, at børnebørnene voksede til, og at vi ikke skulle blive gamle sammen. Det var en sorg, og den sorg tog vi til hjerte. Så vi både kunne græde sammen og bede til Gud om, at vi måtte blive bevaret i taknemmelighed over det liv, vi havde fået givet med hinanden.
Gode bibelord og salmer var en daglig hjælp til at tolke, hvad vore egne små ord ikke kunne udtrykke. Jeg vil sammenfattende nævne salmen ”Du Herre Krist, min frelser est, til dig jeg håber ene “” Salmebogen nummer 52.
Og et kraftigt bibelord, Første Korintherbrev, kapitel 13, vers 8: ”Kærligheden ophører aldrig.” Det ord står på Alices gravmæle på Thyborøn Kirkegård. Alt andet ophører. Selv Himmel og Jord skal forgå. Men kærligheden ophører aldrig: Guds kærlighed. I den vished kan vi hente nye kræfter til at leve med nyt mod. Og lykkeligvis kan det hænde, at tilværelsen bliver hel igen.