Skal vi virkelig have en ældreminister?

Hvis ja, må ministeren tage fat på betydningsfulde opgaver som omsorgssvigt og overgreb mod ældre. Det ved vi nemlig meget lidt om her i landet

Regeringen synes, vi skal have en ældreminister. Jeg er ikke enig. Og de første turbulente dage i ældreminister Thyra Franks (LA) ministerliv viste, at det spørgsmål nok skulle have været gennemtænkt meget bedre, skriver Birgit Meister.
Regeringen synes, vi skal have en ældreminister. Jeg er ikke enig. Og de første turbulente dage i ældreminister Thyra Franks (LA) ministerliv viste, at det spørgsmål nok skulle have været gennemtænkt meget bedre, skriver Birgit Meister. Foto: STINE TIDSVILDE.

Regeringen synes, vi skal have en ældreminister. Jeg er ikke enig. Og de første turbulente dage i ældreminister Thyra Franks (LA) ministerliv viste, at det spørgsmål nok skulle have været gennemtænkt meget bedre.

Thyra Frank er ikke politiker. Derfor var hun ved at drukne allerede den allerførste tid, da de politiske journalister tog fat i hende. Hvad med de gennemblødte tissebleer? Hvad gør du ved dem?

Thyra Frank fremstår godhjertet og velmenende, men der skal mere kapacitet til posten. Hun har været plejehjemsleder i tre årtier, men kan ikke svare på, hvad der er galt, når enkeltsagerne fra plejehjemmene bliver trukket frem. Hun burde vel om nogen fra sin praktiske hverdag kende problemerne og have nogle bud på, hvordan de løses.

Jeg har siddet med i arbejdet i ÆldreForum i mere end 10 år. Det var den daværende socialdemokratiske socialminister Karen Jespersen, der skabte et råd, der skulle se på ældres forhold i samfundet.

For 20 år siden blev ældre i medierne næsten altid fremstillet som nogle stakkels individer, der ikke kom uden for en dør, men henlevede de sidste år i ren jammer. Det billede blev ændret, efterhånden som det stod klart, at sådan forholder det sig slet ikke.

I dag ved vi, at aldrig har så mange ældre voksne haft så mange år med så god funktionsevne som nutidens ældre i Danmark i dag.

Ældre er en stærk samfundsmæssig ressource, opbygget gennem et livs demokratiske og arbejdsmæssige livserfaringer. De er voksne mennesker, og nogle af dem har særlige behov, og dem skal der naturligvis tages hånd om. Men lad nu være med at lave en så åbenlys fejlagtig generalisering som at putte alle ældre i den samme boks og placere indsatsen for dem i et ministerium, der primært forbindes med sygdom og svækkelse.

ÆldreForum er netop blevet nedlagt af den tidligere Venstre-regering med Sophie Løhde som sundheds- og ældreminister. Men Thyra Frank kan med stort udbytte kaste sig over de mange publikationer (86 i alt), der i årenes løb er udgivet om ældres forhold.

Her kan hun få idéer og tanker til, hvad hun skal interessere sig for, og hvilke områder – og der er mange – hun kan arbejde med, skaffe økonomi til og påvirke.

Enkeltsager har ofte stjålet avisoverskrifterne og tv-indslagene, og den gennemvåde ble er altid rystende at blive konfronteret med, men disse indlæg i debatten har, så vidt jeg er orienteret, aldrig ført til afgørende initiativer og indsatser.

Det var fornuftigt nok for nogle år siden at begynde at måle og dokumentere i kommunerne, hvad pengene til ældreområdet blev brugt til. Men det er nogle steder løbet løbsk. Det vil være et afgørende område at se på, når man skal finde for eksempel tisse-ble-synderne. En kompetent ledelse er naturligvis også et vigtigt element.

Det nu hedengangne ÆldreForum forsøgte igennem flere år at skaffe penge til at undersøge omfanget og karakteren af overgreb mod ældre, som blandt andet også omfatter omsorgssvigt (de gennemblødte bleer blandt andet). Det ved vi nemlig meget lidt om her i landet, modsat de fleste andre lande, vi normalt sammenligner os med.

Men hvordan skal vi sørge for, at det ikke sker igen og igen, når vi ikke kender karakteren og omfanget og baggrunden for overgrebene. Vi taler om både psykisk og fysisk overlast. Det er et område, ministeren kunne høste stor respekt på ved at skaffe de nødvendige midler til.

Der er interessant dansk og international forskning om ældre, der viser, at der er områder, der trænger til samfundets opmærksomhed, som eksempelvis spørgsmålet om ældre med anden etnisk baggrund, og hvordan indsatsen skal sættes ind der.

Ministeren har et overordnet ansvar for sit ressort, og hun kan pege på og arbejde for en lang række felter, der omhandler de ældste: flere bænke på vejene og heller ved stoplys, så ældre med gangproblemer kan nå over for grønt og har mulighed for at klare sig i trafikken, bygge bro mellem generationerne, boligen til den tredje alder, indsats for ældre, der er blevet enker eller enkemænd, bedsteforældres rolle i børns udvikling og vigtigt: inspiration til at ældre selv kan gøre en indsats for at forblive selvhjulpne.

Der er emner nok, som også de mange, der oplever alderdommen som en gave, kan have glæde af, at der bliver forsket i.

Det kan en engageret, vidende minister for området (jeg synes, ordet ældreminister er et fejlskud, ligesom jeg ikke kan lide, at man taler om ældremad) tage fat på.

Ministeren kan slå ned på de fordomme og negative holdninger til ældre, der undertiden kan skjule sig i sprogbrugen, og udvide opfattelsen af, hvad der kræves, for at ældre opnår respekt og kan leve værdigt, og den svækkede gruppe får den optimale hjælp. Så kan der måske blive en mening med særlig opmærksomhed rettet mod voksne, der er oppe i årene.