Kære mand: Slug stoltheden og del din sorg

Erik Christiansen har mange minder fra sit liv sammen med Alice og har haft stor hjælp til at bearbejde sorgen over at have mistet hende ved at være med i en sorggruppe. Modelfoto. Iris

Det er en meget stor hjælp at være i en sorggruppe, fordi man får løst op for sine inderste tanker, og på den måde løfter man sig selv.
Erik Christiansen, har mistet sin hustru

Mens kvinderne strømmer til sorggrupper, bliver mændene væk. Det fatter 89-årige Erik Christiansen, der med hjælp fra en sorggruppe kom over sit livstab, ikke. Kom af sted, mænd, lyder hans opfordring

Erik og Alice Christiansen havde håbet, at de kunne nå at fejre deres krondiamantbryllup sammen, men to måneder før de havde været gift i 65 år, slap Alices kræfter op, og hun sov ind efter længere tids sygdom.

Gennem en menneskealder var Erik og Alice Christiansen, der mødte hinanden på trinbrættet i Vanløse få år efter krigen, vokset sammen til én. Nu var 89-årige Erik Christiansen alene, og havde han været som de fleste andre mænd, der mister én, de holder af, havde han også været alene med sin sorg.

For mens kvinder i stadig stigende grad strømmer til folkekirkens sorggrupper, hvor de i fællesskab med andre kan bearbejde deres sorg, bliver de fleste mænd væk. De holder sorgen og følelserne for sig selv, og græder de, sker det bag nedrullede gardiner, hvor ingen kan se dem.

Der findes ikke nogen præcise tal på, hvor mange mænd og kvinder der deltager i de omkring 150 sorggrupper, der aktuelt findes i folkekirken, men at mænd er voldsomt underrepræsenterede, er der ingen tvivl om.

Sådan lyder beskeden samstemmende fra de sorggruppeledere og præster, Kristeligt Dagblad har været i kontakt med.

”I de tre år, jeg har haft sorggrupper, har jeg endnu ikke haft en eneste mandlig deltager,” fortæller sognepræst Charlotte Clante fra Holsted Sogn i Næstved

”De mænd, jeg har haft kontakt til, har ikke villet deltage, lige meget hvad jeg har gjort. Det er så ærgerligt, for som i alle andre sammenhænge i livet, så tror jeg, at mænd og kvinder kan have enorm glæde af at være sammen om at dele sorg,” siger hun.

En del af forklaringen på, hvorfor det er vanskeligt at få fat i de mænd, der har mistet, er måske, at mænd, særligt de ældre, er opdraget til, at følelser ikke er noget, man viser eller taler om.

Mændene har ikke lyst til at bringe sig selv i en situation, hvor de risikerer at lide det ansigtstab, det er at græde eller virke sårbar foran andre, og derfor fravælger de sorggrupperne. Men ifølge den pensionerede finmekaniker Erik Christiansen, der mistede sin hustru i januar, er det noget pjat.

”Jeg fatter det ikke. Jeg vil opfordre mænd til at deltage lige så vel som kvinder. Man skal ikke være for fin til det. Det er en meget stor hjælp at være i en sorggruppe, fordi man får løst op for sine inderste tanker, og på den måde løfter man sig selv. Jeg har en pragtfuld familie, der har hjulpet mig enormt meget, men jeg tror alligevel, jeg ville have haft sværere ved at klare det hele, hvis ikke jeg var kommet med i sorggruppen og havde talt med folk, der stod i den samme situation som mig,” siger Erik Christiansen.

Når flere kvinder end mænd deltager i sorggrupper, har det et stykke ad vejen en naturlig forklaring. Tal fra Pavi - Videncenter for Rehabilitering og Palliation under Syddansk Universitet viser, at mens 12.194 kvinder i 2014 blev enker, blev 5956 mænd i samme periode enkemænd.

Men sognepræst Line Bjørn Hansen fra Husumvold Kirke, der er styregruppeformand for forskningsprojektet Sorggrupper i folkekirken - og i øvrigt ledede den sorggruppe, Erik Christiansen var med i - vurderer, at kønsforholdet i de sorggrupper, hun kender til, er tættere på 1:10 end 1:2.

Dermed er overrepræsentationen af kvinder signifikant. At det forholder sig sådan, er ærgerligt, men ikke så overraskende, mener Line Bjørn Hansen.

På nuværende tidspunkt findes der kun en håndfuld mandesorggrupper rundt om i landet, men flere præster og sorggruppeledere tilkendegiver, at de gerne ser flere af slagsen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Jeg tror, at mænd generelt rækker ud efter hjælp og støtte i langt mindre grad end kvinder, så på den måde adskiller sorggrupperne sig ikke fra samfundet generelt,” siger hun.

Line Bjørn Hansen ville dog ønske, at flere mænd kom ud af busken og fik hjælp til at komme over deres tab.

”Der er flere fordele ved at deltage i en sorggruppe. Mange efterladte er for eksempel optagede af, om det, de gør og føler i deres sorg, er normalt. Er det normalt at tænke på den afdøde hele tiden, at tage sig selv i at tale til én, der ikke er der længere eller ikke at kunne tage sig sammen til at smide den afdødes tandbørste ud? Man kan være bekymret for, om ens adfærd og tanker betyder, at man er ved at blive vanvittig og aldrig vil kunne leve almindeligt. Derfor kan det også være svært at snakke om det med nogen, som ikke selv har mistet en nærtstående. Det er lindrende at møde andre efterladte, der har det på samme måde og derfor også forstår én,” siger hun.

I Grindsted har sognepræst Egil Hvid-Olsen også konstateret, at det er svært at få mænd til at deltage i sorggrupper. Han har derfor oprettet en gruppe kun for mænd.

Så kan de behandle sorgen på deres egne præmisser og slippe for al den snak om følelser, de måske frygter, at de bliver rullet ind i, hvis de skal være med i en blandet gruppe.

”Fordelen ved en ren mandegruppe er, at man er blandt andre, der også tit har svært ved at bruge store ord om det, der gør ondt. Nu taler jeg meget generelt, men der er nok en tendens til, at mænd er mere direkte og kortfattede end kvinder, der har mere brug for at tale tingene meget igennem. Min oplevelse i mandesorggruppen er, at mændene bestemt ikke bralrer løs, men at de taler om det, der trykker, og når det er sagt, så er det sagt - og så synes de ikke nødvendigvis, der er behov for at vade mere i det. Det er ikke for at sige, at det er en bedre måde at bearbejde sorgen, det er bare en anderledes måde end mange kvinders,” siger Egil Hvid-Olsen.

På nuværende tidspunkt findes der kun en håndfuld mandesorggrupper rundt om i landet, men flere præster og sorggruppeledere tilkendegiver, at de gerne ser flere af slagsen. Andre ser hellere, at man finder ud af at knække koden, så mænd får lyst til at deltage i de blandede grupper.

En løsning på dette kunne være, som der peges på i forskningsprojektet Sorggrupper i folkekirken, at få tidligere mandlige sorggruppedeltagere til at fungere som ambassadører, der deler deres erfaringer og på den måde afmystificerer det at deltage en i sorggruppe, over for andre mænd, der har mistet.

Forestillede man sig, at Erik Christiansen blev en sådan ambassadør, ville han fortælle, at selvom sorgen aldrig forsvinder, så kan man, hvis man får hjælp, lære at leve med den.

”Hvis jeg sidder og læser eller ser tv, tager jeg stadig mig selv i at vende mig om for at sige noget til Alice. Og når jeg vågner om natten, glemmer jeg tit, at hun ikke ligger ved siden af mig længere. Man er jo fuldstændig groet sammen efter så mange år sammen. Nu tager jeg i Husumvold Kirke hver søndag og tænder et lys for hende. Og jeg siger godnat til hende hver aften. Det holder jeg aldrig op med, tror jeg. Naturligvis savner jeg hende, men jeg har lært at acceptere situationen, som den er. Hun har det godt, hvor hun er. Og jeg har det godt.”

Over indgangen til villaen i Brønshøj, hvor Erik Christiansen og hans kone boede sammen i næsten 65 år, hænger der stadig et minde om parrets diamantbryllup. Nu, da Alice ikke er der længere, nyder Erik at mindes de gode stunder, parret havde sammen. Foto: Petra Theibel Jacobsen