Sommerens debat har været interessant. Tomme politiske luftballoner er næsten blevet undertrykt af en væsentlig debat om meningen med vores liv. Giver det mening i sig selv at tilegne sig viden? At dyrke sport og mærke glæde ved at røre sig og udvikle styrke og balance i kroppen samt en lang række andre færdigheder, hvad enten du er ung eller gammel? Eller er det kun nytteværdien til gavn for samfundets bruttonationalprodukt og dig selv, der tæller?
Debatten har i høj grad fundet sted i denne avis med professor i psykologi Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet i spidsen. Det var ham, der skrev ”Stå fast” sidste år. Bogen er udkommet i langt over 60.000 eksemplarer, og i går udkom hans nyeste bog, ”Ståsteder”. Allerede inden den officielt er udkommet, er den trykt i 18.000 eksemplarer, fortæller forlagsredaktør Anne Weinkouff fra Gyldendal. ”Det er meget spændende og rykker åbenbart ved noget fundamentalt,” siger hun.
At de politiskeback benchers har haft trange kår i sommerens debat, kan vi også takke de fremragende danske atleter ved OL i Rio for. Med koncentration og kampvilje har de halet den ene medalje hjem til Danmark efter den anden. Smilene, den umiddelbare begejstring og forløsningen har været så smittende, at vi i hvert fald hjemme hos os har kigget med næsten hver dag. Mange billeder og bemærkninger bliver hængende her i tiden efter.
En af dem, jeg holder allermest af, kommer fra den 20-årige kajakroer Emma Aastrand Jørgensen, som vandt sølv i enerkajak til sin egen store forbløffelse. ”Og hvad så nu?”, lød journalistens forudsigelige spørgsmål. ”Hvordan kommer sølvmedaljen til at påvirke din tilværelse?”. Hvortil Emma, som er malerlærling fra Maribo, svarede: ”Jeg skal hjem til Lolland og fortsætte min uddannelse til maler. Jeg skal i hvert fald ikke ende som en afdanket roer og topatlet, der ikke kan noget andet end at ro.”
Sådan! De kvindelige atleter har strålet og imponeret. Sara Slott Petersen, 29 år og mor til en toårig dreng, vandt sølv i 400 meter hæk. Sara holdt naturligvis lang tids pause for at kunne blive gravid og føde sin søn, hvorefter hun vender så stærkt tilbage. Eller unge Pernille Blume, der løb sur i træningen og meningen med at bruge så meget tid på svømningen. Hun holdt en pause, fik renset sit hoved, det blev sjovt at træne igen, og hun vandt guld på 50 meter fri.
For slet ikke at tale om håndboldherrerne, der ryddede bulen i en fantastisk finale og vandt guld som en flot, flot afslutning på OL. Har disse fornemme præstationer så en nytteværdi for Danmark og atleterne selv? Ja, vil nogle sige og skynde sig at omregne brandingværdien for Danmark. Så mange millioner betyder det i øgede eksportindtægter og turisme. Nogle atleter kan tjene penge på deres sport i et begrænset antal år. Andre som roerne kan ikke.
Men man kan også bare lade sig ”nøje” med, at sport på det niveau er til glæde for så mange mennesker og for den enkelte sportsudøver. I Danmark har hvert eneste lille bysamfund over hele landet en håndboldhal. Her mødes børn og unge, her spiller de bold, her sker en social afslibning gennem holdsporten, som jeg tydeligt har oplevet det især hos tre af vore børnebørn. Håndboldhallerne rundt i landet har stor værdi for det enkelte barn og for samfundet, og deres betydning kan ikke overvurderes.
I Danmark har u-landsbistand og danske kunst- og kulturudstillinger i udlandet gennem snart mange år været helt tæt knyttet til den værdi, indsatsen kan skabe i Danmark for danske virksomheder og dansk eksport. Men hvis man skal holde fast i Brinkmanns teser, har kunsten og kulturen i høj grad en værdi i sig selv. Min sommerlæsning har blandt andet været ”En hårnål klemt inde bag panelet” af Søren Ulrik Thomsen, en af vore fremmeste digtere. Han skriver en række korte tekster og essays om fortiden og fremtiden flettet sammen omkring sit eget liv som barn på Stevns og som voksen i København. Bogen er så berigende, sprogligt i sin helt egen klasse, tankerne flyver, og man bliver glad og eftertænksom af at læse den. Den simrer videre i hovedet på mig. Det er vel en værdi i sig selv, skulle jeg mene.
Debatten om nytteværdi kontra tingenes egen værdi, som giver tilværelsen mening, er overordentlig væsentlig. Salgstallene for Brinkmanns bøger og sommerens mange store interviews i medierne vidner om, at hans tanker har ramt lige ned i hjertekulen hos rigtig mange danskere. Der må have været et tomrum. Man kan håbe, at vi er vidne til et skred i samfundets opfattelse af de reelle værdier i tilværelsen. Kun ved at holde gang i debatten kan vi håbe, at den også trænger igennem lagene til politikerne på Christiansborg. Alting skal og må ikke gøres op i penge.
Hvem ved – måske kan det ende med, at det at være gammel igen får en værdi i sig selv?