Tal om døden, mens tid er

Synet på døden har ændret sig, siden den tidligere DR-journalist og tv-vært Birgit Meister udgav Bogen til mine kære i 1991. Men for mange mennesker er døden stadig et tabu, mener hun

For 22 år siden udgav journalist Birgit Meister en praktisk bog om døden, der skulle vise sig at blive en bestseller. Bogen har netop rundet 100.000 i oplag. –
For 22 år siden udgav journalist Birgit Meister en praktisk bog om døden, der skulle vise sig at blive en bestseller. Bogen har netop rundet 100.000 i oplag. –. Foto: Peter Kristensen.

Da Birgit Meister i 1991 udgav Bogen til mine kære, havde hverken hun eller hendes forlag regnet med, at den godt 20 år senere i 2013 ville runde et oplagstal på 100.000. Ikke desto mindre er det lige netop, hvad den har naturligvis til stor glæde for forfatteren.

Det var en original idé, jeg ikke havde set andre steder, så derfor var det svært at vide, om det kun var forlaget, jeg og 10 andre, der ville synes om bogen. Men da den udkom, fik den meget omtale, og vi kunne se, at den faldt ned i et hul, hvor der havde manglet noget. Så i dag tør jeg godt i modsætning til dengang sige, at bogen er og har været en kæmpe hjælp for mange, siger hun.

Bogen til mine kære er på en og samme tid en praktisk håndbog med svar på en masse af de konkrete spørgsmål, der melder sig, når man selv står med en nær slægtning, der skal sendes ud på sin sidste rejse, men også en personlig bog, hvori man kan notere egne ønsker til ens begravelse.

Da Birgit Meister, der i dag blandt andet fungerer som seniorklummeskribent i herværende dagblad, skrev bogen, var hun selv midt i livet og oplevede efterhånden oftere og oftere, at flere af hendes venner og bekendte ikke anede, hvordan de skulle forholde sig, når de mistede en forælder.

Jeg så dem stå rådvilde tilbage og havde blandt andet en ven, som på et tidspunkt fortalte mig, at han ikke anede, hvad en bedemand var, dengang han stod og skulle sørge for en af sine forældres begravelse og han var vel at mærke veluddannet og bestred en høj stilling. Så for mig handlede det om at få lavet en bog, hvor jeg kunne tage folk ved hånden i en svær tid. For selvom de fleste af os kommer til at stå med ansvaret for en begravelse, så er det sjældent noget, der bliver talt om, siger hun.

Bogen til mine kære er først og fremmest tiltænkt ægtefæller og voksne børn, og Birgit Meisters egen holdning er, at det er en god idé at kigge og skrive i bogen, mens man stadig er rask og rørig.

Jeg mener slet ikke, at det er nemt at skulle sætte sig ned og tænke over alle de ting, der har med døden og ens egen begravelse at gøre der skal noget overvindelse til. Men jeg tror, det bliver endnu sværere, hvis man skal tale om praktiske ting på et alvorligt sygeleje, siger hun og tilføjer, at det kan gøre det nemmere, hvis man sidder to og udfylder bogen sammen.

På den måde kan det blive en lille hyggelig stund, hvor man kan tale sammen om, hvad man hver især synes, og så bliver det ikke så tungt. Og der kommer jo et tidspunkt, hvor man ikke kan spørge mere, så man skal få talt sammen i tide og få skrevet ned, hvad man synes, de efterladte bør vide, siger Birgit Meister.

LÆS OGSÅ: Videnskab og tro på efterlivet kan forenes

Det bør ikke være en egentlig pligt for det enkelte menneske, at det skal efterlade sig sine ønsker om salmevalg, gravsted og stillingtagen til, om man gerne vil have en begravelse eller en bisættelse. Men det er med den tidligere DR-journalists ord en eddergod idé at gøre det. Om linjerne så nedfældes i hendes Bogen til mine kære eller bag på en fedtet bagerpose er ikke så vigtigt.

Det er vældig værdifuldt at få skrevet noget ned til de efterladte. Næsten alle dødsfald er jo overraskende, også selvom der har ligget sygdom forud, og så er det fantastisk, at der ligger noget hjælp lige foran en, man kan gribe til, siger hun.

En af årsagerne til, at så mange i forbindelse med et dødsfald i den nære familie ikke ved, hvad de skal gribe og gøre i, er den stigende kirkefremmedhed, mener Birgit Meister. Folk føler sig fremmede i kirken, men vælger alligevel ofte at lade den danne rammen om den sidste afsked med en kær slægtning. Fordi det også kan føles trygt, at kirken tilbyder nogle faste ritualer og rammer at rette ind efter.

Men usikkerheden foregår også på andre niveauer, for mens kirken står for det religiøse aspekt, er der stadig mange beslutninger at tage i forhold til eksempelvis kiste, blomster og gravsted, og netop på disse punkter er der også hjælp at hente i Birgit Meisters bog.

I de 22 år, der er gået, siden Bogen til mine kære udkom første gang, har samfundsdebatten og måden, man opfatter og taler om døden på, ændret sig, påpeger Birgit Meister. Dengang var der for eksempel meget debat om de nyopståede hospicer, der af nogle blev opfattet negativt som deciderede dødssteder, hvorimod det i dag er meget eftertragtet at tilbringe sin sidste tid på et hospice.

Så måske er døden slet ikke et tabu mere?

Jeg tror stadig, at døden er et tabu. Men jeg plejer at spørge, når jeg holder foredrag om min bog: Behøver den være det?. Hvis man frygter døden så meget, at man ikke tør tale om den, så bliver den jo ved at være et tabu. For mange mennesker tror, at hvis bare de lader være at berøre døden, så går den nok væk, siger Birgit Meister, der tror, at en friere meningsudveksling om døden ville gøre det nemmere for mange.

Der findes dog også en anden omstændighed, der ifølge den 71-årige journalist kan gøre visheden om døden knap så tung at bære nemlig det at have en personlig tro.

Jeg tror faktisk, at det er nemmere at acceptere det faktum, at vi skal dø, hvis man har en tro. For mig er intetheden noget meget skræmmende. De fleste bliver ulykkelige over at tænke på adskillelsen fra dem, man elsker. Men det bliver nemmere at bære, hvis man ikke tror, at det hele ender med døden, siger Birgit Meister.