”Tavshed, lydighed og glæde” følger Maja Lisa Engelhardt hver dag

Søren Kierkegaards tre opfordringer har fulgt den 60-årige kunstner Maja Lisa Engelhardt, siden hun som helt ung første gang stødte ind i teologen og filosoffen

 Kunstneren Maja Lisa Engelhardt har i sit virke lavet mange kunstværker, der skildrer kristne temaer. –
Kunstneren Maja Lisa Engelhardt har i sit virke lavet mange kunstværker, der skildrer kristne temaer. – . Foto: Leif Tuxen.

Som 15-årig mødte Maja Lisa Engelhardt første gang Søren Kierkegaard, da hun ved et tilfælde trak ”Kjerlighedens Gjerninger” ud fra en hylde på et bibliotek i Kalundborg.

Teologen og filosoffen greb den unge pige om hjertet, og da hun allerede et år senere læste ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen – Tre Gudelige Taler” og deri blev bekendt med Kierkegaards tre begreber: tavshed, lydighed og glæde, fandt hun de tre ord, der siden skulle følge hende og forme hendes syn på livet og på Gud.

”Kierkegaard har taget udgangspunkt i en tekst fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus fortæller, at man skal følge himlens fugle og markens liljer og på samme måde som dem gøre Guds vilje. Hvis man ikke er tavs, hører man intet. Men når man derimod tier stille, så bliver man lydig over for Gud og gør – ikke det, man vil – men det, man skal. Ud af det kommer glæden. Man overgiver al sin magt og ære til ham og får en bevidsthed om, at man skal være taknemmelig og lydig og gøre hans vilje,” fortæller kunstneren, der blandt andet er kendt for at have udsmykket mange danske kirker.

Allerede i sit første møde med de tre ord oplevede den unge Maja Lisa Engelhardt, at Søren Kierkegaard skriver for at tale til læseren og åbne dennes sind til at modtage hans tanker.

”Han gentager tingene igen og igen og skriver de væsentligste ord med fede bogstaver, så man som læser virkelig kan mærke, at det her skal man forstå. I ’Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen’ skriver Kierkegaard til os alle sammen, og der er ikke nogen undskyldning for ikke at begive sig ud i den bog, for også i dag har den noget vigtigt at sige os,” mener Maja Lisa Engelhardt og minder om, at det netop var denne bog af Søren Kierkegaard, som den danske astronaut Andreas Mogensen for et år siden fik med sig ud i rummet.

Kierkegaards ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen” udkom første gang i 1849, og Maja Lisa Engelhardt har selv illustreret en nyere udgivelse af bogen. De tre ord tavshed, lydighed og glæde er på samme måde som Fadervor nogle ord, Maja Lisa Engelhardt hver eneste dag vender tilbage til.

”Jeg står tidligt op hver morgen og starter min dag med tavshed. Ved begyndelsen af dagen forsøger jeg at holde mig fra alle de ting, jeg synes, jeg har travlt med og skal nå – alle de ting, som min forfængelighed og mine egne drømme byder mig at gå i kast med.”

”Det øjeblik om morgenen føler jeg, at jeg hører Gud til, og at jeg begynder dagen sammen med ham. Og af min lydighed til ham kommer den glæde, som jeg møder dagen med. Det er en god måde at gå i lag med dagen på.”

Også når dagen går på hæld, tager Maja Lisa Engelhardt livtag med Søren Kierkegaards ord:

”Hver eneste aften læser jeg en side eller to fra hans forfatterskab. Så er der rigeligt stof til eftertanke og mulighed for at finde på plads i mig selv og endnu en gang tilbage til tavsheden.”