På Det Kongelige Bibliotek i København i en aflåst boks ligger en bog, som er meget værdifuld for både Mehdi Mozaffari og for Danmark. Der findes kun få eksemplarer, og ifølge den 75-årige professor emeritus og islamekspert burde alle, men måske særligt journalister og redaktører på de danske medier, styrte af sted for at læse den. Man kan nemlig ikke låne den med hjem.
Det drejer sig om ”Hr. F.A. d. Voltaires Brev til Hans Majestæt Kongen af Danmark angaaende den udi hans Stater forundte Tryk-Frihed”. Allerede dengang i 1771 besluttede den daværende danske konge, Christian den Syvende, at alle i landet skulle have frihed til at trykke og tænke, hvad de ville. Og det fik altså den franske filosof og dramatiker Voltaire til at skrive et beundrende brev - eller epistel, som det dengang blev kaldt - til den konge, der så at sige satte sin befolkning fri.
Særligt tre linjer fra brevet, som blev oversat til dansk, har betydning for Mehdi Mozafarri:
At tænke du tillod, du gavst dens Ret igien;
Physik, Sang, Præk, Roman, Historie, Syngespil,
Enhver kan skrive alt, og pibe, hvo der vil.
Mozaffari stødte på epistlen i 1990'erne i forbindelse med research til en bog, han var ved at skrive. Og for en mand, der er opvokset i Iran, men flyttede derfra, da den islamiske revolution brød ud, er beskrivelsen om, at ”enhver kan skrive alt, og pibe, hvo der vil” helt afgørende.
”Uden presse- og tænkefrihed får jeg klaustrofobi. Fordi jeg har levet under et totalitært regime, ved jeg selvfølgelig også, hvordan det føles ikke at have det. I Danmark føler jeg mig som en fisk i vandet, fordi jeg kan tale frit. Men mange ved ikke, hvad det betyder, hvis fisken pludselig bliver smidt op af vandet.”
”Derfor er det dokument så fantastisk. Det er et eklatant bevis på, at Danmark har været i front med ytringsfriheden. Danmark havde talefrihed før den franske revolution.”
Der er ikke mange danskere, der kender til epistlen. Og desværre, mener Mehdi Mozaffari, er det heller ikke alle danskere, der er helt klar over, hvor heldige de er at bo i et land, hvor man kan ytre sig frit. Og bruge sin stemmeret.
Mozaffari stemte for første gang ved et valg, da han efter revolutionen i Iran flyttede til Paris for at læse på Sorbonne-universitetet.
”I dag stemmer jeg til alle de valg, jeg overhovedet kan. Den første halvdel af mit liv kunne jeg ikke stemme. Det vil jeg kompensere for nu. Jeg har det lidt som en fattig mand, der pludselig har vundet i lotteriet. Selvom jeg nu er 75, opfatter jeg mig som halvt så gammel, fordi mit liv først for alvor begyndte, da jeg kunne udtrykke mig frit.”
Han synes, at vi i Danmark skal sætte mere pris på, at vi frit kan udtrykke os. Men understreger, at det selvfølgelig ikke betyder, at man skal misbruge ytringsfriheden til at håne og spytte på andre.
”Jeg tror, der ligger en forskel i, om man har kæmpet for eller arvet ytringsfriheden. Mange er ikke helt klar over, hvor svært det kan være at opnå ytringsfrihed, hvis man ikke har den i forvejen. I Danmark er ytringsfriheden noget, vi har arvet fra tidligere generationer. Det er ikke en rigdom, danskerne har skullet tilkæmpe sig, så derfor tager man den mere for givet.”
Når muligheden byder sig ved foredrag og konferencer, bringer Mehdi Mozaffari citatet på banen.
”Jeg bruger det som citat på en af de vigtigste europæiske værdier. Europa havde ikke kunnet udviklet sig så meget, hvis ikke der havde været tale- og tænkefrihed. Den europæiske kultur er kritisk, og det er en stor fordel, for man kan ikke udvikle idéer uden at stille kritiske spørgsmål. Og man kan kun være kritisk, hvis man har ytringsfrihed. Det er basalt for hele den vestlige civilisation.”