I 2005 startede De Bornholmske Vågekoner m/k som de første i landet med en vågetjeneste under den lokale Røde Kors-afdeling. Siden er der kommet vågekoner i mere end 73 Røde Kors-afdelinger spredt over hele landet med flere end 700 frivillige.
Ingen skal dø alene, lyder hele grundtanken bag vågekonerne, og det er den hastigst voksende frivillige aktivitet nogensinde i Røde Kors, fortæller seniorkonsulent i Røde Kors Jesper Lorenz Bertelsen.
Det er ikke svært at skaffe nye frivillige til vågetjenesterne trods den kendsgerning, at der bliver stillet faglige krav til de mennesker, der vælger at gå ind i netop denne type frivilligt arbejde. Det er en fin og rørende aktivitet, og jeg har meget stor respekt for de mennesker, der melder sig, siger Jesper Bertelsen, der bliver lidt blød i stemmen, når han taler om vågekonerne.
Tænk, hvor er det dog imponerende, hvad der findes af ressourcer i dette her samfund. Det er et tegn på medmenneskelighed, omsorg og næstekærlighed over for helt fremmede mennesker i en svær og afgørende fase af deres liv, som aftvinger stor respekt. Vågekonerne samarbejder lokalt rundt om i landet med plejehjem, sygehuse, kommuner og andre, der henvender sig. Vågekonerne er til stede hos den døende som pårørende ikke som professionelle typisk de sidste to-tre døgn, før livet slutter.
LÆS OGSÅ: Flere vil våge over døende
Men vågekonerne kan også gå ind og aflaste en familie. Hvis et sygdomsforløb har været langvarigt, kan det godt være meget hårdt for børn og børnebørn, der skal få alle ender til at nå sammen også i deres eget liv med arbejde og andre forpligtelser. Her kan vågekonerne træde til og aflaste.
De frivillige er nærværende, omsorgsfulde, kan holde i hånden, kærtegne og slet og ret være til stede. De skaber ro og tryghed. Erfaringer fra plejepersonalet på sygehuse og plejehjem viser, at det gør en tydelig forskel, om døende ligger alene, eller om der er nogen ved deres side. Hver 10. dansker dør i dag alene, viser de seneste tal fra Rigspolitiet. Det svarer til cirka 5000 mennesker hvert år.
Når der skal rekrutteres nye vågekoner m/k, bliver der rundt om i landet annonceret og holdt oplysningsaftener. Interessen viser sig ofte at være stor. For at blive vågekone skal man have haft en professionel erfaring med døende mennesker.
Nogle gange kan det være voldsomt, og man skal vide, hvordan man skal håndtere situationen, fortæller Jesper Bertelsen.
Mange af vågekonerne er pensionerede medarbejdere fra plejesektoren på et eller andet niveau, som gennem deres arbejde har oplevet, at der ikke var tid og ressourcer blandt det faste personale til at sidde hos den døende. Derfor ved de, hvad det handler om. Men som vågekoner er de til stede som pårørende, ikke som professionelle.
Interesserede kan henvende sig til deres lokale Røde Kors-afdeling. De frivillige vågekoner m/k skal være modne, psykisk robuste og følge retningslinjerne for vågetjenesten. I de fleste afdelinger er der især brug for vågekoner til aften- og nattetimerne, hvor man arbejder i firetimers intervaller.
Mange kender sikkert til smertelige erindringer, der kan dukke op, når tankerne ubevidst fremkalder billeder af nære pårørende, der døde alene. Hvordan kunne det ske? Hvorfor var jeg der ikke, eller hvorfor var der ikke en anden til stede?
Men den form for selvbebrejdelser nytter ikke noget. Vi bor ikke alle tæt ved vores nærmeste. Døden kan komme pludseligt og uventet. Der er situationer, hvor selv den mest velorganiserede gruppe af vågekoner ikke har en chance. Men vågekonerne sender nogle vigtige signaler til os alle om, at vi skal lære at håndtere døden, vi skal turde tale om døden og ikke vige tilbage og være bange. Døende har krav på nærvær og omsorg ligesom i alle andre faser af livet.
Ingen skal dø alene, som jeg læste i en avisartikel om vågekonerne for nylig. Det er en smuk bestræbelse.