”Tæt på døden”, der er udgivet af Ældre Sagen, er en af den slags bøger, hvor man straks tænker: ”Den skal de læse alle sammen, alle de nærmeste, familien, vennerne, andre, som betyder noget for en og spiller en rolle i ens liv”. Nu har jeg læst den to gange. For et par måneder siden, da jeg rekvirerede bogen, og nu igen.
Hvis man som jeg har haft flere dødsfald tæt på inden for kort tid, er sanser og følelser i højeste beredskab. Alle detaljer bliver registreret om forløbet, den syge og døendes reaktion, de nærmeste, de professionelle omkring den syge og familien.
Det er alle de spørgsmål, bogen berører.
Pårørende fortæller om alt det svære og om de fine oplevelser. En ægtemand fortæller efter et samliv, der ikke altid var lige let. ”Opholdet på Diakonissestiftelsens Hospice var en gave; en åbenbaring af hjælpsomhed, tryghed og fred for Inger og os, hendes nærmeste”.
Specialuddannede palliative sygeplejersker fortæller om at glemme sig selv og overgive sig til det, der sker i situationen og bruge alle sine faglige og menneskelige kompetencer. De siger også , at du skal kunne dit kram, når du har med døende mennesker og deres nærmeste at gøre. Præsten taler om, at vi sørger forskelligt, og at sorgen har sin tid, og den er lang.
Vi danskere har gennemgående ikke været gode til at tale om døden og om, hvordan man gerne vil have, det skal foregå, hvis man får mulighed for at påvirke forløbet. Fra min egen familie ved jeg, at det har været svært for ikke at sige umuligt at få sagt alle de gode og vigtige ting til hinanden om det fælles liv på godt og ondt, man har haft sammen.
Sorgen over ikke at have fået talt ordentligt sammen i den sidste tid kan være stor bagefter. Vi er nok ikke den eneste familie, der har haft det svært på den led. Men sådan behøver det ikke at være, og med den store medieomtale i hele landet af Ældre Sagens bog er der tegn på, at den tabubelagte død kan komme til at indgå som et mere naturligt element i samtaler i familierne og ved middagsbordene med de nære venner.
Nye babyer i familien får stjernestatus næsten fra undfangelsen. Alle detaljer bliver registreret og samdelt om graviditet og fødsel og alt, hvad der hører med. Det er jo også glædeligt og skønt, når der bliver født et lille nyt menneske, og alt er gået godt.
Men tendensen til at undertrykke døden i den anden ende af livet kan være svær at være vidne til, når man selv har nået en moden alder og har fulgt nære venners sygdomsforløb og død helt tæt på. I begge tilfælde med nogle fine og gode forløb på hospice, som har været en gave til mange familier med den ro, tryghed og smertelindring i den sidste tid, som de dybt professionelle og dedikerede ansatte kan give.
Nære venner kan spille en vigtig rolle under et sygdomsforløb, og når døden nærmer sig. Ægtefællen kan læsse af på en anden måde end over for børnene. En nær ven er et menneske, man har tillid til, som evner at lytte til alle de tanker, følelser, vrede og afmagt, der hvirvler rundt i hovedet og kroppen på den pårørende.
Den største hjælp, vi kan give hinanden i de svære situationer, er muligheden for at tale åbent om det, der sker. Måske skal der hjælpes lidt til. Måske skal ens voksne børn stille og roligt vænnes til, at livet også får en ende for deres forældre, ved at tale om døden og de tanker, vi gør os hver især.
I bogens efterskrift skriver redaktøren, seniorkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler:” Vi kan ikke få de døde tilbage, men vi kan hjælpe hinanden med at bære tabet. Tale om de døde, græde over dem, grine eller brokke os over ting, de gjorde, uden berøringsangst”.
Bogen har fået megen presseomtale, ja. Nu har den fået endnu mere, fordi den er værd at læse og blive klogere af. Få fat på bogen, læs den, og det bliver lettere at forholde sig til døden.