Vi taler om mad i en uendelighed

Tidligere var det ikke god tone at tale om mad, mens der i dag tales om det, vi spiser, i en uendelighed

I dag taler vi om mad i en uendelighed, og vores samlingspunkt er spisebordet. Et tilberedt måltid er kultur, siger man, men det rå kødstykke er natur.
I dag taler vi om mad i en uendelighed, og vores samlingspunkt er spisebordet. Et tilberedt måltid er kultur, siger man, men det rå kødstykke er natur. . Foto: .

Mad er overalt i denne privilegerede del af verden. Tv-kanalerne bugner af madprogrammer, og kokke på mange sprog konkurrerer om at nulre lige tilpas krydderier i gryderne. Der er madopskrifter til overflod i ugeblade og aviser, kokken er stjernen i utallige artikler, og kogebøgerne stryger over disken hos boghandleren og i supermarkedet.

Og der tales om mad i en uendelighed. Men det er faktisk noget nyt, for der er stadig mange af os, der er opdraget til ikke at tale om maden, når vi satte os til bords!

Det kan nutidens unge familier nok slet ikke fatte. Men hos Emma Gad stod der: Vis ikke iøjnefaldende interesse for maden. Forsyn Dem tilsyneladende ligegyldigt, selv om De er sulten, hvilket ikke vil klæde Dem at tale om hverken før eller under måltidet.

LÆS OGSÅ: Er dansk fattigt på ord?

Næh, man talte ikke om maden, men om andre emner, mens der blev spist.

Det var en vis puritanisme, der trængte sig ind i spisestuerne i begyndelsen af 1900-tallet, men som med så mange skikke for takt og tone blev den afløst af, at alle i dag deler deres oplevelser om maden.

Neej, hvor ser det lækkert ud, siger gæsterne til værtinden og værten, næsten før de får fadet på bordet.

Og værtsparret griber straks tråden og fortæller om, hvad der mere venter, og hvorfra alle de gode råvarer og alle de gode opskrifter kommer.

I et langt levet liv ved man jo, hvordan tiderne skifter, og skikke forgår og opstår. Det, der var velopdragent og god tone engang, er nu afløst af globale strømninger. Det er der nu kommet en underholdende bog om, og den peger både på den store udvikling, der har været omkring vores madkultur bare på et par generationer, og på de mange historier, der er bag udviklingen.

Det er kulturjournalist Claus Ib Olsen, der også er min tidligere kollega, der har skrevet Sengelæsning for madelskere, og han præsenterer et væld af finurlige kapitler om maden og måltidet, om madtraditioner og gastronomi herhjemme og i andre lande og beskriver derved hele kulturen omkring vores indtagelse af føde.

Det er altså ikke endnu en kogebog, men en bog, som man kan hygge sig med i lænestolen eller sengen, om vaner i hele dette madunivers, der nu er så anmassende.

Her er et væld af indgange til vores samvær omkring bordet, der står blandt meget andet om mormors fadebur, om dåsemad, Statens Husholdningsråd, bordbøn, kartofler, skueretter, smør og margarine, pasta, svampe, spisepinde og meget mere.

Vores samlingspunkt for det hele er jo spisebordet. Og værd at vide er det, at dugen kom på bordet i løbet af 1400-tallet, men kun i de mere velhavende hjem, og duge i et eller flere lag blev derfor udtryk for familiens sociale og økonomiske position.

Den underste dug var den fineste. Underdugen blev kaldt tapetet, og når vi i dag spørger, hvad der er på tapetet, er det et udtryk, der næsten uantastet har taget turen 400-500 år op gennem historien, skriver Claus Ib Olsen. På gamle malerier kan man for eksempel se, hvordan der over tapetet er lagt kridhvide, stivede duge. I dag har dugen en alvorlig konkurrent i dækkeservietter, og tapetet er forsvundet fra bordet, men udtrykket består sjovt nok.

Langt op i tiden spiste man med fingrene, men i slutningen af 1600-tallet ændrede mønstret sig, og spisebestikket indfandt sig. Kniv, ske gaffel.

Kniven var jo ikke ny, den havde haft sin plads både i kamp og fredeligere gøremål, men den fik først en afrundet spids, da den blev par med gaflen i 1600- og 1700-tallet. Skeen var jo også kendt. Og den blev brugt, når man sad om det fælles grødfad. Men gaflen var ny og besværlig. Efter sigende spiste både Ludvig XIV og Christian IV med fingrene, tre fingre på højre hånd, var det pæne og dannede.

Landsbyskomager Jonas Stolt skriver i sine erindringer fra 1839 om, hvordan de gammeldags træbrikker var skiftet ud med nymodens porcelænstallerkener, og om, hvordan både suppen og grøden blev øst op og ikke spist fra samme fad. Gaflen måtte Jonas lade ligge, for jeg havde endnu ikke lært at bruge den.

Rejserne til udlandet, der tog fart efter Anden Verdenskrig, kom til at præge vores madvaner og udtryk. Tomatsuppen blev til kold gazpacho efter rejsen til Mallorca, og spaghetti blev til pasta, når danskerne vendte hjem fra Italien, skriver Claus Ib Olsen.

Der er mange talemåder om mad. Et tilberedt måltid er kultur, siger man, men det rå kødstykke er natur. Det er tilberedningen, der bringer kulturen ind i billedet, påpeger forfatteren.

I disse år findes mange gamle retter frem fra gemte og glemte kogebøger og kommer til ny værdighed. Grøden, der var danskernes favoritspise, forsvandt med efterkrigstidens velstand, men er dukket op igen, og en ugentlig grøddag lanceres nu som den skinbarlige sundhed.

Bollemælk er ikke på menuen endnu. Og det forstår man godt. Det består af varm mælk med melboller, et drys sukker og måske lidt kanel.

Og her har vi endnu et eksempel på en talemåde, der er forblevet i brug, mens selve kernen i den er forsvundet.

Udtrykket stammer nemlig fra de folk, der arbejdede hårdt i marken med høsten, og nægtede at stikke flere neg op på vognlæsset, når aftensmaden kun bestod af bollemælk. Det kunne den hårdtarbejdende voksne mand ikke blive mæt af! Og så sagde man: Jeg stikker ikke op for bollemælk!