Bør homoseksuelle og transpersoner have deres eget plejehjem?

En drag queen (mand klædt ud som kvinde) optræder for de ældre på et hollandsk profilplejehjem for blandt andet homoseksuelle. Et lignende plejehjem blev oprettet herhjemme i sidste uge. Men spørgsmålet er, om seksuelle minoriteter ikke hellere skulle arbejde på at blive anerkendt på almindelige plejehjem, lyder det fra idehistoriker Lars-Henrik Schmidt. Scanpix Denmark

Man signalerer, at alle er velkomne, men nogle er lidt mere velkomne. Måske man i stedet skulle arbejde på at blive anerkendt på almindelige plejehjem?
Lars-Henrik Schmidt

I sidste uge blev landets første plejehjem for homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner indviet i København. Vigtigt med et sted, hvor de kan være sig selv, mener interesseorganisation. Hvorfor markere, at man er noget specielt, når man gerne vil betragtes som almindelig, spørger idehistoriker

Hvordan sørger man bedst for, at et mindretal bliver integreret og betragtet på lige fod med alle andre i samfundet?

Spørgsmålet er blevet aktuelt, efter at landets første plejehjem for homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner blev indviet i København i sidste uge i forbindelse med festivalen Copenhagen Pride.

Plejehjemmet Slottet, som også eksisterede, før det fik en såkaldt regnbueprofil, har i alt 111 personer boende, og foreløbig er én beboer – 83-årige Helge Madsen – åben omkring sin homoseksualitet.

”Jeg vil gerne understrege, at det er et almindeligt plejehjem, som bare har en regnbueprofil, og hvor personalet er specielt uddannet til også at tage sig af LGBT-personer,” siger Vivi Jelstrup, medlem af Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoners (LGBT) seniorudvalg.

Plejehjemmet er særligt på den måde, at personale er blevet undervist i, hvad det vil sige at være en LGBT-person, og hvad det medfører af fordomme. Personalet har dermed fået en kritisk holdning til såkaldt heteronormativitet – det vil sige den antagelse, at man er heteroseksuel, hvis man ikke siger noget andet.
 
”Vi ved fra andre plejehjem, at en del LGBT-personer springer tilbage i skabet, når de flytter på plejehjem. De er måske for trætte til at tage diskussionerne om kønsidentitet og seksuel orientering og orker det ikke. De har levet i en periode, hvor det har været meget svært at tale om ens kønsidentitet og seksuel orientering. Når personalet er uddannet til at tage sig af dem, så ved alle på plejehjemmet, at her kan alle få lov til at være sig selv,” siger Vivi Jelstrup.

Men det er underligt, at man som mindretal vil markere sig som noget specielt i form af et profilplejehjem, når nu man ønsker at betragtes som almindelig, mener Lars-Henrik Schmidt, idehistoriker og professor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. Han har før blandet sig i kønsdebatten, for eksempel med bogen ”Kostelige kvinder” fra 2013.

”De indskrænker sig omkring deres køn, lige efter at de er blevet befriet. Vi lever i dag i regnbueland, og alle mennesker er lige meget værd uanset seksualitet. Derfor har vi fået plejehjem og folkepension og så videre,” siger han.

”Alligevel vil man markere, at man er noget specielt, noget andet. Man signalerer, at alle er velkomne, men nogle er lidt mere velkomne. Måske man i stedet skulle arbejde på at blive anerkendt på almindelige plejehjem,” siger Lars-Henrik Schmidt.

Henning Bech er professor emeritus ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, og har blandt andet forsket i køn og seksualitet. Han ser anderledes på sagen.

”Det er vel altid godt, hvis man som plejekrævende føler sig hjemme. Det ligger jo i ordet plejehjem. Og mange føler sig mest veltilpas blandt folk med lignende erfaringer og interesserer som dem selv,” siger han og tilføjer, at der nu om dage er så udbredt et kendskab til og accept af LGBT-personer, at det ikke er noget problem at skille sig ud for eksempel i form af et plejehjem.

”Det har fuldstændigt ændret sig de seneste 60 år, hvor LGBT-personer tidligere måtte skjule sig.”

Der er heller ikke noget nyt i at lave stiftelser forbeholdt en særlig gruppe, påpeger Henning Bech. Friskoleloven har for eksempel gjort det muligt for religiøse grupper at oprette skoler, hvor børn undervises og opdrages på en særlig måde.

Det er dog nyt, at man bruger køn som udgangspunkt for at stifte plejehjem, mener idehistoriker Lars-Henrik Schmidt. Dansk ældreforsorg går grundlæggende ud på, at man bliver bragt sammen af nød, fordi man ikke kan forsørge sig selv eller hinanden som par, mener han.

”I den sammenhæng har kønnet spillet en rolle, men kun som social form, idet man har haft mange stiftelser for enlige kvinder, ikke fordi de var kvinder, men fordi de for eksempel har været ubemidlede,” siger han.
 
Mens de ubemidlede tydeligvis havde et behov, ved vi dybest set ikke, om ældre bi- og homoseksuelle og transpersoner har lyst til at bo med hinanden på et plejehjem, mener Lars-Henrik Schmidt.

”Man regner med, at de har noget specielt sammen, og man forsøger derfor at gøre et plejehjem til et hjem, men hvad er det mest hjemlige? Er man ikke som homoseksuel eller biseksuel vant til at bo i en opgang med heteroseksuelle? I hvilken forstand kan vi være sikre på, at det så er det rigtige? Seksualiteten må aldrig underkendes, men spørgsmålet er, om man kommer på et plejehjem for at finde andre bi- og homoseksuelle og transkønnede,” siger han.

Vivi Jelstrup fra Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoners (LGBT) mener klart, at der et behov.

Men ville det ikke være bedre at skabe accept af LGBT-personer på almindelige plejehjem frem for at oprette et særligt plejehjem?

”Selvfølgelig kan man sige, at personale på alle plejehjem burde være forberedt på det her, men det er de bare ikke,” siger hun.

”Og vi har ikke ressourcerne til at uddanne personale på alle plejehjem. Hvis LGBT-personer bliver spredt på alle plejehjem, bliver der også lidt langt imellem dem, hvis vi antager, at 10 procent af befolkningen tilhører denne gruppe. Så det er en vigtig del af projektet, at de kan møde andre og ikke skal lede efter ligesindede. De fleste har været del af en fælles kultur, som de helst ikke skulle sige farvel til.”