Hun er en meget vis, gammel dame, sagde mine forældre om en elsket gammel tante til mig, da jeg var en lille pige.
Det var måske første gang, jeg hørte ordet vis (som de vist dengang stavede med to ier, viis), det var et dejligt ord at smage på, og jeg var overhovedet ikke i tvivl om, hvad det betød.
For det var lige sådan en som den elskede tante, der udstrålede mildhed og ro, når hun kom ind i stuen.
Men i de senere år har jeg tænkt over, hvad der mon egentlig ligger i ordet, når man bruger det om et ældre menneske. Det er jo en smuk betegnelse at få, og hvad skal man gøre for at opnå den? Hvad er visdom, og hvordan indfinder den sig i vores tilværelse?
Og som med så mange andre ting er dette jo også noget, der bliver forsket i og skrevet bøger og artikler om.
LÆS OGSÅ: Det overhørte råb om hjælp
Mange psykologer er enedes om, at man kan definere visdom ved at pege på en person, der formår at opretholde en positiv udstråling og venlighed, også når han eller hun bliver udfordret og har modgang. Visdom er rar at have med sig, efterhånden som man bliver ældre, så man kan ældes på en god måde, også når man står ansigt til ansigt med fysisk forfald og døden.
Den amerikanske neuropsykolog fra Californien Vivian Clayton fandt i 1970erne ud af, at de fleste mennesker, der blev beskrevet som vise i mange forskellige tekster gennem århundreder, var folk, der kunne beslutte sig.
Og hun nåede frem til gennem en bred research, at visdom består af tre hovedingredienser: erkendelse, refleksion (man kunne måske også sige eftertanke) og medlidenhed (man kunne måske også sige medfølelse eller barmhjertighed).
Hvis man kigger efter i Den Danske Ordbog, står der om visdom: stor indsigt, forståelse og dømmekraft med hensyn til livets centrale forhold.
Så der danner sig et billede af, hvordan vi beskriver den vise person.
Og det har jo så også noget med alderdom at gøre. Man kalder ikke en yngre person for vis, han eller hun kan omtales som klog og smart eller hurtig i hovedet, men nok sjældent vis.
Så aldring har også noget med sagen at gøre. For at blive vis skal man have erindring og oplevelse fra et længere levet liv med sig i bagagen.
Efterhånden har mange undersøgelser beskæftiget sig med den ældre hjerne, og det beskrives ofte, hvordan de kognitive funktioner går lidt langsommere for den ældre person, men informationerne i den ældre hjerne er mere nuancerede. Ældre mennesker har simpelthen oplevet mere og gjort flere erfaringer på mange områder, også vedrørende andre menneskers udtryk, opførsel og handlinger.
Ældre har ganske enkelt flere farver på paletten og større forståelse for nuancerne. Ikke så dårligt at kunne bryste sig af!
En hjerneforsker i New York, Elkhonon Goldberg, har udgivet bogen The Wisdom Paradox (Visdommens paradoks, som ikke er oversat til dansk) og skriver, at kognitive skabeloner udvikler sig i den ældre hjerne på basis af genkendelse, og det kan danne et grundlag for vis opførsel og for vise beslutninger.
Ifølge Vivian Clayton må man over tid samle sig indblik og perspektiv på baggrund af viden for at nå frem til at blive vis og således bruge refleksion og eftertanke. Derefter kan man bruge den indsigt til at forstå og hjælpe andre. Det er den medfølende dimension af visdommen.
Men hvad så, hvis man bliver ramt af store tragedier, tab af ægtefælle eller alvorlige sygdomme? Kan man så ikke blive gammel og vis på en god måde? Det satte en sociologiprofessor i Florida sig for at undersøge gennem en meget stor og grundig spørgeskemaopgave. Og det viste sig, at netop den vise tænkning var afgørende for også alvorligt svækkede, så de kunne finde mening, tilfredshed og accept i livet.
En forhindring for visdom er ikke at ville acceptere sin egen situation, siger en psykoterapeut på 81 år, Isabella Bick fra Connecticut i USA.
Ældre mennesker kan være vrede over selve det at ældes, siger hun, over ikke at se så godt ud mere, ikke at kunne bevæge sig så raskt, ikke at kunne huske.
Men hun understreger, at for fortsat at udvikle sig, må der en accept til. Ikke opgivende, men omfavnende. Vise mennesker kan acceptere realiteterne med sindsro.
Hvis det hele ser sort ud, er det godt at være vis, tilføjer hun.
Sand visdom gør, at man kan se både ind i sig selv og uden for sine egne cirkler og så prøve at lære så meget af det som muligt. Der har vi eftertanken igen.
Det hele var meget enkelt for mig, da jeg var en lille pige, for da knyttede jeg ordet vis til den kære tante. Hun var ikke specielt vidende eller havde særlige evner, tror jeg.
Det var ikke hendes intelligens, der betog mig, men hendes væsen. Jeg tror, hun ejede både erkendelse, eftertanke og medfølelse. Længe før visdom var blevet defineret sådan, og hun ville nok aldrig selv have kunnet sætte ordene på. Måske netop derfor var hun så vis.