Aslan er i gang med at færdiggøre en kandidatgrad, og når han sidder i læsesalen på universitetet, har han ofte sin søn med, så drengen fra en tidlig alder bliver bekendt med den akademiske verden.
Aslan mødte sidst i tyverne sønnens mor under en ferie i forældrenes hjemland. Men ægteskabet var vanskeligt, og hustruen havde psykiske problemer. Efter fire års ægteskab blev parret skilt, og ekskonen valgte at rejse tilbage til sit hjemland og efterlod den dengang 3-årige søn hos Aslan i Danmark. Han har siden været eneforælder, men trives i rollen som far:
”Han har nogle meget stabile vaner hos mig – han sover kl. 19 om aftenen, går til fodbold og nu er han startet til judo. Han elsker fodbold. Det gjorde jeg også, da jeg var lille,” fortæller Aslan.
Aslan er et godt eksempel på en etnisk minoritetsmand, der tager faderrollen på sig med alt, hvad det indebærer, efter et familiebrud.
Men hans historie er sjælden.
Ofte oplever skilsmissebørn med etniske minoritetsbaggrund nemlig, at deres far bakker ud af forældreskabet, når skilsmissen rammer.
Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), som blandt andet også dokumenterer, at mange skilsmisser i etniske minoritetsfamilier følger i kølvandet på turbulente livshistorier.
I undersøgelsen fortæller en række børn, at de sjældent ser deres far, og mange beskriver ham som en kontrollerende og dominerende faderfigur, som børnene i sidste ende afbryder kontakten med eller gør oprør imod på anden vis.
”I patriarkalske kulturer er skilsmisser ugleset. Så når Nora forlader dukkehjemmet - hvilket flere og flere kvinder gør - trækker hun tæppet væk under den etniske minoritetsmand. Når børnene også begynder at fjerne sig fra deres far, fordi han vil kontrollere og bestemme over dem, føler han sig yderligere udstødt,” siger seniorforsker Anika Liversage, der er en af forfatterne bag den nye undersøgelse.
Hun har tidligere forsket i etniske minoritetsmænds rolle i familien.
Ifølge hende kan mændenes magttab få konfliktniveauet til at stige markant i skilsmissesagerne:
”Nogle kan have meget svært ved at acceptere, at kvinderne har ret til at gå og vil forsøge at forfølge dem, så kvinderne må flygte fra det ene krisecenter til det andet. Bruddet tvinger ham jo til at etablere en ny identitet som mand, og det kan være svært for mange, blandt andet fordi familien måske er det eneste, som mændene føler, at de har haft kontrol over,” siger hun og understreger, at nogle mænd - som nu Aslan -også er i stand til at løfte opgaven som far.
Men for de fleste er det en uoverkommelig udfordring, fordi de ingen erfaring har med faderrollen og ofte heller ikke har de ressourcer, som det kræver, forklarer Anika Liversage og understreger, at denne gruppe mænd har langt større sociale problemer end danske skilsmissefædre.
På Center for Socialt Ansvar har man netop igangsat et nyt projekt, som for første gang herhjemme skal være med til at engagere og oplyse etniske minoritetsfædre om deres forældreskab og dermed sikre et større fokus på børnenes tarv.
Initiativet hedder ”Baba – fædre for forandring” og er inspireret af det succesfulde koncept Bydelsmødre, som siden 2007 har undervist etniske minoritetsmødre til at agere ambassadører i deres lokalområde. Asim Latif, der er chefkonsulent på projektet, mener, at mændene længe er blevet forsømt i den danske integrationsindsats.
”I forbindelse med det her projekt har jeg været i kontakt med omkring 1000 fædre, og de vil alle sammen kun deres børn det bedste: De fleste fædre er engagerede, men de er det på en anden måde end de danske, og mange mangler viden om, hvad deres børns behov er, og hvordan de som fædre kan opdrage deres børn på en god måde i en dansk kontekst,” siger Asim Latif.
Han understreger, at han ikke køber præmissen om, at de etniske minoritetsfædre skulle være mindre engagerede i deres børns liv end danske fædre.
”De vil det bedste for deres børn, og det samme vil det danske system, men forholdet mellem de to parter er præget af mistillid, og derfor går det ofte galt. Jeg tror, det allervigtigste er at skabe et tillidsforhold mellem fædrene og det offentlige, og så skal man være bedre til at lytte til dem: For de har ressourcer, som bør anerkendes og bruges til at skabe bedre familieforhold. De har bare brug for hjælp for at nå dertil.”
Farwha Nielsen, der er familierådgiver og leder af Etnisk KvindeConsult, er enig i, at mændenes rolle i familien længe har været et overset problem.
”Man har ikke formået at hjælpe mændene på samme måde, som man har haft succes med at hjælpe kvinderne via netværksarrangementer og oplysningskampagner,” siger hun og understreger, at integrations- og ligestillingsindsatsen primært har været møntet på kvinderne, og det har skabt et skævt politisk fokus.
Derudover understreger hun, at mange af mændene har flygtningebaggrund og bærer rundt på nogle svære traumer, der komplicerer deres situation yderligere.
Hun foreslår - udover en styrket indsats rettet mod mændene - også undervisning i folkeskolen om forskellige kønsopfattelser i familien.
”Vi er nødt til at tænke fremadrettet og i nye baner, og det skal ske, inden løbet er kørt, og mændene havner i kriminalitet, social isolation og vold” siger hun og understreger, at taberne i sidste ende bliver børnene på grund af den sociale arv.
Aslans fortælling er hentet fra SFIs undersøgelse ”skilsmissebørn med etnisk minoritetsbaggrund” og er redigeret med tilladelse fra SFI. Aslans navn er opdigtet, ligesom hans oprindelsesland og alder også er hemmelig.