Det var nu min noget yngre søster, der skrev verset. Men vi gik i den samme lille folkeskole i Sønderjylland: Hokkerup Skole, to kilometer fra Flensborg Fjord og Rønshoved Højskole, hvor Bertel Haarder voksede op.
Jeg var vist meget glad for at gå der, dengang sidst i 1950'erne og først i 1960'erne. På den anden side tog jeg ikke rigtig stilling. Det var bare sådan. Det eneste, jeg protesterede mod, var en lærer, der mente, at han skulle bestemme, hvordan vores negle skulle se ud, nemlig rene og kortklippede. Siden har jeg haft lange (velplejede) negle. Samme lærer nev og vred jævnligt nogle af mine klassekammerater i kinderne – slå måtte han jo ikke.
Det er kun få detaljer, jeg husker. Et af billederne er af vores gamle frøken Jensen, der med foldede hænder på katederet inderligt bad fadervor med os.
Jeg elskede at synge, og det gjorde vi hver dag.
Hvert år den 9. april gik vi alle hen til det sted, hvor to soldater, Vous og Jørgensen, faldt, da tyskerne besatte Danmark i 1940. Der blev holdt taler og lagt blomster til minde. Vi sang måske "En lærke letted? og tusind fulgte" eller "Kringsatt av Fiender".
Vi var to årgange i samme klasse. Et år var vi de små, det næste år de store?
Der var ikke noget, der hed specialundervisning, og der var bestemt elever, der ikke fik lært ret meget. De samme blev ofte mobbet. Og jeg tænker sommetider på, hvordan det er gået dem.
Jeg var en flinkepige, havde respekt for lærerne og fik vel lært det, jeg skulle. Vi terpede en del uden at stille spørgsmål. Men jeg har haft stor glæde af at kunne tabellerne og at kende remserne af tyske forholdsord, der styrer bestemte kasus. Især da jeg i nogle år arbejdede som sygeplejerske i Vesttyskland. Vi lærte tysk fra 4. klasse. Kongerækkerne fik jeg til gengæld ikke lært.
I fritiden gik jeg på opdagelse på skolens lille bibliotek. Jeg læste først "Mis med de blå øjne" og senere bøger som "June og de andre" om 1960'ernes problemer med raceadskillelse i USA. Den mindedes jeg for ganske nylig, da jeg læste en ny roman om samme emne, "Niceville" af Kathryn Stockett. Jeg læste bøger med titlerne "Piger i blåt", "Piger i hvidt" og "Gift med lægen", som vel var med til at forme drømmen om at blive sygeplejerske, og som viste sig at være helt urealistiske!
På vej hjem fra skoledagen gik vi tit gennem skoven. Jeg plukkede anemoner til min mor – eller engkabbelejer. Så fik man også våde sko og strømper!
Efter realskolen blev jeg så sygeplejerske – og meget senere journalist. Takket være en fornuftig skolegang i Hokkerup og Gråsten Skoler.
Judith Hiort-Lorenzen,
Stenildvadparken 24,
Aars