København står lige foran. Jeg ser det som det sidste store og forfærdelige, der bare skal gøres. Vi tager af sted en fredag morgen, tre uger og to dage efter Saras død. 23 dage er der gået. 23 dage, som jeg har overlevet. Hvis jeg overlever det her, kan jeg overleve alt. Selv om spørgsmålene – hvorfor og til hvad – fylder.
Peter har lånt sin mors bil og sin fars trailer, for Finns lille Lupo kan ikke køre med anhænger.
Finn og Peter på forsædet. De skiftes til at køre. Jeg på bagsædet. Det kommer slet ikke på tale, at jeg skal køre. Jeg sidder nok mest der og er usynlig. Vi taler ikke ret meget. Peter har et par af sin fars Leonard Cohen-cd’er. Dem hører vi igen og igen. Stemmen og rytmen passer til stemningen i bilen. Mens jeg langsomt lader mig indhylle i tågen.
På vej til København. Over for at tømme Saras værelse. Jeg har sørget for mad til os på turen. Der sidder vi ved den motorvejsrestaurant, nær Skanderborg, som vi næsten altid brugte som første stop på vej mod syd. Når vi tog tidligt af sted, kunne vi spise morgenmad der. Hvis det var muligt at få pommes frites så tidligt, var det det, Sara spiste. Da hun var lille. Lige nu sidder vi udenfor ved et bord. Jeg har picnicdugen med. Der er tjek på serveringen, som om vi tog på skovtur i Sydfrankrig.
Jeg underholder de andre med Sara-historier. Som dengang, da Sara var tre et halvt år gammel, og vi – Sara, Finn, Morten og jeg – var på vej til Bretagne.
Ved grænsen mellem Holland og Belgien spiser vi på en forfærdelig rasteplads blandt lastbiler og busser. Vi er bare sultne, finder de medbragte madder frem. Sara har taget sandalerne af, sidder på et tæppe, stiller pludselig en makrelmad fra sig i en af sandalerne, slår ud med armene og udbryder: ”Ah, sikken dejlig skovtur!”
Det blev der grinet meget ad. Dengang og i årene senere. Alle vidste, hvad ”sikken dejlig skovtur” betød. Der bliver smilet lidt nu. Så skal vi videre, og mine tanker kan her fra bagsædet vandre ind i minderne, hvor tågen beskytter mig mod input udefra.
Jeg tænker på vores ferie i Istanbul sammen. Det er lige præcis et år siden i disse dage, at Peter, Sara og jeg var der. Men det har jeg ikke sagt højt. Den vidunderlige tur, hvor jeg lærte, hvor dejligt det kunne være igen at rejse med andre.
De var så nemme at være sammen med, de to unge, og ideen om at tage dem med på en lang rejse, måske til Nepal, spirede. Når jeg engang fik efterlønssummen udbetalt. Alt dette siger jeg heller ikke noget om. Sidder bare og tænker og mindes og forestiller mig en fremtid, der kunne have været.
Vi kommer endelig til København. Efter at have hørt Leonard Cohen igen og igen. Til kollegiet ved siden af DR Byen. Sara havde glædet sig til at flytte ind til København efter at have boet et års tid på et kollegium i Rødovre. Da hun flyttede til København, delte hun lejlighed med en veninde på Østerbro, men veninden flyttede til England. Så delte hun en fremlejet lejlighed med en anden veninde på Nørrebro.
Da de ikke længere kunne bo der, måtte de hurtigt finde noget andet. Sara flyttede til et kollegium i Rødovre og året efter til dette kollegium. Sara så det her sted som endnu en passage. Der var for småt, der var slet ikke plads til det, hun plejede at kunne have. Måske ville hun flytte til det kollegium, hvor Peter boede. Nu kommer hun aldrig videre. Og jeg får igen dårlig samvittighed.
Denne gang over ikke at have hjulpet med Saras tre sidste flytninger ud over at sponsorere kassebilerne.
Da Sara flyttede til København, fik hun, Finn og jeg en fælles oplevelse ud af det. Vi flyttede sammen, malede sammen i tre dage, købte ind sammen, gik i biografen og ud at spise sammen. Det føltes godt, at Finn og jeg, selv om vi havde været skilt i tre år, fik sendt Sara af sted sammen. Fik hende godt installeret i sit voksenliv. Senere syntes jeg, at det var normalt, at Sara klarede de næste flytninger selv.
Tænkte, at det blev da for meget at stille op til en flytning eller to om året og ”sådan er betingelserne jo for de studerende". Finn tog derover en gang for at hjælpe med noget el. Men jeg holdt fast i den overbevisning, at når man er voksen, så er det normalt at klare sig selv. Nu fortryder jeg det. Og nu skal vi bruge tre dage, ligesom for tre år siden, til at afvikle Saras liv.
Vi opsøger inspektøren og sekretæren på kontoret, får udleveret nøglen. Jeg føler mig forpligtet til at vise mig som den sørgende kvinde, som det måske forventes af mig lige nu, over for deres deltagende blikke og ord. Men der er lukket ind til sorgen, som er inde i hjertet, i mit eget rum. Det her skal overstås. Og det kræver alle mine kræfter.
Vi tager elevatoren op til værelset. Det, som jeg besøgte i marts, inden rejsen til Nepal, lige efter, at Sara var flyttet ind. Sara græd, da hun hentede mig ved metrostationen, og jeg troede, at der var sket noget alvorligt. Men det var bare, at hun havde villet gøre værelset rigtig pænt til mit besøg – det lykkedes ikke, fordi det var så småt. Og i raseri havde hun sparket en overfyldt skuffe i, og IKEA-kommoden var gået i stykker.
Nu var der bare rigtig grimt! Jeg syntes, at værelset var fint, men gav hende ret i, at kommoden var grim, og lidt senere kunne vi grine højt sammen af Saras handling, hvordan man får forvandlet grimt til grimmere. Vi gik ud at spise og i biografen med Peter. Og jeg besøgte hende igen i maj, inden vi skulle til en fødselsdag i Sverige sammen. Da havde Sara foretaget nogle forbedringer på værelset. Det var lille, men indbydende.
Og sådan er det nu, da vi træder ind. Jeg er overrasket over, at værelset er fuldkomment tjekket. Der er ryddet op, og det ser fint og indbydende ud. Jeg tænker på Saras værelser derhjemme, tidligere, med bunkerne af tøj overalt.
Tænker så, om jeg mon har givet videre til hende, at det er godt at rejse på ferie fra et hjem, der er rent og ryddet. Det gør det nemmere at komme hjem igen. Eller har hun bare sørget for det, fordi en veninde skulle låne rummet nogle dage i sommerferien? Underligt at stå her og tænke på disse banaliteter. Det, der rumsterer dybest, er jo, at værelset står der og venter på Sara, som aldrig kommer.
Vi går i gang, får organiseret, hvem tømmer hvad. Alt det der skal til genbrug, skal samles i et hjørne, det, der skal gives væk i et andet, det, der skal med hjem (hjem?) i et tredje. Snart er alt alligevel kaos. Vi bryder Saras hjem fuldkommen ned.
Mens jeg går rundt, forestiller jeg mig, at hendes sjæl forvirret farer vred og ulykkelig rundt og prøver på at standse os, fordi hun ikke forstår, hvad vi har gang i, ikke forstår, hvad der sker. Vi ødelægger hendes hjem! Inden i mig selv gentager jeg igen og igen: Det er, fordi du er død! Mon Sara hører det? Eller måske ser hun os bare og synes, at det er synd, at vi skal igennem dette. Og jeg ved, at hvis tågen ikke lå rundt om mig, ville jeg ikke kunne klare det. Jeg gør alt robotagtigt, fordi det skal gøres.
Vi når at komme i den nærmeste genbrugsbutik med det første læs tøj sent på eftermiddagen. Alt det ældste, mest kedelige. Peter har sat en seddel op: seng gives væk. Hverken han selv eller Saras veninder ønsker at have den, men en amerikansk studerende har meldt sig som aftager, og han må få den i morgen. Vi tager over på Christianshavn og spiser hos min veninde. Et stille måltid. Jeg kan simpelthen ikke huske bagefter, om der blev talt, men det blev der vel. Jeg ved bare, at der er masser af omsorg til os.
Vi har taget metroen frem og tilbage. Jeg ser Sara alle steder: På perronen blandt alle de unge glade kvinder på vej i byen. På gaden, når en ung kvinde kommer cyklende. Nu er vi tilbage på kollegiet og sover der alle tre. Finn og jeg i Saras seng, Peter på en madras på gulvet. Det er forfærdelig trist at være der på den måde. Og samtidig er det mærkeligt fortrøstningsfuldt, at vi gør det her sammen.
Tidligt op. Jeg spiser først morgenmad. Ude i køkkenet. Jeg har tidligere nydt morgenmaden på de to kollegier, hvor Sara har boet, hygget mig ved at møde de forskellige unge, ofte udenlandske studerende, der kom i køkkenet. En kort, men somme tider intens kontakt. I dag håber jeg at kunne sidde alene. Jeg kan ikke tage maden med ind på værelset, der er ikke plads til at sidde. Jeg glæder mig – en sidste gang – over at se Saras samling af mel, kikærter, bønner, linser, mysli, krydderier osv. Jeg kan se, at hun levede godt og sundt.
Senere kommer amerikaneren og henter sengen. Han spørger Peter, om det er ham, der flytter. ”No, it’s my girlfriend,” er svaret. For hvad skal han sige? Ved sandheden, at det er en død piges seng, vil han måske ikke have den. Men de ved det jo på gangen. Der kommer også en og henter det store spejl. Det, der egentlig var skabsdør, da Sara boede et sted med god plads. Her fungerede det som rumforstørrer.
Vi skal tage stilling til, hvem der vil have hvad. Vi pakker ud og roder og pakker ned og smider ud. Tænk, at der kan være så meget på et lille værelse, i kommoden og på hylderne, i skabene i gangen, på badeværelset. Jeg betragter det fine gamle toiletmøbel, vi købte, da vi i sin tid fik lavet et nyt, stort badeværelse og ikke ønskede almindelige badeværelsesmøbler. Det toiletmøbel havde Sara været så glad for, så hun fik det, da Finn og jeg flyttede fra hinanden. Nu skal hendes kusine have det. Finn og Peter kører ud til Lyngby med det.
Senere kører vi over til en af Saras veninder på et andet kollegium med kommoden. Det gamle egetræsskrivebord var det første møbel, jeg købte for 30 år siden efter at være flyttet hjem til Danmark, det, som Sara har haft på forskellige værelser i mange år, det skal en anden af hendes veninder have.
Det er svært at gennemgå alle papirerne. Jeg ville gerne. Håber måske at kunne finde skjulte sider af Sara. Eller håber det ikke, på grund af de ord, som politibetjenten sendte ud i luften. ”Kunne det tænkes, at …” De lyder somme tider i mine ører og får mig til at tænke videre: ”Kunne det tænkes, at Sara havde et latent dødsønske, kunne det tænkes, at hun vidste, et eller andet sted, at hun skulle dø, kunne det tænkes, at hun havde givet udtryk for det?”
Men der er ikke tid til at kigge alle papirer igennem, ikke tid til at overveje, hvad vi vil gemme. Finn har det forfærdeligt svært med at smide alle universitetsnotaterne – ”alle beviserne for Saras kloge hoved” – ud. Jeg tænker pragmatisk, at vi jo har hendes Mac. Så det meste ryger ud, ned i de store skraldespande. De fleste af alle Saras store tanker ender der. I skraldespandene ved Grønjordskollegiet.
Vi har været ovre og se Peters klatreklub, som ligger lige i nærheden. For at få en pause, vistnok. Måske var det allerede i går? I aften skal vi alle tre ud at spise og sove hos Finns bror og svigerinde i Lyngby. Deres voksne børn er der også, Saras fætter og kusine. De tre har tit holdt ferie sammen, siden de var små. Hos farmoren. Og senere fortsatte disse fælles ferier, da vi to forældrepar begyndte at tage sydpå sammen.
Nu sidder vi – de samme – her. Uden Sara, men med hendes kæreste i stedet for. Han er allerede enkemand og et helt andet sted i livet end de andre unge. For er det ikke mere voldsomt at miste en kæreste end en kusine eller en veninde? Hvis det overhovedet kan gøres op eller sammenlignes – og skal det det? Jeg kan jo kun tale for mig selv. Gøre mine egne tab og dødsfald op.
Min far døde, da jeg var 11. Jeg savnede ham meget, men det var såret på et dybere plan – at have mistet troen på, at mænd ville blive der for mig – som jeg skulle arbejde med som voksen. Min mor døde som 54-årig, da jeg var 32. Hun havde været syg i flere år, fik det værre og værre, livet svandt ud af hende, så der var en form for befrielse forbundet med hendes død. Jeg sidder og tænker videre, mens de andres samtale glider i baggrunden, at med min mors død mistede jeg en del af min fortid.
Med Saras død, er det fremtiden, der forsvinder. Noget af mit eget DNA, mine egne gener. Noget af mig er forsvundet sammen med hende. Jeg føler mig mere eller mindre død. Og så den tomhed. Nej, jeg har aldrig, aldrig oplevet noget så forfærdeligt.
Vi spiser, og nærheden og omsorgen er god. Vi får vin til maden, men jeg dypper kun læberne i vinen. Det er, som om jeg slet ikke kan tage en dråbe alkohol ind. Jeg vægrer mig ved den mindste bevidsthedsændring.
Tilbage til kollegiet næste morgen. Der ser uhyggeligt kaotisk ud. Det er ikke nemt at tømme et værelse, tømme et liv. Jeg har også en grim fornemmelse af at komme alt for tæt på Sara, overskride hendes grænser, ved at rode i alle de ting, som en mor ikke skal rode i.
Det er aftalt, at et par af Saras veninder og min venindes ældste datter skal komme forbi og vælge tøj, bøger, smykker, ting, som de vil have. Der bliver kigget, taget stilling, valgt. De går alle med noget, som de gerne vil eje, bruge, se på. Og det er godt at vide, at Saras ting sådan kommer til at fylde i venindernes liv. At de på den måde vil have hende med fremover.
Finn og Peter vil køre skrivebordet ud til en af veninderne. Jeg vil tage det sidste ryk på værelset. Jeg har så meget brug for at være alene. Kan mærke, at gråden presser på, den der næsten ikke har været der hele weekenden. At få lov til at være alene og græde. Så snart de er ude af døren, hulker og jamrer jeg. Men efter få minutter står de der igen – de glemte noget – og sætter en stopper for min gråd, der igen sidder fast i halsen.
Senere på eftermiddagen, efter at have båret det sidste affald ned, pakket bil og trailer, er den sidste opgave rengøringen. Vi vasker hylder og støvsuger, og til allersidst vasker Finn gulvet. Da han er færdig med det, græder han, hulker. For det er jo som at have slettet alle spor efter Sara.
Vi starter hjemturen. Stille. Igen med Leonard Cohen som lydbaggrund. Jeg tænker, om det virkelig er sådan, det er: At alle spor efter Sara nu er slettet. Jeg tænker på alt det, som Sara aldrig kommer til at opleve, alt det, jeg aldrig kommer til at opleve med hende. Som en historie, der aldrig bliver fortalt til ende. Og nu hører vi for 117. gang ”Anthem”, hvor Cohen igen synger ”there is a crack, a crack in everything, that’s how the light gets in …” Lige nu, i dette øjeblik, er det som en åbenbaring.
Der er altid en sprække, hvor lyset kommer ind. Det er der også lige nu, for solen bryder gennem skyerne, opvarmer bilruden, opvarmer mig, helt ind. Lyset trænger ind. Og jeg tænker ”jeg kan tilbringe resten af mit liv med at tænke på alt det, jeg har mistet. Jeg kan også bruge tiden på at tænke på det, jeg har fået, har haft. Hvor heldig jeg har været ved at have en datter. Præcis den datter. Finde alt det, som jeg er taknemmelig for.”
Tågen forsvinder lidt, jeg er her – rigtigt – igen. Selv om der nu igen regner udenfor. Sådan begynder det, der redder mig gennem de næste mange måneder. Jeg begynder at takke for Sara, takke for, at hun har været i mit liv i næsten 24 år, jeg takker detaljeret for alle mulige oplevelser.
Det ville være smukt at slutte her. Sådan! Sådan fandt jeg lyset. Slut med sorg og savn. Men jeg ved allerede, at sorgen ikke går i en lige linje, fra fase til fase. Den går i ring, lige nu. Rundt fra chok til sorg, savn og afmagt, så lidt lys og glæde, og – bang! – tilbage til start. Men jeg har fundet et fokuspunkt.
(…..)
Jeg vasker tøj og lægger det i sirlige bunker, bukserne i en bunke, nederdele, T-shirts, trøjer, kjoler i andre. Beholder lidt tøj til mig selv, resten vil jeg give væk. Jeg beholder en del køkkenting og en dug. Forestiller mig, det vil være som at have Sara med i køkkenet og til bords. Jeg beholder hendes Mac og iPod og hendes cykel. Derfor giver jeg min egen til en af Saras veninder.
(…..)
Efter jeg har ryddet op, er jeg i et forvirrende kaos af modsatrettede tanker og følelser, pludselige indfald, alt det, som jeg indtil nu ikke har haft plads til. Det er der alt sammen, i én stor rodebunke: Skrigene, der sidder fast i halsen, som aldrig helt kommer ud. Øjeblikke ved vejkanten, hvor jeg står og ser lastbiler komme, mens jeg forestiller mig, hvor tæt de skal være på mig, før jeg ikke kan nå at løbe over. Eller når jeg sidder på forreste sæde i bussen og tæller de sekunder, som det tager at nå hen til en imaginær løber, som pludselig drejer ud.
Tiden, hvor jeg føler mig ved siden af – ved siden af verden, ved siden af de levendes verden, utilpas i almindelige sociale sammenhænge. Tidspunkter, hvor jeg møder unge kvinder med barnevogne og tænker ”stakkel. Du ved ikke, hvad der kan ske". Eller hvor jeg krydser unge, som tydeligvis har det skidt, og jeg tænker ”hvordan lykkes det dem at overleve?” Det er starten på måneder med ensartet mad og dårlige TV-programmer. Aften efter aften, hvor jeg er taknemmelig over at kunne lægge mig til at sove – stolt over, at jeg har klaret dagen, klaret det, jeg skulle.
Til trods for det indvendige kaos, der kommer og går og nogle gange fylder det hele, begynder jeg at få skabt en dagligdag. Det, der syntes så umuligt i starten, er faktisk muligt: En dagligdag med arbejde, enkel – meget enkel – madlavning, besøg hos andre, besøg her, daglige meditationer. Rammer, der gør, at jeg kan gå ud og ind af tanke- og følelseskaos. Ikke være i det hele tiden.
Jeg starter på mit arbejde sidst i august, en måned efter Saras død. Jeg må være sygemeldt på deltid, så længe jeg behøver det. Jeg er taknemmelig over, at jeg fik afviklet min private deltidspraksis for et par år siden.
I starten arbejder jeg ti-femten timer om ugen, og jeg styrer selv, hvornår jeg vil op på flere timer. Jeg indkalder klienter til samtaler i den rytme, jeg kan, og jeg indkalder først dem, som har spurgt til mig, enten gennem sekretæren eller ved at svare på min mail. Jeg tænker vel, at det er nemmest at starte med dem, som giver udtryk for et vist overskud.
Det er nemt at være på arbejde. Som psykoterapeut for ædru alkoholikere og clean stofmisbrugere. Cykelterapeut, som Sara sagde, da hun var lille og skulle fortælle, hvad hendes mor lavede.
Flere klienter har brug for at vide, hvordan jeg takler situationen. Om jeg kan finde på at begå selvmord, drikke eller tage piller.
Selv om jeg ved, at en del af disse spørgsmål er projektive, så synes jeg, de kræver et ærligt svar. Hvor jeg sædvanligvis ville holde den slags spørgsmål på klientens banehalvdel, undersøge, hvad det er, der gør, at lige netop det spørgsmål bliver stillet, så svarer jeg nu enkelt. Nej, jeg kunne ikke finde på at begå selvmord. Nej, jeg vil aldrig nogensinde drikke eller tage piller for at dulme smerten.
Jeg kan sætte mig selv til side, få lidt fred indeni, når jeg sidder i samtaler eller i grupper, hvor jeg underviser i meditation og stresshåndtering. At være nærværende i en samtale er at være fuldt til stede i det, der foregår. Det formår jeg. Ligesom før. I pauserne kan jeg vende lidt tilbage til mig selv.
Jeg har en helt tydelig oplevelse af, hvordan jeg kan gå fra den anden til mig selv og tilbage igen: Jeg sidder med en klient. Samtalen er færdig. Han finder sin kalender frem, for vi skal lave en ny aftale.
I dette lille øjeblik kigger jeg ud ad vinduet, husker mit eget liv, min sorg, mit savn, mærker følelserne, der kommer bølgende. Så kigger jeg tilbage på klienten og er igen sammen med ham. Jeg lever vist i to spor, et, der indeholder al sorgen, rædslen, savnet, og et andet, hvor livet trods alt leves.