Enke: Svend er død, men han forsvinder ikke fra mig

Det gjorde ondt helt ind i sjælen, da Marie-Luise Rye Nielsen mistede sin mand Svend for 15 år siden. Foto: Privat foto

Jeg bliver stadig rørt, når jeg skal tale om Svends død, men jeg græder ikke længere ved hans grav
Marie-Louise Rye Nielsen, enke efter Svend

For 15 år siden mistede 70-årige Marie-Luise Rye Nielsen fra Næstved sin mand. Sorgen har fundet sit leje og vil altid være der som en undertone

16 dage gik der fra Svend blev syg, og til han døde. Han blev indlagt på Næstved Sygehus. Det var bugspytkirtlen, det var galt med. De lukkede ham op, men lukkede ham igen. Det nyttede ikke at operere. Jeg sad ved ham klokken 4 om natten, da hans puls pludselig steg til 240, og nyrerne stod af. De måtte lægge ham i kunstigt koma, og vi nåede aldrig at tale sammen. Det var det værste.

Jeg sagde til Svend, at han gerne måtte giv slip, for hans krop kunne ikke blive ved med at holde til det. Da jeg havde sagt det til ham, gik det hurtigt ned ad bakke. Selvom man ligger i koma, har man stadig sin hørelse, og hjernen kan opfange, hvad der bliver sagt. Jeg tror, at Svend hørte mig. Han døde som 67-årig den 18. februar 2000. Vi fik 30 år og en søn sammen. Selv var jeg 54, da han døde. 

Sorgen mærkede jeg som en fysisk smerte. Det gjorde ondt helt ind i sjælen, omkring hjertet og i brystet. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Jeg opsøgte min præst Marianne i tide og utide. Det, hun sagde, hjalp. I dag husker jeg ikke et ord af, hvad vi talte om. At være i dyb sorg gør noget ved hukommelsen. Man mister evnen til at huske ting. 

Vi havde aftalt, at Svends urne skulle i de ukendtes grav, og det kom den. Men det havde jeg det utroligt svært med. Jeg kunne slet ikke klare, at andre skulle gå henover det græs, han lå under. Og at man ikke kunne lægge blomster til ham personligt. Min præst Marianne sagde, at vi godt kunne flytte ham og give ham et gravsted med en sten. Først da jeg fik et rigtigt gravsted til Svend, kunne jeg falde til ro. Nu havde jeg et sted at gå hen og hilse på ham og mindes vores liv sammen. I dag besøger jeg hans grav to gange om ugen

Et af mine bedste minder om Svend er, at han ofte sang. Han kunne rigtig godt lide at synge og havde en fin sangstemme. Vi var også på nogle dejlige rejser sammen. Den sidste store var til Canada, hvor jeg har boet tidligere. Jeg tror begge, vi syntes, at det var vores bedste ferie sammen.

I månederne efter hans død skrev jeg alt ned, der faldt mig ind, mens tårerne løb ned ad kinderne på mig. Det hjalp mig bare at skrive løs og læse det bagefter. Det rører mig fortsat dybt at læse det. Jeg sørger stadig over hans død, men jeg er ikke længere i sorg. Hvor længe en sorg varer, kan man ikke sige noget om. 

Empati over for et andet menneske, der har mistet, er for mig den vigtigste lærdom ved selv at have mistet. Du forstår deres situation bedre end den, der ikke har mistet. Du forstår deres smerte, som ikke bare kan kureres. Du forstår, at det er utroligt svært det første år, fordi du har alle de mærkedage, som du skal gennemgå alene.

Min sorg i dag er ikke så påtrængende som dengang. I dag ligger den der som en undertone. Jeg bliver stadig rørt, når jeg skal tale om Svends død, men jeg græder ikke længere ved hans grav. Jeg har altid talt meget om Svend og gør det fortsat. Han forsvinder ikke sådan fra min horisont.