Seks danskere fortæller: Sorg er som et skarpt glasskår i vandkanten

Hvordan finder man kræfterne til at stå op om morgenen, når man har mistet et nært familiemedlem og er tynget af en stor sorg? Læs eller genlæs fortællingerne fra seks personer, som alle lever med en allestedsnærværende sorg

Kristian Thomsen, Jane Bak Kristensen, Pernille Øster, Lise Trap, Marianne Grymer Bargeman og Natasha Holst Bülow bærer alle rundt på en stor sorg, efter de har mistet et nært familiemedlem.
Kristian Thomsen, Jane Bak Kristensen, Pernille Øster, Lise Trap, Marianne Grymer Bargeman og Natasha Holst Bülow bærer alle rundt på en stor sorg, efter de har mistet et nært familiemedlem. .

Pernille Øster mistede sin 16-årige lillebror, da han blev påkørt af et tog på vej hjem fra sin allerførste gymnasiefest.

Ulykken blev et vendepunkt, der delte hendes liv i det vidunderlige "før" og det smertefulde "efter".

Jane Bak Kristensen blev enke og enlig mor som 27-årig, efter at hendes mand, Thomas, for et år siden faldt død om uden nogen forvarsel.

Hun føler, at hun har mistet sin fremtid med tabet af manden og fortæller, at hun endnu ikke har fået nye drømme for fremtiden, da hun ikke er klar til at give slip på de drømme, parret havde sammen.

Og så er der pensionisten Kristian Thomsen, som efter 50 års ægteskab mistede sin kone.

Hun døde på et hospice som 76-årig, og Kristian Thomsen græd ikke i lang tid efter dødsfaldet.

"Måske ved jeg ikke, hvad sorg er. Jeg må kigge i et leksikon eller på google. Det, jeg føler, er længsel og kærlighed. Jeg vil vise hende, at jeg nok skal klare mig, selvom hun selvfølgelig ikke får det at vide," fortæller han.

Uanset om det sker pludseligt eller ventet, om man mister en forælder, et barn eller en livspartner, så er døden en tragisk og skelsættende begivenhed, som lader de efterladte tilbage med stor sorg, savn og afmagt.

Læs eller genlæs seks personlige fortællinger om at miste her. 

20-årige Pernille mistede sin lillebror: Min sorg er et bakket landskab

Sorgen rammer mig med en magtesløshed så stærk, at jeg føler, kroppen ikke har tilstrækkelig med plads til mit indre. Et enkelt moment kan ændre min tankegang og mit følelsesliv resten af dagen. Tanken om min bror fylder hvert eneste sekund. Omverdenen føles pludselig som store elefantfødder og jeg selv som en lille mus.

Alting kører videre med fuld knald på, og samtidig med at jeg vrider min krop af magtesløshed, rammer en stress med 110 kilometer i timen, fordi jeg umuligt kan følge med omgivelserne. 

Gråden kan lette hjertet for sorg for et kort øjeblik men samtidig også give følelsen af, at selv den inderligste gråd ikke kan gøre mig fri for savnet, magtesløsheden og frustrationen. Sorgen gør uendelig ondt, men jeg ville aldrig være fri for den. Sorgen, skyldes savnet, og savnet er al den kærlighed, jeg ikke længere kan give til min lillebror. Uendelig mængder kærlighed, som jeg ønsker at bære rundt på resten af mit liv i form af sorgen. 

Til din begravelse fortalte præsten os, hvad sorg var. Sorg er som et glasskår i vandkanten. Så skarpt og skrøbeligt i starten, men med tiden bliver det rundet i kanterne og ligger som en unik skat i vandet, som både har mørke og lyse sider, når lyset reflekteres i det. Det kan stadig knuses og skabe en uendelig smerte, men passer man på det, kan det være en skat, man har med sig overtalt, og som viser sine smukke sider i de lyse stunder. 

Min sorg er endnu ikke blevet til en smuk skat, men skærer i stedet forfærdeligt i hjertet selv på de lyseste dage. 

Den 30. august lidt over midnat blev min ellers perfekte hverdag revet fuldstændig fra hinanden. Jeg mistede min 16-årige lillebror. Han blev påkørt af et tog og døde på stedet. Ulykken blev mit livs vendepunkt. Natten som delte livet i det vidunderlige "før" og smertefulde "efter". 

Læs eller genlæs hele Pernilles historie her.

Jeg græd ikke i lang tid efter, at min kone var død

Jeg græd ikke i lang tid efter, at min kone var død. Måske ved jeg ikke, hvad sorg er. Jeg må kigge i et leksikon eller på google. Det, jeg føler, er længsel og kærlighed. Jeg vil vise hende, at jeg nok skal klare mig, selvom hun selvfølgelig ikke får det at vide. Jeg er fyldt med længsel efter hende. Nogle gange bliver jeg meget ked af det, indtil jeg siger til mig selv: ”Så er det godt mand”.

Så laver jeg nogle af de tusinde ting, der skal gøres efter et langt liv sammen. Jeg har det godt med at kunne være ked af det. Det hjælper mig. Jeg er blevet mere følsom efter Ingers død. Der skal ikke så meget til at sætte gang i det. 

Der er et digt af Henry Scott, som jeg selv prøver at leve efter. Det lyder sådan her: 

”Le som vi altid lo af de ting, vi gjorde, vær munter, smil, tænk på mig, bed for mig, lad mit navn være dagligdags, livet har lige så meget betydning, som det altid har haft, ikke? Hvorfor skulle jeg være ude af sind, fordi jeg er ude af syne?”

Læs eller genlæs hele Kristians historie her.

Præst efter tabet af et barn: Sorgen forsvinder aldrig

De gule tulipaner foran præstegården strutter insisterende op mod den skarpe forårssol. Bøgebladene har atter foldet sig ud og giver træernes grene deres pomp og pragt tilbage. Og de kåde fugle understreger deres begejstring over vinterens endeligt ved at strække ekstra hals og fløjte demonstrativt, nærmest skingert ud over grunden. Det er blevet forår i Soderup Præstegård på Sjælland.

"Det første år virkede det ligefrem hånende på mig, at blomsterne bare stod der og lyste op. For hvad bildte de sig ind? Havde de da slet ikke opdaget, hvad der var sket?" siger Lise Trap og peger ud på forhaven.

For der var sket det værst tænkelige. Lise Trap og hendes mand, Jakob Wolf, havde mistet en søn. Og de tre øvrige børn deres 20-årige bror. 

I dag er det tre år siden. Og sorgen er langt fra væk. Den vil aldrig forsvinde. Netop dette er vigtigt for Lise Trap at understrege over for omverdenen. I sit 23-årige virke som præst har hun nemlig mødt mange mennesker, der var lammet af sorg og chok efter et dødsfald. Og hun har set, hvad det gør ved mennesker, når omverdenen glemmer deres sorg efter nogle uger eller måneder. Hendes personlige oplevelser og professionelle erfaringer har hun derfor samlet i bogen "Sorg – Den dybeste ære glæden kan få", der udkommer på mandag. 

"Jeg havde længe tænkt på at skrive bogen. Også inden jeg mistede min søn. For jeg oplevede, at mange blev så ensomme i sorgen. Folk ved ikke, hvad de skal gøre, når nogen pludselig mister et barn. For hvad stiller man op, når der ikke er noget, der hjælper?" spørger Lise Trap og kigger spørgende frem for sig.

Læs eller genlæs hele Lises historie her.

Datter efter tabet af sin far: Hvordan får jeg sagt, at lige nu vælter min verden?

Fra en virkelighed, hvor livet er præget af overskud, ambition og præstation, til en anden. En uvant virkelighed, hvor ligegyldighed, frustration og sorg utilsigtet bliver omdrejningspunkt.
Udfordringen er at kombinere de to, fordi den ene ikke kan eksistere uden den anden. Jeg kan ikke eksistere uden dem begge to. Ikke lige nu i hvert fald.

At være ung. Være 25 år. At løbe det årlige halvmaraton, at spurte igennem den gode uddannelse og ende med det drømmejob, der vidner om toppræstation. Det er målet. Det er idealet. Et ideal, der er sat i verden af de forventninger, jeg har til mig selv. 

Jeg forventer at skabe succes for mig selv. Jeg vil være den gode veninde, den dygtige datter, et forbillede for min lillesøster og for min lillebror. Og så vil jeg være frisk og frejdig. Hende, der har overskud til at bage proteinholdige boller. Hende, der hopper i løbeskoene hver morgen, går på café, går i byen og går på dates. 

Jeg kan sove, når jeg bliver gammel, og slappe af, når jeg bliver ældre. For lige nu har jeg ikke tid. Lige nu flyver tiden af sted, livet sker, og jeg er med - jeg er på. Det lykkes. 

Men så mistede jeg min far. 

Og pludselig gik alt i stå. Livet gik i stå. Lykken stoppede. En følelse af meningsløshed og ligegyldighed ramlede ind over mig.

Læs eller genlæs hele Natashas historie her.

Jane blev enke som 27-årig: Jeg mistede min fremtid

I begyndelsen efter Thomas' død var alle omkring dem søde til at tage sig af Jane Bak Kristensen og datteren Anna. De spurgte, hvordan de havde det, og hvad de kunne hjælpe med. Men som månederne er gået, er det, som om folk undlader at bringe Thomas på banen og mener, at det er tid til at komme videre.

”Jeg oplever, at død og sorg er et tabu, som folk har stor berøringsangst for. Jeg har lært at tale om det, men det har folk omkring mig ikke. De er bange for at gøre mig ked af det, og det er så misforstået, for sorgen er indeni mig hele tiden alligevel. Det er ikke farligt at tale om, det er ligefrem en hjælp for mig at sætte ord på sorgen, for så føles dagen mindre hård,” siger Jane Bak Kristensen.

Hun er 28 år og nu alenemor til Anna på to et halvt. Om halvanden uge er det et år siden, at hun mistede sin mand, Thomas. Han blev 27 år. 

Thomas Meincke Kristensen var typen, der byggede huler. Den sidste weekend, han var hjemme i villaen i Thisted sammen med sin familie, lavede han en hule i stuen af tæpper og puder og satte tegnefilm på dvd-afspilleren. Det var måske ikke lige det, hans kone, Jane Bak Kristensen, havde set for sig, da hun foreslog, at de skulle lave noget hyggeligt sammen den lørdag. Men sådan var Thomas. Et stort familiemenneske, der elskede at lege med sin lille datter, Anna, og forkæle sin hustru med god mad og fodmassage. 

At bygge den hule var noget af det sidste, de gjorde sammen som familie. Mandag morgen tog Thomas vanen tro af sted til Aarhus for at passe sit arbejde som tømrer. Han overnattede i en skurvogn sammen med nogle arbejdskammerater fra mandag til torsdag. Tirsdag den 19. august 2014 tidligt om morgenen faldt han død om uden noget forvarsel. 

Læs eller genlæs hele Janes historie her.

Marianne mistede sin søn: I dag er vi en lykkelig familie med en stor sorg

Vi bad om at se ham efter lægernes mislykkede genoplivningsforsøg. Jeg længtes allerede efter at være hos ham.
De havde lagt ham i en seng med en hospitalsdyne over. Et enkelt lys brændte i mørket. Sådan lå han, smuk og fredelig, med lukkede øjne og lange mørke øjenvipper – og uhyggelig kold. Jeg kunne lige stikke min finger ind i hans hånd, men også den var kold og gav ingen klem mere.

Jeg husker en voldsom tørhed i munden. En følelse af uvirkelighed og ekstrem utilpashed. Tomhed, chok og rædsel. Virkelighed ophævet. Alt var kaos samtidig med at alt stod stille. Det, der netop var sket, havde ingen plads i det billede, jeg havde af os selv og vores verden. Det havde intet navn. Hvad lavede vores lille søn Sven i dette improviserede kapel? Han skulle jo ligge hjemme i sin seng på første sal i vores hvide hus. 

Nu lå han her, på Hvidovre Hospital, uden at røre sig. Død. 

Et barn kan da ikke dø. Man kan da ikke sådan stoppe et liv midt i en udvikling. 

Han var netop på eget initiativ i fuld gang med at pottetræne. Han kunne alle dyrelydene, og sagde nye ord hver dag. Man kan da ikke bare helt uvarslet og uden forklaring sætte en stopper for en så livsbekræftende og hæsblæsende bevægelse frem i livet. Men her lå han. Kold og død. 

Om morgenen havde jeg afleveret alle tre børn i børnehave og vuggestue. Om eftermiddagen havde børnene været med min mand i zoo. Jeg selv skulle til julefrokost. En dag lige som så mange andre, troede vi fejlagtigt.

Læs eller genlæs hele Mariannes historie her.