Hjælp! Mine forældre har taget min eks-kones parti

skilsmisse, parforhold, skænderi,

Skal jeg ærligt sige til mine forældre, at jeg føler, det er lidt rigeligt, de tager sig af Signe? Skal jeg sige det til Signe? Skal jeg sige til mine brødre, at jeg er ked af den mislyd i familien, som Signe og jeg har været årsag til, skriver eks-mand. Modelfoto Foto: Iris

Efter mange år i et svært samliv blev jeg skilt og er nu nyforelsket. Men mine forældre har taget min ekskones parti. Hvad skal jeg gøre? spørger Jakob

Jeg har brug for nogle råd. For halvandet år siden blev jeg skilt efter 18 års ægteskab og næsten 25 års samliv. Jeg var kun 20 år, da jeg mødte Signe, der var 26 år og langt mere erfaren end jeg.

Efter et par år ville jeg bryde med hende. Den første forelskelse var slut, og jeg følte, at vi var for forskellige i syn på mange ting, og at hun dominerede mig for meget.

Det viste sig, at hun var blevet gravid, og så blev vi sammen og fik en datter. Efter et års tid snakkede jeg igen om at splitte op, men så viste det sig, at hun var gravid med nummer to, selvom det ikke var planen. Det betød, at jeg blev, og vi fik en søn.

Vi har haft gode år sammen, men det har været svært især på grund af væsentlige forskelligheder i forhold til for eksempel børneopdragelse, og hvordan man opfører sig.

Jeg har taget uddannelse og har arbejdet, mens Signe ikke kom i gang. Hun var tilmeldt et studie i mange år, som aldrig blev gjort færdigt.

Det var som regel mig, der afleverede børnene om morgenen, og jeg hentede dem som regel også. Signe sagde altid, at hun skulle læse, men fakta var, at hun sov længe. Jeg lavede også altid mad og købte ind. 

På et tidspunkt faldt hammeren fra kommunen, og hun skulle i arbejde. Hun har nu i en del år arbejdet tre-fire dage om ugen som pædagogmedhjælper, og det har været godt for hende at skulle yde og tage lidt ansvar.

Hendes arbejde har så betydet, at jeg måtte ordne endnu mere på hjemmefronten. Dog var hun ikke mere træt, end at hun havde en affære med en kollega. Jeg tænkte så, at jeg kunne gå ud af forholdet.

Imidlertid overtalte hun mig til, at vi skulle finde ud af det for børnenes skyld. Hun lavede en strategi om, at vi skulle være en stærk familie, og hun involverede mine forældre i det for at få deres hjerter, selvom hun i de første mange år ikke havde gidet dem.

Pludselig inviterede hun mine forældre hele tiden til middag og arrangementer med børnene. Og jeg gik med på det. 

Mine forældre var rigtig glade for at kunne bruges. Jeg skammer mig over, at jeg spillede med på den galej, men Signe havde en magt over mig, som jeg ikke kunne komme fri af. Hun kunne efterhånden vikle mine forældre lige så meget om lillefingeren, som hun kunne med mig, og få dem til alt.

Og indrømmet, jeg nød jo også godt af det. Jeg har to brødre, som også har børn, og jeg kan se, at mine børn fik meget mere tid og opmærksomhed end de andres. Og det fik Signe og jeg også. Vi sagde bare ja til det hele, og det nød vi.

Men nu har jeg det dårligt med det, og det havde jeg også inderst inde før, men indrømmet, så benyttede jeg mig også bevidst af det. Det har ødelagt brødreforholdet meget, og resten af familien har også mærket det. 

Sidste år kunne jeg ikke kapere mere og fik endelig brudt med Signe.

Det var en vanvittig hård tid. Mine forældre tog Signes parti. Hun ser stadig mine forældre, og det er o.k. for mig. Men jeg synes, det er svært at se på, at hun udnytter dem. Men det gjorde jeg jo også selv sammen med hende.

Vores børn er store nu og er flyttet hjemmefra, og dem snakker jeg godt med, og de er loyale mod os begge. Det er en stor lettelse, da det jo er mig, der tog beslutningen om skilsmisse.

Nu har jeg så mødt en dejlig kvinde, og jeg er meget forelsket. Jeg har fortalt det til familien, og mine brødre har sagt tillykke, og mine børn mener, at det er godt for mig. Det er kun mine forældre, der har undladt at kommentere det.

De har ikke villet lytte til mig og ikke spurgt ind til hende. Jeg ved, at det er svært for dem, men de har haft nogen tid til at vænne sig til tanken. Hvordan skal jeg åbne op?

Jeg var ikke lykkelig med Signe, og det var en stor lettelse at afslutte det. Allerhelst vil jeg gerne have, at mine forældre tager del i mit nye, lykkelige liv, hilser på min dejlige kæreste og måske drosler lidt ned for den store hengivenhed til Signe. 

Skal jeg ærligt sige til mine forældre, at jeg føler, det er lidt rigeligt, de tager sig af Signe? Skal jeg sige det til Signe? Skal jeg sige til mine brødre, at jeg er ked af den mislyd i familien, som Signe og jeg har været årsag til?

At jeg er ked af rigtig mange af Signes og mine handlinger, hvor vi jo nok har udnyttet vores forældre økonomisk, arbejdsmæssigt, følelsesmæssigt og tidsmæssigt?

Jeg fortryder det så meget nu og ville ønske, at jeg havde bevaret min ”ordentlighed” og ikke været ligeglad med mine brødre og deres familier. Nu har jeg brug for dem. Hvad kan jeg gøre?

Venlig hilsen
Jakob

Kære Jakob

Tak for dit brev. Du giver os glimt af en lang og kompleks livsfortælling. Det er ikke enkelt at give konkrete råd ind i den. Alligevel vil vi vove at komme med nogle råd, og så må du se, om du kan bruge dem. 
Vi synes ikke, at du lige foreløbig skal begynde at snakke med dine forældre om hverken det ene eller det andet af de ting, du nævner.
 
Og heller ikke med dine brødre eller med Signe. Vi synes, at du først og fremmest skal forme et godt liv med din nye kæreste og udbygge forholdet til dine børn, som er loyale mod både Signe og dig, og som du snakker godt med. Du skal også være ”ordentlig”, som du siger, over for Signe, som er dine børns mor, og omtale hende med respekt, når du er sammen med dine børn og dine nærmeste.

 På samme måde må du være hjælpsom og imødekommende over for dine brødre – og dine forældre. Du må ikke forvente, at din far og mor er specielt glade efter jeres skilsmisse – pårørende har altid deres egen sorgproces og tilvænningstid til en ny situation. Dine forældre har kendt jer som par i 25 år, og de har sikkert investeret mange ressourcer i at få deres store børns og børnebørns familie til at hænge sammen, så du kan ikke forvente, at de er samme sted som dig. Du er lettet – og forelsket. De er nok kede af det og ved slet ikke, hvad de skal tænke om dit nye forhold. Dine brødre har faktisk ønsket dig tillykke, skriver du. Så måske er der en bedring af kontakten på vej. 
 
Vi tror, at du skal tage tiden til hjælp. Både omgivelser – og du selv – ved lidt mere om dit nye forhold, når forelskelsen aftager, og det virkelige liv ligger foran. Viser det sig, at forholdet fortsat er godt og stabilt om et godt stykke tid, måske et år eller to, og du undervejs har været rolig og imødekommende over for dine omgivelser og jævnligt har haft kontakt, ja, så tror vi også, at mange ting kan jævne sig til det gode.
Vi tror, at du må samle mod til at bære din dårlige samvittighed og ikke på nuværende tidspunkt rode op i en masse gamle historier. I stedet må du træne på at tage ansvar som en voksen mand og leve modigt med dine gamle synder. Og vise din familie, at du er der og gerne vil være sammen med dem. Skulle der senere hen vise sig anledninger til at snakke om de ting, du er inde på, så kan det sikkert være godt at tale om tingene med ro og eftertanke. Men vi tror, at der lige nu skal gives tid til at opbygge en rolig hverdag i dit nye livskapitel.