Der er mange dyr, som knytter sig til julen. Vi lader marcipangrisen, anden, gåsen og de andre ofre være i fred og går til julebukken. Julebukken er i dag oftest af halm holdt sammen af røde bånd, sådan som min mor bandt dem i min barndom.
Men man skal ikke lade sig snyde af sådanne stråmænd, for tidligere var en julebuk ikke helt så uskyldig. En julebuk var nemlig, ifølge både Holberg og folkemindeforskeren H.F. Feilberg, en person, der optrådte forklædt som en buk i julestuer og julelege, der bestemt ikke var for børn. Sådanne julestuer kan man læse om hos Jeppe Aakjær.
Julebukken var undertiden forsynet med voldsomme attributter, der skulle understrege hans dyriske maskulinitet, og undertiden kyste og skræmte han børn på det grummeste, hvis sådanne skulle være til stede. Julebukken var i folketroen et overjordisk væsen i bukkeskikkelse, som man således påkaldte sig i legen, måske en art af Dionysos eller Pan eller en nordisk frugtbarhedsskikkelse.
1700-talsforfatteren J.K. Schandrup skriver: ”Landsbyens Julebuk var en lystig, ung Karl, der, i pudserlig Djævel-Forklædning med et Par Oxehorn i Panden, løb fra Gaard til Gaard og gjorde Løier.”
Tja, det kan gå tilbage for enhver. Nu er bukken endt som halm, der formentlig endda er stråforkortet! I øvrigt meddeler Feilberg, at man på Als bagte småkager, der kaldtes for julebukke, og som var forsynede med hornlignende knaster. Andre steder i landet hedder visse julebrød faktisk julebispe, og sådan udsættes såvel kirkens autoriteter som Fanden selv for folkeviddet. En julebisp kunne nemlig også, stadig iflg. Feilberg, være en person i en juleleg, der var forklædt som bisp med høj hue og stav, og som ligesom bukken bedrev alskens grove løjer.
Når vi vender tilbage til dyrerækkerne i Feilbergs skrifter, kan vi finde en juleged, der er en norsk betegnelse for en julebuk. Det kan hedde en blindeged i Norge, mens det hedder en blindebuk her hos os. Hvem husker for resten ikke den leg fra sin pubertet? Sikken chance for at føle grundig efter, hvilken af kusinerne eller nabopigerne man havde fået i sine kløer! At lege blindebuk eller blindeged var oprindeligt slet ikke for børn, men i høj grad for unge voksne, der ved julestuer således kunne få stiftet den svære kropskontakt.
Til mine dyriske eksempler hører selvfølgelig også en julegris, der var den stakkels gris, som var udpeget som offerdyr for den fede julesuls skyld.
Jeppe Aakjær har en fantastisk skildring af de scener, der udspiller sig under juleforberedelsernes slagtning. Man skal lede længe efter mere vellystige skildringer af pølser, der koger og kroger sig, mens fedtet skummer i vandet, end dem, Jeppe Aakjær kan divertere med i ”Mens Pølsen koger”. Grisen har også hovedrolle i Pontoppidans novelle ”Et Grundskud”, hvor sulet aldrig når frem til julebordet. Den fede gris dør, og familien får et grundskud. Der bliver ingen flæsk, ingen sorte pølser, ingen om end nok så ringe velstand til jul for dem!
Endelig skal vi have julekoen med i stalden. Det var i almuelandbruget en ko, man forsøgte at gøre drægtig, så den kælvede i december, hvilket garanterede frisk mælk og dermed velstand resten af vinteren, når de andre køer ikke gav mælk.
Det var alt sammen juledyr fra folkeminderne og de gamle tider. De er i dag erstattet af ofte ret tåbelige, amerikanske rensdyr med helikopterevner og tykke mænd klædt i rødt, der på amerikansk råber Ho-Ho-Ho og drysser gaver ned i de skorstene, vi for det første ikke har mere og for det andet aldrig har haft. Danske skorstene har ikke tradition for at ende i en åben pejs af amerikansk tilsnit. Festaberne har overtaget julen på monkeyklasse.