Det forekommer at være længe siden, at den amerikanske statsvidenskabsmand Francis Fukuyama annoncerede Enden på Historien. Det var ikke så lang tid efter, at Berlinmuren var faldet. Den kolde krig var ovre. Kapitalismen havde sejret. Der ville ikke komme flere konflikter. Nu skulle blot menneskehedens stigende velstand spilles til ende.
Selv dengang var der skeptikere. En anden amerikansk teoretiker, Samuel Huntington, udtalte, at det 21. århundredes store konflikt ville udspille sig langs de tektoniske pladers forkastningslinje, hvor islam og den vestlige civilisation lever så uroligt sammen. I den ivrige søgen efter en ny fjende efter kommunismens sammenbrud dukkede muhammedanis-men - for nu at bruge et udtryk, som muslimerne hader - op som en mere lovende kandidat end nogen anden.
For ikke-muslimer er tiltroen til denne opfattelse blot vokset støt med tiden. Først var der Rushdie-sagen, som viste det aspekt af islam, der kan sammenfattes som følger: en trussel mod de siden oplysningstiden hårdt tilkæmpede vestlige, liberale værdier.
Derefter kom nogle britiske muslimers støtte til Saddam Hussein under Golfkrigen. Den skabte et billede af Storbritanniens to millioner muslimer som potentielle samfundsnedbrydere, en dødelig, tidsindstillet, tikkende bombe midt iblandt os. Og nu har islamiske fanatikere begået den største terroristiske grusomhed i moderne tid.
Ekstremister, terrorister, fanatikere - beskrivelserne varierer, men adjektivet foran er konstant: islamisk. Der er nok noget grundlæggende ved islam, tænker ikke-muslimer, som gør den uforenelig med de vestlige demokrati- og frihedsværdier.
Er det sådan, at muslimer - i det vokabularium af kosmisk godt og ondt, som præsident Bush elsker så højt - uundgåeligt er de onde? Man får bestemt den tanke nu ud fra de spørgsmål, der bliver stillet om islam af bekymrede iagttagere af den seneste tids begivenheder.
Mange af spørgsmålene er drevet af uvidenhed, men netop af den grund er de værd at svare på. Her følger seks af de mest almindelige.
Hvorfor er islam så stridslysten,
aggressiv og intolerant?
Sværdet har altid haft en fremtrædende plads i islamisk historie. Kristendommen er måske nok indvarslet af en mand, hvis dagsorden i denne verden slog fejl, men den araber, der i det syvende århundrede grundlagde islam, profeten Muhammed, var en mand, der besejrede sine fjender på slagmarken. I de århundreder, der fulgte, var militære erobringer de midler, med hvilke islam hurtigt bredte sig gennem Mellemøsten til Afrika, Europa, Indien, den malaysiske halvø og Kina.
Islams traditioner og lov blev således skabt i en succesfuld epoke. Islam er programmeret til sejr og har ingen teologi for fiaskoer - eller for at være et mindretal. Dette øger uden tvivl den fornemmelse af ydmygelse, som muslimerne føler, i en tid med globalisering, der gør, at den vestlige magt - kulturelt, økonomisk og militært - vokser ubestridt.
Når det er sagt, skal det nævnes, at den islamiske tone under det osmanniske rige i næsten et halvt årtusind var præget af civiliseret konsolidering.
Islam var mere tolerant over for både jøder og kristne, end det kristne Europa nogensinde har været over for sine minoriteter. I det 11. og 12. århundrede var den muslimske filosofi den mest sofistikerede i verden. I det mauriske Spanien var samarbejde den herskende tankegang. I århundrederne efter blev holdningerne hos de besejrende muslimer over for hinduer i Indien modereret af fremvæksten af sufismen, og de var langt mindre snæversynede, end det ofte hævdes.
Det er først med fremvæksten af fundamentalismen, at den intolerante tone er steget, og mange moderne muslimer insisterer på, at den nye praksis med dødsdommene, fatwaerne, og bogbrændinger er uislamiske.
Hvorfor er islam så rigid?
Muslimer tror, at Koranen er Guds ord, som de er dikteret til profeten Muhammed af engelen Gabriel. Derfor er det arabiske sprog ikke alene uovertruffent i renhed og skønhed (at imitere Koranens stil er vanhelligelse), det er også Guds ufejlbarlige ord.
Det betyder, at der ikke er rum for den form for fortolkninger, der er almindelige i kristendommen og jødedommen, fortolkninger, der ser Bibelen som en åbenbaring af hensigten med Gud gennem menneskers erfaringer, tanker og penne. Koranen kan ikke have været påvirket af de omstændigheder, under hvilke den blev åbenbaret. Den kan ikke rumme fejltagelser. Og budskabet kan ikke dæmpes ved nye fund. Det, der er åbenbaret af Gud, står fast og er uforanderligt.
I de tre århundreder, der fulgte efter profetens død, var forsøg på fortolkning af Koranen tilladt i lyset af, at verden var i forandring. Denne praksis er kendt under navnet ijtihad. Men med udgangen af det niende århundrede blev islam samlet og ordnet efter shariaens lovbøger. Shariaen består af et sæt righoldige adfærdsregler, der både omfatter private og offentlige aktiviteter. Ijtihads muligheder blev dermed lukket. Islam blev et stramt og statisk system, inden for hvilket samfundet ikke kunne forme eller tilpasse loven, men i stedet blev kontrolleret af den. Ordet islam betyder underkastelse.
Nogle ændringer har fundet sted. Adskillige prominente sunniislamiske lærde som for eksempel Ibn Taymiah (1236-1328) og Jalal ad-Din as-Suyuti (1445-1505) vovede at genåbne mulighederne. Shiaislamiske muslimer - en minoritet, der splittede sig ud fra den sunniislamiske majoritet i det syvende århundrede, og som stadig er dominerende i Iran og dele af Irak - mener, at ijtihad stadig er tilladt.
Men i almindelighed er sunniislamiske modernisters forsøg på i slutningen af det 19. århundrede at genåbne ijtihad for at forsone islam med det, de fandt værdifuldt i de vestlige videnskabelige traditioner, ikke blevet forfulgt i noget særligt omfang.
Hvordan retfærdiggør islam begrebet »hellig krig«?
Islamisk praksis hviler på fem søjler, der er støttepiller for det muslimske samfund.
Det drejer sig om: trosbekendelsen (der er ingen gud uden Gud, og Muhammed er hans profet), fem daglige bønner, hvor man gør knæfald og bukker hovedet mod jorden, og forud for det foretager man rituelle afvaskninger, zakat, en obligatorisk velgørenhedsskat til værdigt trængende, faste i ramadan-måneden og mindst én gang i livet rejse på hajj, den årlige pilgrimsrejse til Mekka.
Men til disse fem søjler føjer nogle muslimer en sjette: jihad.
Der er megen debat i islam om, hvad hellig krig betyder. Alle er enige om, at det betyder »aktiv kamp«. Muhammeds tilhængere i de tidlige år mente, det betød militær fremmarch, ikke for at fremtvinge enkeltpersoners omvendelse - Koranen forbyder tvang i religionen - men for at kontrollere samfundenes kollektive anliggender og styre dem i overensstemmelse med islams principper.
Efter at det muslimske overherredømme var etableret, blev jihad-doktrinen imidlertid modificeret. Der kom en højere grad af åndelig fortolkning ind i billedet. Kampen blev den indre moralske kamp mod fristelse.
Hvor stammer den idé fra, at enhver, der udløser en selvmordsbombe, kommer direkte i himmelen?
Der står ikke noget om det i Koranen. Men islam har mange bøger med hadith, overleveringer fra andre om, hvad profeten har sagt. Det er her, det erklæres, at martyrer blandt himmelens hærskarer står tættest på Guds trone. Traditionen byder også på andre detaljer om et paradis med mælk og honning og 72 skønne jomfruer til hver martyr.
Mange moderne muslimer afviser dog disse idéer som arabisk overdrivelse. De siger, at denne praksis er uislamisk, hvis man ser det i sammenhæng. Koranen fastslår klart, at »Hvis nogen myrder et (uskyldigt) menneske, vil det være, som om han havde myrdet hele menneskeheden«.
Og det er optegnet, at Muhammed siger, at de muslimske regler for træf-ninger forbyder angreb på ikke-kæmpende, kvinder, børn og religionens mænd. De forbyder ved lov angreb på »eksistensgrundlaget« hos dem, der ikke »byder nogen modstand«. Ingen vantro skal have hjælp fra eller søge tilflugt hos muslimer. Desuden insisteres der i Koranen på, at kun Gud på dommens dag skal straffe. Og der er mange fatwaer (ordet betyder blot islamisk lovbefalet dom), der erklærer, at selvmord er urigtigt.
Hvordan kan nogle muslimer, som en britisk muslim gjorde forleden, sige, at hans religion betyder mere end hans nationalitet?
Muslimer tror på, at de gennem deres fælles tro er bundet til et eneste, fælles samfund, hvor alle er »brødre«. Det forklarer den specielle solidaritet, islam skaber uanset nationale grænser.
Ikke desto mindre insisterer de fleste britiske muslimer på, at de kan holde sammen på deres religiøse og nationale loyalitet uden nogen form for konflikt, selvom mange føler, at de bliver forfordelt med hensyn til uddannelses-, bolig- og jobmuligheder. Hvilket skaber yderligere spændinger.
Hvordan kan islam med sin barbariske straffelov og sin behandling af kvinder forsones med moderne, vestlige forestillinger om menneskerettigheder?
Sløret, Talebanernes forbud mod at tillade kvinder uddannelse eller hospitalsbehandling, den omfattende praksis med omskæring af kvinder - det hele betyder, at islam ofte beskyldes for at behandle kvinder som andenklasses borgere.
Muslimske apologeter hævder, at det udelukkende drejer sig om en kulturel praksis og ikke en religiøs. Men Koranen og hadith indeholder bestemmelser, der leverer overbevisende materiale om misogyni, kvindehad, regler om, at kvinders vidneudsagn kun er halvt så meget værd som mænds, at deres arveret er ringere, at en kvinde må betragtes som Satan, når en mand bliver seksuelt fristet. Og Koranen fastsætter straffe, der i Vesten bliver betragtet som barbariske, man skærer hænderne af tyve og stener kvinder, der har begået ægteskabsbrud, til døde.
Alligevel hævder mange britiske muslimer, herunder kvinder, der er konverteret til islam, at de har følt, islam var favnende og har givet dem en befriende oplevelse, der har bragt dem indre fred. Det er en harmoni, der til stadighed mystificerer ikke-muslimer.
Ikke desto mindre er det svært at bruge tid på at studere islam og møde moderne britiske muslimer uden at konkludere, at det ofte er vores spørgsmål, der fortæller os mest om de problemer, vi står over for, snarere end svarene, selv når de overhovedet ikke er overbevisende.
Det er klart, at en stor del af vores moderne, verdslige mentalitet over for islam er nogenlunde lige så præcis, som en vurdering af kristendommen ville være, hvis den blev foretaget på baggrund af pastor Ian Paisleys (repræsentant for den uforsonlige, højreekstremistiske, protestantiske fløj i den nordirske konflikt, red.) retorik eller IRA's handlinger under den værste blomstringstid.
De 1000 muslimer, der siges at være blandt dem, der døde ved angrebet på New York den 11. september, ville uden tvivl sige sådan til os, hvis de kunne nu.
Det handler naturligvis ikke om islam, men om fundamentalisme, en tendens, der er tydelig blandt kristne, jøder, hinduer, buddhister og selv blandt kongfuzianere.
Teoretikere hævder, at det ikke giver mening at tale om muslimsk fundamentalisme, for hvis man ikke tror på, at Koranen bogstaveligt talt er Guds ord, er man ikke muslim.
Men fundamentalismen i alle religioner har fælles træk ud over den kendsgerning, at de fortolker symboler bogstaveligt. De er alle meget selektive med hensyn til de »fundamentale ting«, som de vælger at vende tilbage til, og med hensyn til, hvilken del af moderniteten de accepterer. Alle tager traditionelle tekster og henter dem ud af en sammenhæng.
Alle omfatter en eller anden form for manikæisme, hvilket vil sige, at de opfatter sig selv som del af en kosmisk kamp mellem det gode og det onde, en kamp, hvor de må finde en modstander og dæmonisere den.
Faren ved den tid, vi ikke-muslimer nu befinder os i, er, at vi også vil falde for nogle af de samme fristelser.
Hvis det sker, kan det blandt andet være den, at der faktisk er en tidsindstillet bombe, der tikker i hjertet af vores samfund.
Men det er uvidenhed med hensyn til islam, der kan vise sig at være det mest dødbringende, vi skal frygte.
Oversat af Annelise Ebbe
© THE INDEPENDENT
Paul Vallely er filosof fra Leeds Universitet og formand for et katolsk udenrigspolitisk forskningsinstitut, The Catholic Institute for Internatio-nal Relations . Han er den britiske avis The Independents kirkelige redaktør.
Denne artikel blev bragt i The Independent den 20. september.
udlandkristeligt-dagblad.dk