Så har Gallup igen spurgt danskerne til deres holdning til Folkekirken. Målingen viser, at halvdelen af danskerne og hele 25 % af præsterne ønsker en adskillelse af kirke og stat.
Da jeg blev spurgt til tallene var journalisten sikker på, at jeg ville være mest overrasket over præsterne. Det er jeg ikke. Jeg tror, at præsterne har gode og velovervejede grunde til deres synspunkt. Det vender jeg tilbage til. Det er de 50 % af befolkningen jeg tror ikke har gennemtænkt situationen.
Jeg fornemmer, at mange danskere der ønsker en adskillelse af kirke og stat, i virkeligheden ønsker det ud fra sådan en ligheds- og rimelighedsbetragtning: Når nu der er så mange danskere, der tror på noget andet eller slet ikke tror, hvorfor skal et trossamfund, så have forrang. Ud over nogle få fanatiske ateister oplever jeg sjældent at folk vil af med folkekirken på grund af deres eget behov for ikke at have en folkekirke. Det er oftere hensynet til andre. Men det er faktisk sjældent, at man kender disse andre personligt. Derfor fristes jeg til at kalde det et misforstået hensyn.
Hvad værre er, så glemmer denne store gruppe af umiddelbart meget hensynsfulde kulturkristne dansker, at der er mere på spil for vores samfund end bare kirkens stilling. Det her handler ikke kun om hvordan man betaler sit kontingent eller om kongefamilien er tvunget til at være medlem af en bestemt trosretning. Nej, det her handler om hele rammen om vores samfund. Det handler om, at vi har en ramme for at holde national flagdag og mindes de faldne danske soldater. Her har vi ret til og krav på at kunne bruge gudstjenestens form som ramme om denne begivenhed. Ikke alle soldater og pårørende er nødvendigvis medlemmer af kirken, vil nogen så indvende. Men det er slet ikke pointen. Pointen er, at vi her har en ramme, som det er legitimt at bruge og som kan skabe ro om denne meget bevægende tradition til ære for alle soldater uanset tro og uden at man påduttes at tilhøre denne tro. Det handler også om, at vi kan tillade os at fastholde nogle traditioner: Vi kan fastholde helligdagene som fridage. Og (de fleste af os) kan derfor få lov at holde fri og nyde familien. Det er desuden i orden, at TV2 i juleugen ikke skriver fredag, lørdag og søndag på deres vejrtavle men i stedet skriver juleaftensdag, 1. juledag og 2. juledag, fordi det må forudsættes at alle i dette land ved, hvilke dage det er og føler en vis grad af danskhed og hygge i den forbindelse. Det ved jeg godt er at drive mental rovdrift på kirken. Men vi må vel også have lov at nyde den del af vores kulturarv, der udelukkende er hyggelig og ikke så alvorlig.
Og så handler det mere end noget andet om, at vi så længe Folkekirken er del af vores grundlov også fastholder en grundlovssikret ret for alle troende til at udøve og fremvise deres tro. Her er det nemlig, at vores folkekirkeordning for alvor kommer alle troende danskere til gavn. Gudskelov må vi ikke som i Frankrig forbyde religiøse symboler overalt i det offentlige rum. Gudskelov er det grundlovsstridigt at forbyde julekrybber eller engle på torvene i Danmark. Gudskelov er det ulovligt at forbyde mennesker at bære, kors, tørklæde eller burka med mindre der er relevante årsager til det. Med andre ord: Så længe vi har en folkekirke har vi alle reel trosfrihed. Vi har godt nok ikke troslighed. Men jo mere man hører om Frankrig, jo mindre lyst må nogen troende i dette land have til at få reel troslighed. For troslighed betyder at staten er sekulær. Det betyder, at det er i orden at krænke alle religioner, bare man gør det lige meget. Det betyder, at der ikke længere må være julekrybber på offentlige steder og det betyder, at man gerne må begrænse private mennesker brug af religiøse symboler på åben gade. Sådan et samfund ønsker jeg ikke at bo i. Og helt ærligt tror jeg ikke, at ret mange af de danskere der gerne ser kirke og stat adskilt har tænkt så langt. Det håber jeg så til gengæld, at de gør inden det er for sent.
Til gengæld præsterne: ja, det kan faktisk undre mig, at tallet kun er 25 procent. For der er to grupper: