Kirkebænke med plads til flere og salmebøger, der ligger ubrugt hen. Det er realiteterne i mange af landets sognekirker.
Selvom diskussionen om den stigende mængde af religion i det offentlige rum har fyldt meget i den seneste tid, viser nye tal fra Gallup, at kun 2,5 procent af befolkningen går i kirke hver søndag, og ifølge en anden ny rapport - nemlig den fra Integrationsministeriet om værdier og normer blandt danskere og udlændinge - er det kun én procent af danskerne, der hver uge deltager i religiøse ceremonier, eksempelvis gudstjenester. Men hvorfor er der så få, der går i kirke, når hele 83 procent af befolkningen stadig er medlemmer af folkekirken?
Ifølge lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen har danskerne aldrig gået meget i kirke.
- Ved forrige århundredeskifte var det kun cirka 10 procent, der sad i kirken om søndagen. Grunden til, at tallet er endnu lavere i dag, er blandt andet, at vi ikke har så meget vækkelse som for 100 år siden. Og så er der også hele sekulariseringen af samfundet, siger han og fortsætter:
- Kirken i Danmark er en tempelkirke frem for en synagogekirke. I en tempelkirke kommer man, når man har brug for det, ligesom Jesus kom i templet, da han skulle omskæres, og da han blev tolv år. Med synagogen derimod bygger man et hus, og så mødes man der jævnligt. Man kan også sige, at danskerne har samme forhold til kirken som til hospitalet. Man kommer der, når man skal have ordnet noget, og det kan for eksempel være dåb, konfirmation og begravelse, men ellers kommer man der ikke.
Den holdning til folkekirken nikker religionssociolog ved Københavns Universitet Peter Lüchau genkendende til. Trods den stigende interesse for religion vurderer han, at den reelle kirkegang i Danmark fortsat er lav sammenlignet med kirkegang i europæisk sammenhæng.
- Jeg tror, det skyldes, at folkekirken er en statskirke, hvor man får det hele serveret. Velfærdsstaten sørger for det hele, også for kirken, og det gør, at folk bliver mere ligeglade. Der hvor staten har sin klamme hånd, mister folk initiativet, og det gælder også for folkekirken. I mange andre lande lever kirkerne i kraft af engagerede medlemmer, og der udgør kirkerne også i høj grad folks sociale netværk, siger Peter Lüchau og nævner samtidig, at det kunne være interessant at sammenligne tal for kirkegang i frikirker med muslimske moskéer, fordi de begge har et stort frivilligt engagement og et højt aktivitetsniveau.
Integrationsministeriets rapport viser da også, at mange flere indvandrere ugentligt deltager i religiøse ceremonier. Her er tallet helt oppe på 21 procent.
Men selvom det kun er cirka to procent af danskerne, der går i kirke hver søndag, mener Peter Lüchau alligevel, at kristendommen betyder noget for danskerne.
- Man kan dele det op i en eksistentiel tro, hvor man tror på himmel og helvede og den slags, og så i en kristen identitet. Danskerne scorer lavt på eksistentiel tro, men højt på kristen identitet, siger han.
Og det stemmer overens med tallene fra Gallup, der viser, at størstedelen af danskerne, nemlig godt 70 procent, går i kirke en gang imellem.
- Det handler om kristen kultur. Man er medlem af folkekirken, selvom man aldrig kommer der, og man tror egentlig ikke på Gud. Men når man så får et barn, skal det alligevel døbes og konfirmeres, siger Peter Lüchau.
Netop børn og unge har, ifølge Hans Raun Iversen, fået et større kendskab til kirken i de senere år, blandt andet på grund af de mange kirkelige arrangementer for børn og unge. Men det får dem ikke til at troppe op til gudstjeneste hver søndag, mener han.
- De unge kommer kun til kirken, hvis der er en anledning til det. De vil have noget ud af det. Men den sporadiske kirkegang er faktisk blevet mere udbredt blandt unge. Der er for eksempel børnefamilier, der går til spaghettigudstjeneste med deres børn på vej hjem fra børnehaven. Så bliver de ikke stressede over at skulle bruge en fridag i weekenden på at gå i kirke. Og det er den slags, der er vilkårene, hvis man vil have folk til at komme i kirke, siger Hans Raun Iversen og fortsætter:
- Man må tænke meget mere differentieret om kirkens brug og ikke kun lægge al vægten på søndagsgudstjenesten. I Danmark er det mange år siden, højmessen søndag formiddag blev overhalet som den store samlende begivenhed. Men problemet er, at der ikke er en anden stor, samlende begivenhed, men mange forskellige små. Det er en afspejling af det samfund, vi lever i. Vi er alle optaget af forskellige ting, og derfor skal kirken også være mere fleksibel.
Tallene fra Gallup viser en lille stigning i ugentlig kirkegang fra 1,9 procent i første halvår af 2006 til 2,5 procent i andet halvår. Men den stigning viser ikke noget af betydning, mener Hans Raun Iversen.
- Når der bliver målt over så kort en periode, kan det være sæsonudsving, der gør sig gældende, for eksempel at flere folk går i kirke til jul.
Ifølge Rune Andersen fra Gallup, der har beskæftiget sig med statistikken, er stigningen også for lille til at kunne karakteriseres som signifikant. Integrationsministeriets rapport, som på omtrent samme tid kommer frem til et andet tal for befolkningens ugentlige deltagelse i religiøse ceremonier, nemlig én procent, viser også, at der er en vis usikkerhed forbundet med statistikken.