Statistik over religiøst tilhørsforhold i Danmark

Hvor mange tilhører de forskellige religioner i Danmark? Tim Jensen svarer

Tim Jensen
Tim Jensen.

Spørgsmål:

Hvor mange muslimer, jøder, protestanter, baptister osv. er der i Danmark?

Carina

Svar:

Spørgsmålet lader sig ikke besvare præcist. Bl.a. fordi Danmark har en opfattelse af religion som en privatsag, og dermed love der forbyder ufrivillig registrering af personers religiøse tilhørsforhold. Fx skal det ikke fremgå af pas hvilken religion man tilhører, og ved fx flygtninge og indvandreres ankomst til Danmark registreres de ikke efter religion.

Ikke desto mindre har vi diverse kilder, der kan bruges og antallet af visse religioners tilhængere lader sig opgøre ganske præcist.

Danmarks Statistsik har i mange år udgivet en særlig kirkestatistik, og her kan man se på folkekirkemedlemmer og medlemmer af såkaldte godkendte trossamfund. Desværre er Danmarks Statistik ophørt med at udsende denne statistik, så vi har ikke tal fra 2003.

Så kan du gå ind på kirkeministeriets hjemmeside og finde deres oversigt over godkendte trossamfund, men den er desværre ikke altid opdateret og heller ikke altid overensstemmende med Danmarks Statistik.

Nedenfor har jeg klippet fra en artikel, jeg har skrevet for et stykke tid siden. Den udkommer i næste nummer af tidsskriftet CHAOS. Om godkendelse af trossamfund, dvs. retningslinjer herfor, kan du også læse på kirkeministeriets hjemmeside.

Det mest præcise tal vi har vedrører folkekirken, som er en luthersk-protestantisk retning inden for den kristne religion. Her er der nemlig medlemmer, der betaler kontingent (kirkeskat) over deres almindelige skattebillet.

De sidste tal vi har er pr. 1. januar 2002, altså vedrørende 2001. De viser, at af den samlede befolkning på 5.368.354 er 4.526.693 eller 84,3 % medlemmer af folkekirken (et tal opgjort på basis af oplysninger i CPR-register). Det er muligt, du kan finde de allerseneste tal for 2003 også på ministerietes hjemmeside.

Medlemmer af "godkendte trossamfund" tæller 95.209 = 1,8 % (opgjort på basis af - mere usikre - tal opgivet af pågældende trossamfund), mens øvrige trossamfund (inkl. muslimer, også inklusive godkendte vielsesbemyndigede muslimske trossamfund, som af mig ukendte grunde ikke figurerer i pågældende statistiske oversigt) tæller 746.452 = 13,9 %.

Hvis du selv skaffer statistik (kan bestilles fra Danmarks Statistik) kan du også se de tal, de enkelte (bl.a. baptister angiver).

Der er iblandt de godkendte trossamfund ni (eller elleve) "Anerkendte trossamfund," dvs. trossamfund, der ved kongelig resolution har fået status som så, og som med fuld borgerlig gyldighed kan foretage vielser m.v.

Før 1849 fik tre en sådan anerkendelse, nemlig Det romersk-katolske Trossamfund, Det reformerte Trossamfund (anføres som regel i dets tre institutionaliserede former og tæller derfor ofte for tre i stedet for bare ét), og Mosaisk Trossamfund. Senere fik også Metodistkirken, Svenska Gustafskyrkan, St. Albans English Church, Det danske Baptistsamfund, Kong Håkons Kirke og Den russisk-ortodoske Alexander Nevski kirken en sådan anerkendelse.

Udover de gamle ni (elleve), er der ifølge Kirkestatistikken 49 andre. Men, hvis man sammenligner med kirkeministeriets oversigter, som man kan finde på ministeriets hjemmeside, får man i en oversigt dateret 4. juni 2002 (udprint af 21.11.2002) et antal på ca. 78 ud over de ni (elleve) gamle, og i en oversigt dateret 19. december 2002 (udprint af 29.3.2003) ca. 89 ud over de gamle ni (elleve).

Jeg har ikke sammenlignet oversigterne fra Danmarks Statistik og kirkeministeriet trossamfund for trossamfund med henblik på en nøjagtig angivelse af forskelle; men en stor del af forskellen i antal skyldes, at kirkeministeriet tilsyneladende (som hovedregel) anfører også de enkelte lokale "afdelinger" (menigheder) inden for et trossamfund eller en religion (i.e. islam), mens Danmarks Statistik (med undtagelse af i al fald to af de reformerte trossamfund) samler dem under ét.

Det gælder fx de forskellige 'wards' i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og forskellige pinsekirker, der i kirkeministeriets liste tilsyneladende angives hver for sig. Desuden angiver kirkeministeriet under overskriften "Islamiske menigheder," som jo slet ikke optræder i Danmarks Statistik, 14 sådanne i oversigt fra 4. juni og 17 sådanne i oversigten fra 19. december 2002.

I den oversigt, der p.t. (januar 2004, identisk med en oversigt printet ud 25.11.2003) er tilgængelig på ministeriets hjemmeside og angives (i skrivende stund, dvs. da den artikel disse tal stammer fra blev skrevet i januar 2004)som senest opdateret 10.11.02, er antallet fortsat ca. 89 foruden de gamle ni (elleve). Antallet af muslimske menigheder er også stadig 17.

Ifølge seneste oversigt (med de forbehold, der er nævnt ang. datering) fra kirkeministeriet er der som sagt ca. 89 godkendte trossamfund uden for folkekirken, foruden de gamle ni (elleve). Af disse er 4 buddhistiske (thai-buddhister i templer i Dragør og Stenløse og de to tibetanske i København ), 5/6 hinduistiske (ISKCON, Sai Baba, de nordlige hinduer i Bharatiya Mandir i Skovlunde, de tamilske i Brande og Fredericia, samt Brahma Kumaris Åndelige Verdensuniversitet i København), 17 muslimske (shia- og sunni m.v), 2/3 jødiske (Mosaisk Trossamfund, Machsike Hadas samt Yeshuat Tsion, den Messianske Synagoge i Danmark), 2 (eller, jf. ovenfor, 1) sikh menighed(er), samt 1 bahá'i menighed.

Heroverfor har vi så folkekirken samt de øvrige kristne trossamfund. Sammentælles de gamle anerkendte kristne trossamfund med de mange andre kristne, som er kommet til de seneste år, så er ca. 66 ud af de i alt ca. 100 trossamfund uden for folkekirken kristne, mens 34, heraf 17 muslimske, er ikke-kristne.

En optælling af angivne medlemmer ud for de enkelte anførte ikke-kristne trossamfund giver 4.792 buddhister, 907 hinduer, 3000 jøder, 230 sikher og 306 bahá'ier, i alt 9.235, dvs. mindre end 10 % af de 1,8 % af befolkningen, der i disse officielle efterretninger tilhører trossamfund uden for folkekirken.

I det officielle DK tæller tilhængere af ikke-kristne verdensreligioner i skikkelse af medlemmer af godkendte vielsesbemyndigede trossamfund altså 0,18 % af den samlede befolkning.

Og, selv om vi lægger de ikke-kristne (og ikke-muslimske) trossamfund til, som figurerer i seneste oversigt fra kirkeministeriet (se deres hjemmeside), nemlig de hinduistiske Brande Hindu Menighed, Danmarks Hindu Kultur Aktivitets Center og Bharatiya Mandir Danmark, den 'jødiske' Yeshuat Tsion samt Forn Sidr, så drejer det sig om max 0,20 % af befolkningen, i.e. ca. 10.000 hoveder.

Gør vi brug af de tal (Danmarks Statistik fra i år vedr. 2003) vi har vedrørende de mennesker, primært indvandrere, flygtninge og efterkommere, som - sammen med et ukendt antal konvertitter - muligvis har et tilhørsforhold til den religion, der er dominerende i det land, som de på papiret har eller har haft en tilknytning til, så får vi følgende:

Hinduer, organiserede og ikke organiserede, med relation til Sri Lanka, nordlige Indien, Hare Krishna m.v., tæller ca 8-10.000. Buddhister, organiserede og ikke organiserede, med relation til Thailand, til Vietnam, Tibet (primært etniske danske konvertitter i og uden for de 2 godkendte tibetanske trossamfund) også ca 8-10.000. Jøder, med eller uden tilknytning til Mosaisk Trossamfund og de andre to nævnte trossamfund, ca. 7.500. Sikher (højt sat måske) næppe mere end 1.000. Bahá'ier max ca. 500. Højt sat altså næppe mere end 30.000 mennesker, dvs. ca. 0,5 % af befolkningen (pr. 1. januar 2004 ca. 5.397.000).

Hertil kommer så naturligvis de lidt flere, efter alt at dømme et sted i nærheden af 200.000 (= ca. 3.8 % af befolkningen) statistiske, organiserede eller uorganiserede, muslimer, med forskellige relationer til et stort antal lande, bl.a. Tyrkiet, Bosnien, Palæstina, Somalia, Irak, Iran, Pakistan, Libanon, Afghanistan.

I følge et kvalificeret skøn og et vist mål af largesse kan det konkluderes, at ca 4.5 % af befolkningen tilhører en ikke-kristen (verdens-)religion, og heraf er de 3.8-4.0 % nominelle muslimer.

Hilsen

Tim Jensen /religion.dk/