10 gode råd: Sådan bliver du mere stresset

Her er ti gode råd til, hvordan din hverdag kommer op i et hasarderet tempo

Lidt stress er sundt - og kan gøre hverdagen sjovere. -
Lidt stress er sundt - og kan gøre hverdagen sjovere. -.

Er arbejdet kedeligt, hverdagen trist og grå og aftnerne foran fjernsynet søvndyssende?

Så har fagbladet Ingeniøren samlet ti gode råd til, hvordan du får tempoet op og sparker dig selv i gang med en smule stress - af den sunde slags. Inspirationen er hentet fra Dr. Tom Königs 'Ti genveje til stress'.

1. Tag tingene tungt. Intet problem er for lille og ingen sag for betydningløs til, at den kan tages tungt.

2. Ærg dig. Benyt enhver lejlighed til at ærgre dig over, hvor uduelig alle de andre er, for det er de jo.

3. Saml på arbejde. Sørg for i god til at få din fritid besat. Arranger møder flere måneder frem i tiden og sørg for, at mindst hver anden aften er beslaglagt.

4. Gør det selv. Giv ikke arbejdet fra dig - de andre forfusker blot det hele, og ingen kan alligevel klare det så godt, som du selv.

5. Forhast dig ikke. Vent med at tilrettelægge til dagen før. Så er det for sent at sætte i gang - og de ville alligevel forkludre sagen.

6. Sæt alle tidspunkter snært. Så kan du nå flere ting på en aften. Indkald for eksempel det første møde til klokken 18. Det kan lige nås, hvis du går fra dit arbejde på slaget, hvis tog og busser passer, hvis du beregner ti minutter til at spise middag og tre et halvt minut til at klæde dig om.

7. Gå sent i seng. Og tag problemerne med. Så spilder du ikke tiden, og du kan fortsætte med at arbejde med dem ved daggry.

8. Gå ikke glip af noget. Det er vigtigt, at du selv er med til det hele. Det er jo dog dig, der har ansvaret for ånd og tone, og hvordan skulle du kunne det, når du ikke selv er til stede.

9. Sørg for, at ingen ved mere end du. Ellers risikerer du blot, at de prøver at tage dit job. Når dine hjælpere kun ved halv besked, vil de stadig komme og spørge dig, og så vil alle se, hvor vigtig din indsats er.

10. Kritiser andres arbejde. Det er sjældent bedre værd, og det giver indtryk af, at du selv kunne have gjort det bedre.