Podcast: Stress fik min hjerne til at bryde sammen

Daniel Majholm siger, at tabet af korttidshukommelsen har ændret hans identitet og isoleret ham fra ...

Daniel Majholm har mistet store dele af sin korttidshukommelse efter en stressrelateret depression. Ved Kristeligt Dagblads første journalistiske livearrangement fortalte han læserne, hvordan han oplevede, at stressen indtog hans hjerne og skadede hans hukommelse. Lydbidderne i denne artikel er optage ved dette læserarrangement. Foto: Leif Tuxen

Daniel Majholms hjerne var over en længere periode på overarbejde. Og pludselig virkede hans hukommelse ikke. Her kan du få et usædvanligt indblik i, hvordan den unge historielærers hjerne reagerede, da den bukkede under for presset

Daniel Majholm var glad for sit job som viceskoleinspektør og historielærer.

Der var nok at lave, men det passede ham egentlig fint, hvis det ikke var fordi, der var blevet lige rigeligt travlt derhjemme også.

Her var han alene med tre børn.

Aftensmad, putning, oprydning, madpakker, morgenmad, aflevering, derudad.

Og så snart der var et åndehul, tog han på hospitalet for at besøge sin kone, som var indlagt med deres fjerde og meget hjertesyge barn.

LYD: Hør hele interviewet med Daniel Majholm her

Oppe i hovedet kørte maskineriet for fuld ydeevne, og dage, aftaler, opgaver og mennesker begyndte at flyde sammen.

I løbet af april 2012 blev det så slemt, at han ikke kunne huske noget fra sin dag, når han kom hjem fra arbejde.

Der var bare sort skærm, men han var nødt til at fortsætte. 

Da beskeden fra lægerne kom om, at hans søn ville overleve sine hjerteproblemer, var det, som om hans krop endelig gav efter for presset, og han brød sammen.

Stressrelateret depression kaldte lægen det, men inde i hans hoved skete der også noget andet.

Den særlige evne til at huske, der i høj grad havde defineret ham som historielærer, som en far, der altid havde fakta på rede hånd og som et menneske, der kunne alles navne, fødselsdage og personlige historie.

Alt det var væk.  

”Jeg husker særligt en dag – det har været et par måneder efter mit sammenbrud – hvor jeg sagde til min kone, at nu måtte vi altså se at få arrangeret en barnedåb for vores søn. Vi måtte da fejre, at han overhovedet levede. Hun så undrende på mig og sagde: ’Jamen Daniel, vi har da holdt barnedåb’. Først grinede jeg, jeg troede, hun lavede sjov. Men så tog hun mig med ind til computeren og viste mig billederne fra dagen. Der var også billeder af mig, der holdt tale. Men det sagde mig ingenting.” 

LYD: Daniels hoved flød over med tanker, der gik i tusinde retninger. Hør, hvordan det føltes, da stressen overmandede hans hjerne ...


Efter en sommer i mentalt mørke forsøgte Daniel at vende tilbage til sit job som viceskoleleder. Men det gik ikke.

Han blev ved med at hilse på gamle kolleger, som om de var nye bekendtskaber.

Han blandede møder sammen og kunne ikke længere huske alle børnenes forældre.

Noget, han ellers havde sat en stor ære i.

Han havde stadig sin faglige viden, og han kunne stadig skolens overenskomst udenad, men han fandt hurtigt ud af, hvor meget korttidshukommelsen betød for, om han kunne fungere socialt.

”Pludselig var jeg konstant i tvivl om, hvilket niveau jeg kendte folk på, og hvor fortrolige vi var. Og når jeg ikke helt vidste, hvad jeg kunne sige til hvem, blev jeg usikker,” fortæller han.

Snart spredte usikkerheden sig til privatlivet. Daniel blev ofte usikker på, om noget var sket, eller om det bare var hans fantasi. Han begyndte at lave lister over alt for at kompensere:

Indkøbslister, lister over, hvad han skulle i løbet af dagen, lister over, hvornår han skulle hente børn.

Men ofte slog de ikke til. 

”Jeg kunne stå på en station og ikke ane, hvilken vej jeg skulle tage med toget, selv om det var en rute, jeg havde taget hver dag i årevis. Det var ikke hele tiden, det var sådan, det kunne komme ud af det blå, men det gjorde det bare værre, for jeg følte, at jeg ikke længere kunne stole på mig selv,” siger han.

Så han begyndte at isolere sig fra venner og familien. Ikke fordi de var fordømmende, de var alle sammen søde, men alle relationer er forbundet med en historie. Og den historie kunne Daniel ikke altid huske.

”Jeg mistede min fornemmelse af tiden og af den, jeg var blevet. Og jeg tror, at min følelse af identitetstab lå så dybt, at jeg ikke kunne acceptere det, og derfor syntes jeg, at det var alt for svært at være sammen med andre. De kom jo hele tiden til at minde mig om, at alt var anderledes i forhold til det, vi havde sammen tidligere. Desuden blev jeg utryg, når der skete for meget. Jeg kunne ikke slappe af, jeg havde svært ved at koncentrere mig, og jeg blev let irritabel. Det var kun, når jeg var alene eller sammen med min kone og børn, jeg kunne fungere.” 

LYD: Daniel forklarer her, hvorfor han føler, at hans sjæl er blevet ødelagt af hukommelsestabet ...


Med tiden isolerede han sig også fra Gud.

Daniel Majholm er vokset op med den katolske tro og har hele sit liv gået i kirke. Men hukommelsestabet vendte så grundlæggende op og ned på hans identitet, at han ikke længere vidste, hvem han var, og hvad han skulle tro.

Eller om der overhovedet var plads i hans hoved til at tro på noget.  

LYD: Hør hvorfor Daniel sætter sig på den bagerste kirkebænk blandt de andre tvivlende ...


I dag er det godt tre år siden, Daniel gik ned med stress, fik en depression og mistede store dele af sin evne til at huske.

Nogle gange tænker han, at situationen er blevet bedre, men andre gange tvivler han på, at han nogensinde bliver sig selv igen. 

LYD: Livet giver ikke længere mening, fortæller Daniel ...


Han er stadig sygemeldt, ser stadig ikke andre mennesker end sin kone og de tre børn, men han er begyndt at motionere igen, løser Soduko og er i det hele taget aktivt gået i gang med at skærpe sin hukommelse igen.

”Jeg er kommet dertil, hvor jeg er begyndt at sige: 'Det nytter ikke noget bare at affinde mig med, at det her er min nye situation. Jeg er nødt til at kæmpe mig tilbage gennem træning, alsidighed og først og fremmest tålmodighed',” siger han.

I den kamp er hans kone det helt store lyspunkt. Hun er det mest forstående menneske, han kender, og hun holder fast i, at uanset hvad der sker, så kommer de igennem det som en familie.

Og så trøster han sig ind imellem ved det nådige i, at han ikke husker alt det, han har glemt.

LYD: Daniel fortæller her om lægernes dom over hans hukommelse ...


”Hukommelse fungerer på den måde, at jo mere man bruger den, jo stærkere står erindringerne," siger Daniel Majholm.

"Men hvis man som jeg ikke har fornemmelsen af, at erindringerne er virkelige, så fæstner de sig heller ikke. Og derfor fylder det ikke meget for mig, at jeg ikke husker min søns barnedåb - for alt det, jeg ikke husker, det tænker jeg ikke på. Det popper ikke bare op og gør mig ked af det. På en måde er det meget rart, at min tilstand trods alt har den nåde i sig.” 
 

FOREDRAG: Daniel Majholm var blandt gæsterne, da Kristeligt Dagblad afholdt sit første journalistiske livearrangement. 

Det handlede om hukommelsen, og her fortalte Daniel, hvordan hans hukommelsestab påvirker hele hans liv og identitet.

Cirka 80 Kristeligt Dagblad-læsere var torsdag aften vidne til live journalistik opført i avisens kantine. ...

Cirka 80 Kristeligt Dagblad-læsere var torsdag aften vidne til live-journalistik opført i avisens kantine. Daniel Majholm (tv.) blev interviewet om sin oplevelse med at miste korttidshukommelsen som følge af stress. Interviewer var Lars Henriksen. - Foto: Petra Theibel Jacobsen


LYD: Her kan du høre hele interviewet med Daniel Majholm ...