Margrethe er én af de dygtigste på sin arbejdsplads. Det ved hun godt. Alligevel er der en stemme, der i perioder kritiserer hende og fortæller hende, at hun ikke duer til noget.
”Jeg har meget succes, og alligevel føler jeg mig hele tiden usikker og bange for at blive afsløret, når jeg er sammen med andre og sidder over for nogen, som jeg føler, jeg skal præstere over for,” klager hun.
Hun beskriver det som en social fobi, og det undrer hende, fordi hun opfatter sig selv som en udadvendt person.
Gentagne gange fremhæver hun, hvordan angsten for at blive afsløret fylder i hendes tanker og ødelægger hendes arbejdsliv. ”Jeg er bange for at blive afsløret. Det er helt eksistentielt. Jeg er bange for, at de andre skal se, hvor forfærdeligt det er, det, jeg laver. At det er pinligt, simpelthen pinligt, det, jeg laver. Jeg er bange for at blive afsløret i slet ikke at have styr på det, og jeg tænker, at de andre har forventninger om, at jeg kan mere, end jeg kan,” sukker hun.
Skamfølelsen har gjort sit indtog i arbejdslivet som en mægtig kraft, vi må forholde os til, hvis vi ønsker at forebygge stressrelateret sygefravær. Som her hos Margrethe, der er én af de dygtigste på sin arbejdsplads og alligevel ofte oplever at være i tvivl om sin egen formåen.
Som afsæt til at præsentere en helt ny tankegang i forhold til at forebygge stressrelateret sygefravær inviterer jeg derfor med ind i skammens verden og viser, hvordan den er ledsaget af misforståelser og fejlfortolkninger.
Skam og vores tilhørsforhold til en gruppe
”Mennesket er det eneste dyr, der rødmer. Eller har brug for det”, skrev Mark Twain for over 100 år siden. De fleste af os har prøvet at rødme i situationer, hvor man følte sig pinligt berørt. Prøv at genkalde, hvordan det sidst føltes, da du blev pinligt berørt over noget, der blev sagt eller gjort. Mon ikke dit hjerte bankede, og du blev overstrømmet af varme indeni? Og mon ikke du slog øjnene ned for at undgå andres blikke?
Evnen til at rødme viser vores iboende mulighed for at kunne føle skam, når vi bliver krænket på vores ære, eller når vi oplever, at vores tilhørsforhold til en gruppe er truet. Ordet ”skam” kommer fra en protoindoeuropæisk rod, *skem-, som betyder at dække sig til. Ansigtets rødmen dækker os til, og det samme gør øjenlågene.
Skam er en underlig størrelse, for hvor frygtelig den end kan føles, er den samtidig nødvendig for vores overlevelse. Som en indre vogter beskytter skam os nemlig mod skamløs opførsel og minder os om, at vi skal respektere andres grænser. Kender vi ikke følelsen af skam, mærker vi aldrig konsekvensen af, hvad vi har gjort. Derfor er evnen til at føle skam vigtig for, at vi kan have sunde relationer til andre.
Skam er i den henseende tvetydig. På den ene side hjælper den os til at undgå ydmygelsen og beskytter os mod at blive udsat for grænseoverskridende opførsel, fordi den får os til at tænke over, hvad andre tænker og føler. På den anden side kan den drive os til opførselsmåder og tankemønstre, som er skadelige for os selv og andre, når vores forestillinger om, hvad andre tænker og føler, tager overhånd. I sin skadelige form er skam ufornuftig og ulogisk. Den kan faktisk være præcis det modsatte af logik – dvs. forværre den problemstilling, som man ønsker at beskytte sig imod.
Skam handler om vores tilhørsforhold til en gruppe. Engang var det livsfarligt at blive udstødt af en gruppe. Afviste gruppen os, f.eks. fordi vi overtrådte normerne for god opførsel, blev vi udstødt med døden til følge. Derfor mener nogle forskere, at skamfølelsen har været en overlevelsesstrategi til at sikre vores behov for at opretholde tilknytningen til stamgruppen.
Til denne overlevelsesstrategi hører en række reaktionsmønstre, som angiveligt skulle være udviklet i tidernes morgen, hvor vi var jægere og samlere. Disse gamle og nedarvede gruppereaktioner og mønstre er svære at forandre, og de påvirker os, uden at vi selv er klar over det. Forskere i evolutionsteori påpeger således, at de samme mønstre i dag kan vise sig som direkte modspillere.
Vores behov for at tilhøre en flok kommer til udtryk i nutiden ved vores afhængighed af at føle os som en del af et arbejdsfællesskab og som en værdig bidragyder til dette fællesskab. Når vi føler os usikre på vores tilhørsforhold til gruppen, begynder vores tanker at kredse mere og mere om, hvad andre tænker. Skamfølelsen kan f.eks. overvælde os, når vi ikke har løst en opgave godt nok, eller når vi får kritik af en leder eller en kollega. Her ser vi nemlig, at vi ikke lever op til vores egne eller andres forventninger, og så mærker vi mindreværdsfølelsen.
Skam udspringer nemlig af sammenligning. Vi sammenligner os med andre for at finde ud af, om vi er en del af en flok eller værdig til at være med i flokken. Vi spørger f.eks. os selv: Bidrager jeg med lige så meget som de andre? Bliver jeg behandlet lige så godt som de andre?
Vi mærker skamfølelsen gnave, når vi føler os mindreværdige, for skam handler om en bedømmelse af, om man har levet op til det, der forventes, og vi skammer os, når vi ikke lever op til vores egne eller andres forventninger.
Vi kan også mærke skamfølelsen, når vi føler os uretfærdigt behandlet. Skamfølelsen udspringer derfor af tanker om, hvordan man bliver opfattet af andre. Den er også ledsaget af tanker om, hvordan andre ser én: Man ser simpelthen sig selv ud fra, hvordan man tror, at man opfattes af andre.
Måske kan du også nikke genkendende til angsten for, at andre skal finde ud af, at du ikke er god nok? Måske rammes du pludselig af en frygt for, at andre skal gennemskue dig? Du føler dig måske som en person, andre ser ned på, eller også har du selvbebrejdende tanker, som ikke kan gå væk, selv om du forsøger at fortælle dig selv, at du er god nok.
De fleste mennesker har faktisk på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med følelsen af at skulle dække over noget, man er bange for, at andre skal finde ud af.