Smerten kom pludseligt i venstre testikel.
Det var midt i julivarmen i sommeren 2014, og i starten slog Christian Birk det hen og dulmede smerten ved at trække i løsere bukser.
Men da den unge tømrer, der på det tidspunkt var 28 år, kort tid efter blev undersøgt på hospitalet, gik det rigtig stærkt.
”Det var lidt ligesom at blive ramt af et tog," fortæller han.
"Tirsdag skulle jeg forholde mig til, at jeg var syg med testikelkræft. To dage senere fik jeg fjernet testikel og sædleder i venstre side. Det var ikke, fordi der var kommet et afbud, at jeg blev opereret så hurtigt, det skulle simpelthen bare fjernes med det samme. Det var en meget voldsom oplevelse," siger Christian Birk.
Operationen gik godt, og Christian Birk blev sendt hjem efter et par dage med beskeden om, at han nu var rask igen.
Han slap for kemoterapi, og de værste bivirkninger begrænsede sig til smerter og en længere periode, hvor han skulle holde sig i ro efter operationen.
Alligevel følte han sig helt udmattet efter sygdomsforløbet. Og mentalt var det svært at forholde sig til, at han havde været dødeligt syg.
Selvom han var indstillet på at få kroppen i form igen, oplevede han mange nederlag. Især da han forsøgte at vende tilbage til træningen i sin klatreklub.
”Jeg har været tilbage i klatreklubben ad flere omgange. Men hver gang er jeg gået ked af det hjem, fordi jeg ikke havde kræfterne til at klatre de samme ruter. Før kunne jeg måske tage 100 armstrækkere på en enkelt træningsaften. Efter sygdommen kunne jeg ikke engang tage én. Det var svært at acceptere, at jeg og min krop ikke længere var den samme,” siger Christian Birk.
Den oplevelse deler Christian Birk med mange andre kræftpatienter.
Mange kræftoverlevere, der har været igennem belastende behandlinger, får en følelse af fremmedgjorthed over for kroppen. Den er pludselig blevet en fjende, der sætter begrænsninger.
Her er de unge kræftpatienter særligt udsatte, fortæller Julie Midtgaard, der er psykolog og seniorforsker ved Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning.
”Det, at få en kræftdiagnose er jo altid en skelsættende begivenhed. Men konfrontationen kan opleves særlig stærk, når man er ung, fordi man typisk ikke går og bekymrer sig om livets afslutning. Som ung identificerer man sig rigtig meget med sine venner, og i samme øjeblik, man bliver syg, er den identifikation truet, fordi man lige pludselig ikke kan være med på samme niveau som før. Det er ekstra svært, når man endnu ikke har etableret sig og fundet sin vej i livet,” siger Julie Midtgaard.
I sin forskning har hun fulgt mange patienter på rehabiliteringsforløbet ”Krop & Kræft”, som er et træningstilbud for alle danske kræftpatienter uanset alder, køn og diagnose.
Her får kræftpatienterne mulighed for at glemme sygdommen for en stund og hjælp til at genvinde kontrollen over deres krop, og tilbuddet har vist sig at have god effekt både fysisk og mentalt.
Men Julie Midtgaard oplever, at de yngre patienter har svært ved at passe ind.
”Når der kommer unge på holdene, føler de sig anderledes, netop fordi de er unge. Jeg har endnu ikke mødt en ung voksen kræftpatient, som ikke følte et større fællesskab med andre unge end med de andre kræftpatienter på holdene. Det bekræfter mig i, at der er et umættet behov for træningstilbud kun for unge kræftpatienter,” siger Julie Midtgaard.
Det kommunale tilbud i Silkeborg "Fra kræft til kræfter" kunne heller ikke tilfredsstille Christian Birks behov. Selvom de fysiske øvelser var udmærkede, manglede han i den grad nogle ligesindede at spejle sig i.
”Referencerammen var helt off, fordi de fleste andre på holdet var pensionister. De kunne snakke om børnebørn, pension, og hvor mange år de havde tilbage af deres liv, mens jeg havde brug for at snakke om min lille datter, min kæreste og min jobsituation, og hvad der nu skulle ske med resten af mit liv,” siger Christian Birk.
Der gik et halvt år.
Så tog Christian Birk endelig mod til sig og kontaktede netværket ”Ung Kræft” i Aarhus - et fællesskab, hvor unge kræftoverlevere mødes og deler deres historier. Han var meget usikker på, om tilbuddet var for en som ham.
Han havde jo ikke været i kemobehandling. Havde han overhovedet været syg nok?
Men her oplevede han for første gang at snakke med andre unge, der kunne forstå hans situation.
På en vandretur i Dolomitterne med unge kræftoverlevere fra træningsfællesskabet ”Proof of Life”, som Christian Birk fik forbindelse til gennem ”Ung Kræft”, kom det helt store vendepunkt.
”Ude under den blå himmel stod jeg pludselig og smilede uden at have grund til det. Det var rigtig, rigtig stort,” fortæller han.
"I løbet af den uge blev jeg meget stærkere og fik vildt meget selvtillid. Jeg kom hjem fra turen og kunne mærke, at jeg havde fået et løft på energien og humøret."
På turen gik det op for Christian Birk, at han savnede at træne sammen med nogen på hans egen alder, der vidste, hvad han havde gået igennem.
Den nærmeste ”Proof of Life”-afdeling lå i Aarhus, men hverken økonomi eller familieliv kunne hænge sammen, hvis han skulle køre 45 minutter hver vej for at komme til træning.
Derfor besluttede Christian Birk at starte en ny lokalafdeling op i Silkeborg. Og som han selv siger:
"Hvis du har en god sag, har du gode muligheder for at lykkes, og når det handler om kræft, er der heldigvis mange, der gerne vil bakke op."
Han begyndte at ringe rundt til organisationer og virksomheder, og det gav hurtigt positiv respons. I november 2015 kunne den første gruppe af unge kræftoverlevere i Silkeborg trille ud på en mountainbiketur i Silkeborgskovene på cykler, som velvilligt var udlånt af en lokal forening.
Christian Birk har også fået arrangeret, at "Proof of Life"-Silkeborg kan låne et fitnessrum en gang om ugen. Her får de unge, som døjer med vidt forskellige gener efter deres kræftsygdomme, hjælp til øvelser og træningsprogrammer af en frivillig fysioterapeutstuderende.
Den 29-årige østjyde er ikke i tvivl om, at det er træningen og samværet med de andre unge kræftoverlevere, der for alvor har skubbet ham igang igen efter kræftsygdommen.
”De andre deltagere viser mig, at det er en sejr hver eneste gang, jeg klarer mig godt. Vi er rigtig gode til at støtte, være kærlige og humoristiske omkring de skavanker, vi har," siger Christian Birk.
"Som mand kan det godt være svært at snakke om følelser. Men når vi står og okser i aerobicsalen eller sidder ude på cyklerne, er det nemmere at komme til at snakke om det, man går og tumler med. Det giver et andet rum for at tale om det, der er svært.”
