Hvordan skal vi tale om Gud? Om teisme, deisme, immanentisme og ateisme

Troen kommer fra Gud og er en Guds gave, mens teologien er en menneskelig refleksion over Gud og Guds gaver, skriver tværreligiøs konsulent og blogger Mogens Mogensen

Hvordan skal vi tale om Gud? Om teisme, deisme, immanentisme og ateisme
Foto: Privatfoto.

Teologi handler om læren om Gud eller talen om Gud, og netop i denne tid debatteres det, hvordan vi i dag kan tale om Gud.

Inspirationskilderne har været udenlandske teologer som Gianni Vattimo (der lancerede den svage Gud) og danske teologer som Thorkild Grosbøll (der i medierne blev kendt for ikke at tro på Gud!) Niels Grønkjær (Den nye Gud) og Lars Sandbeck (De gudsforladtes Gud).

Det er vanskeligt at forestille sig et vigtigere teologisk emne end dette, og derfor er det da også trist, at der i debatten fyger anklager om kætteri, som om vi havde genindført inkvisitionen. Og det er heller ikke fremmende for den bredere forståelse, at Grønkjær måske for at få opmærksomhed har kaldt sin teologiske bog Den nye Gud, som om teologi handlede om at producere eller skabe en Gud (hvad jeg bestemt ikke tror, Grønkjær mener), men om at reflektere over skrift, tradition og erfaring i forhold til den Gud, som vi tror på og beder til.

LÆS OGSÅ: Bispekandidat kritiseres for sit syn på Gud

Hvad betyder begreberne?
Begreberne og begreberne udlagt som skældsord fyger gennem luften. Med en overhængende risiko for måske med rette at blive beskyldt for at blande mig i noget, som jeg ikke har nok forstand på, tillader jeg mig alligevel at forsøge at skabe mig mit eget overblik over de forskellige holdninger, som hver for sig forekommer i mange forskellige aftapninger og udlægninger.

Teisme repræsenterer den klassiske tale om Gud. Om Gud som den, der har skabt og opretholdt verden, som har inkarneret sig i mennesket Jesus Kristus, som har oprejst den korsfæstede og døde Jesus Kristus fra de døde og som ved tidernes ende endeligt vil genoprette sit skaberværk. Denne forståelse indebærer en forståelse af, at Gud er forskellig fra sit skaberværk, at Gud er transcendent, men at Gud også griber ind i sit skaberværk og er til stede i sit skaberværk og dermed er immanent.

I oplysningstiden kom der et opgør med teismen, i form af deismens tale om Gud. Deisterne troede på én Gud, som havde skabt alle ting. Men Gud intervenerer ikke i sit skaberværk som følger de naturlove, som fornuften kan opdage. Derfor afviste de al tale om mirakler og overnaturlige hændelser. Deismens Gud er som en urmager, der har skabt et urværk og sat det i gang, men derefter ikke piller ved det. Derved er de guddommelige helt og aldeles forvist til det transcendente område.

Stik modsat deismen, hvor Gud er uden for menneskers erfaring, taler en række teologer i dag om Gud på en måde, som man kunne kalde immanentisme. Immanentismen benægter Guds transcendens og al metafysisk tale om Gud.

Den franske teolog Fader Louis Boyyer definerer immanentisme som En tendens til at forstå immanensen af Gud eller hans handling i os på en sådan måde at det i virkeligheden ville udelukke virkeligheden af hans transcendens. Dermed gøres der op med teismens og deismens klare adskillelse mellem Gud og hans skaberværk.

Endelig er der ateismen, som rent sprogligt kunne forstås som en afvisning af teisme, og i den forstand ville det give mening at tale ateistisk om Gud. Men den almindelig forståelse af ateisme indebærer et opgør med al tale om Gud, både Gud som en transcendent og som en immanent størrelse.

En ateistisk tolkning af kristendommen kan udfoldes sådan, at Gud er død og mennesket dermed er sat fri for religiøse autoriteter og dermed kan udvikle en sand menneskelighed.

Hvilke kriterier har vi til at vurdere de forskellige måder at tale om Gud på? For mig at se må vi først og fremmest holde de forskellige måder at tale om Gud på op imod evangeliet. I hvilken grad kan en bestemt måde at tale om Gud på siges at ligge i forlængelse af historien om Jesus Kristus?

Tale om Gud og kristen tradition

Dernæst må vi konsultere kirkens 2000-årige teologiske tradition for at tale om Gud. Hvordan passer en konkret ny måde at tale om Gud på ind i det kor af stemmer, som traditionen udgør?

Endelig må den enkelte inddrage sine egne erfaringer med kristen tro og praksis og forholde talen om Gud til dem. Giver det ud fra denne tale om Gud mening at bede? Er der ud fra den tale om Gud mulighed for at trøste de lidende og døende?

Og midt i det alt sammen må vi holde fast ved forholdet mellem tro og teologi. Troen kommer fra Gud og er en Guds gave, mens teologien er en menneskelig refleksion over Gud og Guds gaver.

Mogens S. Mogensen er interreligiøs konsulent. Læs hans blog her