Den klassiske komedie har ikke haft det for sjovt i Damark de sidste ti år. Siden de sidste store morskabsteatre, Nørrebro Teater og Privat Teatret, blev henholdsvist lagt om og lukket i midten af 2000erne, er de gode farcer eller komedier kun dukket op af og til, hist og her med det private, turnébaserede Comedieteatret som eneste teater, der udelukkende koncentrerer sig om ja, komedier.
Men nu må vi godt grine igen. To premierer på to komedier med en dags mellemrum lyder måske ikke som en strømning, men de er alligevel tegn på, at det er blevet okay at gå i teatret for mest at få et smil på læben med hjem.
Omend Nørrebro Teater nok vil noget andet og mere med deres nyskrevne Kronprinsen og Danmark, der lægger an til at skulle sprænge tabuerne om kongehuset og turde, hvad andre kun sniger sig til at hviske i en mørk krog.
Havde Vivian Nielsen og Jacob Tingleff frekventeret for eksempel Cirkusrevyen de sidste ti år, ville de have opdaget, at alt det, de skriver, har især Carl Erik Sørensen sagt mange gange værre og skarpere på Bakken.
Historien om Frederik, der helst ikke vil være konge, fordi han ikke magter ansvaret, har tilløb til at kunne blive en både morsom og indimellem rørende udviklingshistorie. Men som helhed gør den ikke en Cath fortræd.
LÆS OGSÅ: Teater fortæller om cancerramts sidste dage
Den ruller nemlig kareten med alle de faste kongehusklichéer frem i stedet. Prins Henrik som en rødvins-pimpende fastelavnsudgave af Solkongen. Prins Joakim som fart- og diskoteksdjævel. En storrygende, kold dronning Margrethe, der ikke kan forholde sig til at være mor, hun er først og fremmest dronning. Kronprinsesse Mary er forretningskvinden, der kommer ind og strømliner virksomheden Kongehuset. Så selvfølgelig optræder hun da i latex og læder i en scene, hvor hun svinger pisken over kronprinsen. Sådan er kvinder med magt jo i de inderste gemakker, ikke? Vist kun i anakronistiske mænds tankegang.
Man skal være meget snerpet for at blive forarget over Kronprinsen og Danmark. Men komedien er effektivt iscenesat af Heinrich Christensen, og der er gode skuespillere med. Mick Øgendahl er fin som kronprinsen, der konstant bliver kastebold mellem interesser. Han er rørende i en af forestillingens bedste scener, hvor han presses så meget af begge sine forældre, at han fysisk bliver helt ude af stand til at tale. Og så skaber Benjamin Kitter et smukt og stærkt portræt af afdøde dronning Ingrid i et par fine, stilfærdige samtaler med sit barnebarn. Her veksler komedien flot mellem alvor og skæg og ballade.
I Glassalen i Tivoli er det kun det sidste, vi kommer for. Vi fortjener at le!, erklærer instruktøren Lisbet Dahl ligefrem i programmet. Og det gør vi så afgjort.
Den snart 100 år gamle, amerikanske farce Den grønne elevator er en slags klassiker også i dansk teater, og sågar i en vidunderlig filmversion med Kjeld Petersen og Birgitte Reimer.
Den lever af én scene og to skuespilleres komiske begavelser. Scenen er den, hvor den pæne Blanche og den forudsigelige Billy, der altid sidder tilbage, mens deres livslystne, festglade ægtefæller fejer rundt i New Yorks natteliv, drikker sig så sindssygt fulde.
Tommy Kenters og Bodil Jørgensens Billy og Blanche er virkelig tunge at danse med og ægte naive, mens deres smarte, hurtigtgående ægtefæller Ann Eleonora Jørgensen og Peter Gantzler flagrer rundt om dem. Tommy Kenters Billy har en kuldslåethed over sig, den modne mand med den unge, smukke kone, han ikke kan leve op til. Der er absolut ingen lir i luften mellem ham og Bodil Jørgensens overmodne skolepige Blanche, der med sine plirrende øjne og forsigtige tilgang til livet har noget gammeljomfru over sig. Men det er jo bare, indtil barvognen ruller frem. Så forvandler de sig til et fyrværkeri af komik. Præcist, frækt og vidunderligt overgearet.
Mathilde Norholt er en rap stuepige med vigtig viden om tømmermænd på sin cv, men ellers er de andre roller mest skrevet som en slags staffage, for at de to hovedroller kan udfolde alt deres stjernespil.
Og det gør de. Komedien er ikke særlig aktuel, vitserne er ikke just moderne, men den er drevent skrevet, sat op med en komedie- og revykunstners præcise fornemmelse for genren og med et funklende hovedpar, der ikke findes bedre i 2014.