”Der findes ingen ord, og alligevel står jeg her. Tak til jer, der har grædt med os,” sagde Andrea Uzan ud i synagogen tirsdag aften.

Hun er søster til den dræbte Dan Uzan, og hendes stemme rystede, mens hun talte. Men ordene skar sig tydeligt vej ud under det guldkantede loft. Foran hende var synagogen stuvende fuld, folk holdt hinanden i hænderne, snøftede og smilede ved en mindehøjtidelighed, der bar præg af sorg og af sammenhold.
 
Udenfor lå blomsterhavet stadig op af jerngitteret foran synagogen, og politimænd havde afspærret Krystalgade i det indre København og stod talstærkt og holdt vagt med maskinpistoler.

Indenfor fik tårerne frit løb, da et børnekor sang ’Hallelujah’, og hele synagogen istemte og sang omkvædet af Leonard Cohens sang igen og igen.

Synagogen var fyldt med mennesker, der som rabbiner Jair Melchior udtrykte det: ”så frygten i øjnene”. Det jødiske samfund, medlemmer af Folketinget og Københavns Kommune, venner og familie og repræsentanter for muslimer og kristne sad side om side på de knagende træbænke for at sige et sidste farvel til den dræbte sikkerhedsvagt, Dan Uzan.

”Der er ikke flere tårer. Nu trænger vi snart til noget godt,” sagde Bent Bograd, formand for Jødisk Folkeforening.

Han kendte ligesom de fleste andre i det jødiske samfund Dan Uzan. Da han blev ringet op klokken halv fem sidste søndag morgen, og et af hans børnebørn i telefonen fortalte, at Dan Uzan var blevet dræbt foran synagogen i Krystalgade, nægtede Bent Bograd at tro på det.

”Dan stillede altid op, han hjalp altid. Han var en god ven og afholdt af alle,” sagde han.

Mindegudstjenesten blev indledt med en lystænding. De otte lys i Chanukah-stagen, som ellers kun bruges under lysfesten omkring december, blev tændt af otte personer, der hver repræsenterede en del af Dan Uzans liv. Hans kusine, en ven fra basket, en kollega i vagtkorpset, pigen Hanna, hvis bat mitzvah på det frygteligste blev afbrudt, da Dan Uzan blev skudt, mens han stod vagt.

Rabbiner Jair Melchior talte om at genskabe trygheden, om at se frygten i øjnene i stedet for at løbe sin vej. Han talte om den tryghed, han følte, da han sidste mandag gik fra synagogen til mindehøjtideligheden ved Gunnar Nu Hansens Plads på Østerbro side om side med repræsentanter fra kristendommen og islam. Han talte om muslimerne, der i Oslo dannede en fredsring rundt om synagogen efter sabbatten i lørdags.

”Den slags giver tryghed,” sagde han. ”Dan, i dit liv sørgede du for at passe på vores fællesskab, og selv efter at du er gået bort, passer du på os og styrker fællesskabet.”

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) talte også. Hun takkede familierne til de dræbte, Dan Uzan og Finn Nørgaard, for at have styrken til at dele deres sorg med hele Danmark.

”Deres liv blev slukket af en kold og kynisk vind,” sagde hun. ”Det eneste, de gjorde, var at passe på os andre.”

Andrea Uzan, Dan Uzans storesøster, talte med rystende stemme om den overvældende sorg, der havde ramt familien. Og om det sammenhold, der er i den jødiske menighed.

”Tak til alle jer, der har grædt med os i den sidste uge,” sagde hun. ”Tak til jer vagter, der stadig trofast står vagt. Dan var ven af mennesket. Han troede på det gode i mennesket.”

Tårer blev til smil, da Dan Uzans basketball-træner Michael Bloch fortalte om den junidag i 1996, da han havde mødt den over to meter høje Dan Uzan, der ville prøve at se, om basketball var noget for ham. Det var det. Michael Bloch fortalte om Dan Uzans fysik, om hans medmenneskelighed og om den risiko, der var ved at være vagt. En risiko, Dan Uzan var bevidst om.

”Dan ville stille sig op igen i morgen, hvis han kunne,” sagde han.

Mindehøjtideligheden sluttede af med ’Oseh Shalom’, en fællessang. Og fællesskabet var netop omdrejningspunktet for en aften, som både markerede Dan Uzan, det liv, han gav for at passe på andre, og det fællesskab, der kom til udtryk mellem kalotter og kors, smil og tårer og hænder, der holdt sammen på de knagende træbænke i Krystalgade.

Mindehøjtideligheden sluttede af med ’Oseh Shalom’, en fællessang om at skabe fred. Og fællesskab var netop omdrejningspunktet for en aften, som både markerede Dan Uzan, det liv, han gav for at passe på andre, og det fællesskab, der kom til udtryk mellem kalotter, kors, smil, tårer og hænder, der holdt sammen på bænkene i Krystalgade. 

Her følger Rabbiner Jair Melchiors tale 

Vi står her for at mindes Dan. Der er allerede sagt og skrevet meget om Dan. Det skal ikke gentages her, kun konstateres, at hvis Dan havde hørt alle de ord, der er blevet sagt om ham i den seneste uge, så var han løbet sin vej.

Intet kunne flytte Dan, når han passede på os. Men, rosende ord - eller tak kunne få ham til at krybe i et musehul – sin størrelse til trods. Dan mistede sit liv sidste lørdag. Han passede på en Bat Mizvah fest (konfirmation af pige), som blev brutalt afbrudt.
 
Bat eller Bar Mitzvah er den jødiske markering af et ungt menneskes selvstændige indtræden i det jødiske fællesskab. Ordet ”mitzvah” betyder påbud. Når et jødisk barn vokser op for at være en del af det jødiske samfund, handler det ikke om hans eller hendes rettigheder, men om det ansvar man påtager sig i forhold til det omgivende samfund.

Rabbi Dov Beer fra Mezrich, en af de vigtigste hassidiske rabbinere, forklarer, at ordet mitzvah ikke kun betyder påbud, men stammer fra ordet ”tzavata”, der betyder sammen.
For at skabe et velfungerende samfund, der bygger på et fællesskab, er det nødvendigt med forpligtelser mellem mennesker: Jeg skal tage ansvar for min næste, og jeg skal føle mig tryg, ved at min næste tager ansvar for mig.

Dan stod her ved porten, som en del af vores fællesskab. Hans person og personlighed gav os tryghed. Mange stiller sig i dag spørgsmålet: ”Hvordan kan vi genskabe trygheden i huset?” Når man står foran en fare, så er der to muligheder: Man kan stikke af og gemme sig, eller man kan stå sammen og se fareren i øjnene.
 
I den sidste uge har jeg fået flere henvendelser fra mennesker, som ønsker at melde sig ind i det jødiske samfund. Det giver mig tryghed! I mandags gik vi i samlet flok fra synagogen til Gunnar Nu Hansens Plads. Det giver mig tryghed! Ikke fordi der var politi omkring os, men fordi vi gik skulder ved skulder i en fælles kamp for det gode. Jeg gik ikke kun med det jødiske samfund, men også med repræsentanter fra andre trossamfund. Det giver mig tryghed! I lørdags dannede 1000 muslimer en fredsring for at beskytte synagogen i Oslo. Det er de initiativer, som giver mig tryghed! Og det er de initiativer, som giver familien Uzan og os alle håb. Dan, i dit liv sørgede du for vores fællesskab.
 
Selv efter du er gået bort, passer du på os og styrker fællesskabet; din familie; i vores menighed; og i det danske samfund.