Pave Frans, Dronning Margrethe og Vladimir Putin efter terroren: Sådan reagerede de

Terrorangrebet i Paris har rystet ledere over hele verden, og fra alle kanter lyder budskabet om solidaritet og fælles front mod Islamisk Stat

Fra alle kanter af verden strømmer kondolencerne mod franskmændene efter terrorangrebet i Paris. Vi har samlet et udpluk af de mangler hilsner her.
Fra alle kanter af verden strømmer kondolencerne mod franskmændene efter terrorangrebet i Paris. Vi har samlet et udpluk af de mangler hilsner her. Foto: Scanpix.

Det er strømmet ind med hilsener og kondolencer fra alle verdens hjørner, efter at Paris fredag blev ramt af et nyt terrorangreb.

For det var ikke kun det franske folk, der blev ramt, da repræsentanter fra Islamisk Stat skabte kaos og dræbte mindst 129 mennesker ved flere terrorangreb i hjertet af Paris. Det vidner de mange hilsner fra statsoverhoveder, kongelige og religiøse ledere om.

Mens den franske hovedstad weekenden igennem har været indhyllet i sorg og forfærdelse, har omverdenens enstemmige budskab været, at man står sammen med det franske folk i kampen mod terror. Læs et udpluk af de mange reaktioner her.

Barack Obama, præsident i USA:
"Igen har vi set et forsøg på at terrorisere uskyldige mennesker. Når den slags angreb finder sted, har vi altid kunnet regne med, at det franske folk stod sammen med os (...) Frankrig har været en ekstraordinær anti-terrorpartner. Og på samme måde vil vi være der for franskmændene."

Pave Frans:
"Jeg er rystet. Jeg forstår ikke de her menneskeskabte hændelser. Det er hverken retfærdigt, religiøst eller menneskeligt."

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V):
"Det eneste, vi ikke må gøre nu, er at ryste på hånden. Hvis ikke vi tør sætte os ned på en fortovscafé i Paris og drikke en kop kaffe, så har vi for alvor tabt."
 
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg:
"Jeg er dybt rystet over de rædselsfulde Paris-angreb. Vi står sammen med det franske folk. Terrorisme vil aldrig kunne besejre demokrati."

Angela Merkel, tysk forbundskansler:
"Dette angreb på vores frihed er ikke bare rettet mod Paris. Det er rettet mod os alle."

Vladimir Putin, Ruslands præsident:
 "Denne tragedie er endnu et eksempel på terrorismens grusomhed, som er en stor udfordring for den menneskelige civilisation."

EU-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker:
"Jeg er dybt chokeret over begivenhederne i Paris. Vi stiller os fuldt solidarisk med det franske folk."

Dronning Margrethe:
"Jeg beder Dem (Frankrigs præsident, red) modtage min dybeste medfølelse med det franske folk i anledning af de tragiske begivenheder i Paris natten til i dag. Prinsgemalen og jeg udtrykker vores inderlige sympati med alle berørte - med hele Frankrig. I denne vanskelige situation sender vi de allerbedste ønsker for Deres land."

Dronning Elizabeth fra Storbritannien:
"Prins Phillip (hendes mand, red.) og jeg er dybt chokeret og rystet over de forfærdelige mennesketab i Paris. Vi sender vores dybfølte medfølelse til de pårørendes familier og til hele det franske folk."

Kilder: Ritzau, AFP, Tass, Reuters