ALLEREDE FOR ET par årtier siden oplevede man i Norge en Grosbøll-sag. Helge Hognestad måtte i kraft af sit utraditionelle kristendomssyn slutte som præst, men er siden vendt tilbage til kirken.
Helge Hognestad er præstesøn, han valgte teologien som studium og blev præsteviet i 1965. I de følgende år koncentrerede han sig om teologiske studier især af Matthæusevangeliet. I 1978 forsvarede han en afhandling herom for den teologiske doktorgrad, som skabte stor opmærksomhed. Han havde blandt andet analyseret norske prædikener ud fra en sociologisk synsvinkel og fundet, at prædikanterne i forsvindende grad udlagde teksten. I stedet legitimerede de en række traditionelle kirkelige og kristelige meninger og synspunkter ved at henvise til teksten, men uden at tolke den efter dens egentlige mening og hensigt.
De bibelske tekster er tilkommet i en bestemt historisk situation. De giver imidlertid udtryk for vigtige erfaringer, som kan have noget at sige os. Fortidens erfaringer kan stimulere og inspirere os til at styrke båndet mellem Gud og os.
I 1978 søgte Hognestad en ledig præstestilling i Høvik (Oslos svar på Taarbæk), men den daværende Oslo-biskop havde væsentlige teologiske betænkeligheder. Han forelagde sagen for Kirkeministeriet, da han ikke kunne medvirke til, at kirken fik en præst, som offentligt havde tilkendegivet en holdning til kirkens bekendelsesgrundlag, som han fandt uforenelig med ordinationsløftet. Efter mange overvejelser skar ministeren igennem med regeringen i ryggen og bekræftede i 1980 udnævnelsen.
Man så dog med stigende bekymring på den uro og de problemer, som hans præstetjeneste gav anledning til. Baggrunden var blandt andet udgivelse af en prædikensamling og bogen En kirke for folket, hvori Hognestad udtrykte sig kritisk om kirkens ritualer. Især sætningen, at kirken vedligeholder en løgn om mennesket ved sin lære om mennesket som synder og Jesu soningsdød som løsning herpå, vakte anstød.
HOGNESTAD ØNSKEDE at få andre sider frem af det, Jesus og Paulus lagde vægt på, end det kirken ensidigt fremhævede som den rette lære. Ved en afgørende samtale i 1983 sad biskoppen med Den Augsburgske Bekendelse på det ene knæ og Hognestads bøger på det andet og påviste mange uoverensstemmelser. Det endte med, at Hognestad 1. januar 1984 blev sendt på orlov som alternativ til en afskedigelsessag eller en egen opsigelse. Kort efter fik han bevilget et statsstipendium. Biskoppen håbede, at en studieperiode ville bidrage til at klargøre Hognestads forhold til kirkens bekendelse på en tilfredsstillende måde.
I de følgende år fik Helge Hognestad blandt andet kontakt med meditationsmiljøer, herunder hos Jes Bertelsen i Nørre Snede, og han skrev flere bøger. I Danmark giftede han sig med Lene Højbolt, der blev præst i Grenå. Hos hende så han, at det kunne være muligt at kombinere det at være præst med en opfattelse af kristendommen, som faldt sammen med hans egen.
I 1998 opsøgte Hognestad den liberale biskop i Hamar, Rosemarie Køhn. Det førte til præstevikariater i dette stift. I 2000 fik han sine præsterettigheder tilbage. Det holdt hårdt, men en ny kirkeminister fra Arbeiderpartiet skar igennem.
Hele dette forløb har Hognestad på levende måde beskrevet i bogen Fra alter til våpenhus. På leting efter Gud bak dogmer og bastante meninger (Oslo: Genesis, 2000).
I 2006 udkom så bogen Gud i mennesket. Ny tid ny kristendom (Oslo: Flux Forlag). Heri klargør Hognestad sit kristendomssyn, men mindre provokerende end i de unge år. Hognestad er glad for at være tilbage som præst, og han ønsker at deltage i arbejdet med at se vor tid i lys af historien om Jesus fra Nazaret og få mennesker til at vove at gå troens vej. Men han mener, at kirken har et stykke vej at gå, når det gælder at fremtræde sandfærdig i sit budskab. Kirken må vågne og indse, at vi lever i en ny tid. Der er røster i den kristne tradition, som ikke er blevet hørt, for eksempel det urkirkelige Thomasevangelium, og der er tekster, som man må forstå på en ny måde, for eksempel Paulus breve.
Hognestad er meget optaget af den forhenværende biskop i Newark, USA, John Selby Spongs bog En ny kristendom i en ny verden, og ser den som en udfordring til at tænke nyt om kristendommen. Hognestad erkender, at vi er syndere på den måde, at vi ikke elsker vor næste som os selv. Vi lever ikke op til næstekærlighedsbuddet, men synden afskærer ikke mennesket fra kontakt med Gud. Guds rige er inden i jer, som Lukas 17, 21, rettelig bør oversættes. Evangeliernes radikale budskab kunne netop være, at det guddommelige er i menneskets indre. Udfordringen er at blive sig det bevidst.
At Jesus døde for vore synder er en historisk tanke, som tjente mennesker, da den blev til, men som i dag holder mennesker fast i noget fortidigt. Jesus døde og blev korsfæstet, fordi det lys, der strålede fra ham, var for stærkt for dem, som havde magten i datidens samfund. At blive kristen er ikke at sige ja til en række opfattelser og sandheder, som andre har udtænkt, men at orientere sit liv ud fra det, Jesus talte om og viede sit liv.
MED HENSYN TIL morgendagens kirke læner Hognestad sig stærkt op adSpong, der forretter gudstjenester uden at lade sig anfægte af liturgiens sprog. Ordene opfatter han som poesi, symboler eller oplysende udtryk, som vore forgængere brugte for at udtrykke de dybeste længsler. For Hognestad vil gudstjenesten først og fremmest være en fejring af gudsnærværet. Dåben vil synliggøre den evige forbindelse mellem mennesket og det guddommelige. Og nadveren vil udtrykke en genkendelse og bekræftelse (ihukommelse) af Kristusbevidstheden i ens indre.
Helge Hognestad udtrykker sig på baggrund af sine mange års solide teologiske overvejelser mere forsigtigt og mindre provokerende end Thorkild Grosbøll. Men deres ærinde er grundlæggende det samme. For os andre minder Hognestad og Grosbølls overvejelser os om, at det må gå an at kalde sig kristen uden bogstaveligt at kunne tilslutte sig de etablerede kirkers sakramenter og trosbekendelser. Det afgørende bliver efter fattig evne at søge at følge i Jesu fodspor.
Jens Steensberg er forhenværende embedslæge