Frem til midten af 1990erne brugte kvinder i Sydkorea alle midler fra traditionelle urtedrikke til moderne teknologi i forsøget på at sikre sig sønner frem for døtre.
I dag er situationen vendt. Nu leder mange gifte sydkoreanske kvinder ifølge lokale medier efter tip på internettet til, hvordan de kan blive gravide med en datter. Blandt husmoderrådene er: Spis syreholdig mad.
Sydkorea var et af de første lande, hvor bred adgang til ultralydsteknologi i midten af 1980erne førte til en flodbølge af kønsbestemte aborter. Landet er også det første og hidtil eneste hvor udviklingen er vendt dramatisk.
LÆS OGSÅ: Abort er ikke et spørgsmål om køn
Mens der i 1992 blev født 117 drenge for hver 100 piger i Sydkorea, er gabet mellem antallet af piger og drenge støt indsnævret siden, og i 2011 fødte sydkoreanske kvinder blot 105,7 drenge for hver 100 piger, hvilket næsten er en biologisk normal rate.
Eksperter er uenige om, hvad udviklingen i det traditionelt mandsdominerede asiatiske land skyldes. Men de fleste fremhæver samfundsmæssige forandringer, der har vendt op og ned på de sociale normer i Sydkorea.
Sydkorea har på meget kort tid oplevet en nærmest eksplosiv social forandring, ansporet af industrialisering og urbanisering. Til at begynde med accelererede den økonomiske udvikling brugen af kønsselektion, men fra 1990erne var effekten den modsatte. I takt med, at folk flyttede til byerne, kvinder blev del af arbejdsstyrken, og levestandarden blev forbedret, blev det mindre vigtigt at have en søn til at arve jord og tage sig af forældrene, forklarer Monica Das Gupta, professor i sociologi ved Maryland Universitet.
Hun er desuden forfatter til en rapport fra Verdensbanken om årsagerne til den faldende brug af kønsbestemte aborter i Sydkorea.
Den rivende forandring svækkede både traditionelle konfucianske overbevisninger, der satte manden i centrum af samfundet, og de arvestrukturer, som gjorde det nødvendigt for forældre at få en søn. Dertil kommer, at den mere frigjorte urbane livsstil har været med til at ligestille piger og kvinder. Den måde, hvorpå bylivet er organiseret, gør i mindre grad sønner til omdrejningspunktet i deres forældres liv, siger Monica Das Gupta.
Hvorvidt byboere forsørges af et af deres børn, har mindre at gøre med formelle regler baseret på barnets køn og placering i søskendeflokken og mere med, hvem der bor i samme by og med styrken af forælder-barn-relationen. Dette reducerer kløften mellem sønners og døtres værdi for forældrene, siger hun.
En øget levestandard sammenholdt med et forbedret socialt sikkerhedsnet har også gjort det muligt for mange forældre at spare op til alderdommen og blive mindre økonomisk og praktisk afhængige af deres sønner.
Folk i dag forventer ikke, at deres børn skal bespise dem, når de bliver gamle. Det, de ønsker fra deres børn, er ikke en skål ris, men snarere omsorg og kærlighed, som den sydkoreanske kvindesagsforkæmper Oh-Han Suk-hee siger til avisen Korea JoongAng Daily.
Den sydkoreanske regering har både hjulpet og hindret processen, siger Monica Das Gupta. Frem til 1990erne styrkede regeringen politikker, der opretholdt det patriarkalske system, men da fertilitetsraten faldt, blev kvinder en vigtigere del af arbejdsstyrken.
Den eneste anden mulighed var øget indvandring, og Sydkorea bryder sig ikke om indvandring. Det næste, der skete, var, at civilsamfundet begyndte at presse på og presse på og presse på for ligestilling og ændringer i familieloven, siger hun.
Fra 1990erne og frem indførte regeringen derfor banebrydende politikker, der juridisk ligestiller kvinder og mænd i både familien og på arbejdspladsen. Samtidig styrkede den de love, der straffer læger og andre for at hjælpe vordende forældre med at fra vælge deres barn på grund af køn.
Det er imidlertid et åbent spørgsmål, hvorvidt erfaringerne fra Sydkorea kan overføres direkte til lande som Indien og Kina, hvor bred adgang til kønsbestemte aborter i dag er i færd med at vende op og ned på kønsbalancen.
Sydkorea er unik på to måder. For det første har landet udviklet sig ekstremt hurtigt. For det andet er det lille og homogent, så idéer og normer kan sprede sig meget hurtigt fra de urbane eliter til den øvrige befolkning. Men jeg tror, at det samme vil ske i lande som Indien, Kina og Armenien. Det tager bare længere tid, siger Monica Das Gupta.
Kronik side 9