Hvordan skal jeg som 15-årig kunne vide, hvad jeg vil beskæftige mig med resten af mit liv?

Rebekka Berg er 15 år og skal snart beslutte, hvilken uddannelsesretning hun vil gå i. Men valget er svært at træffe, og hun er bange for at vælge forkert. Læs hendes historie her

Uret tikker for flere danske unge i 9.klasse, som skal vælge uddannelsesretning senest den 1. marts. Men mange er usikre, fordi de ikke ved, hvilken retning de skal vælge, mener forsker. Foto: Iris
Uret tikker for flere danske unge i 9.klasse, som skal vælge uddannelsesretning senest den 1. marts. Men mange er usikre, fordi de ikke ved, hvilken retning de skal vælge, mener forsker. Foto: Iris.

Du kan blive lige, hvad du vil!

Det, skulle man tro, var en dejlig ting at få at vide, når man er ung, men det er slet ikke sådan, jeg oplever det.

Jeg er en pige på 15 år, der går i 9. klasse, og inden den 1. marts skal jeg have valgt, hvilken ungdomsuddannelse jeg vil gå på efter sommerferien.

Her har jeg først og fremmest to valgmuligheder: Jeg kan enten vælge en af de gymnasiale uddannelser, hvor jeg sikkert kan blive både klog og dygtig - eller jeg kan vælge en erhvervsuddannelse, hvor jeg vil få lov til at få en masse god, praktisk erfaring og slippe for at sidde på skolebænken i endnu tre år.

Jeg har ikke noget imod skolebænken, så første valg har jeg truffet: Det bliver nok den gymnasiale retning.

Men så skal jeg også beslutte, hvilken gymnasial uddannelse jeg vil på.

Skal det være STX (Studentereksamen), HHX (Højere handelseksamen) eller HTX (Højere teknisk eksamen)?

 Vi har fået en masse uddannelsesvejledning på min skole, så vi kan vælge lige præcis den retning, der passer bedst til os.

Men alligevel er det svært at finde rundt i - for der er jo forskel på, hvilke videregående uddannelser de åbner op til.

Men ikke nok med det. Når jeg har valgt, hvilken gymnasial uddannelse jeg vil tage, skal jeg derefter også vælge en studieretning - som også har stor indflydelse på, hvad jeg kan komme videre på.

Så der er mange valg. Og jeg føler, at de alle kan få store konsekvenser for min fremtid i både uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Der går jo næsten 10 år, før jeg kommer ud på arbejdsmarkedet - hvis jeg altså også skal igennem en videregående uddannelse - og lige nu og her i mit 15-årige liv har absolut ingen ide om, hvad jeg interesserer mig for til den tid.

Jeg føler mig derfor lidt presset til at have styr på mig selv som 15-årig: For hvad vil jeg her i livet, og hvem er jeg?

Jeg er bange for, at jeg kommer til at opfinde en Rebekka, der vil ét eller andet - bare for at speede processen op, så jeg kan følge med alle de andre.

Da mine forældre var unge, stod de ikke overfor samme valg, og det var derfor heller ikke noget, der fyldte så meget i deres ungdomsliv.

Min mormor var lærer, så det endte min mor også med at blive. I dag siger min mor, at hvis hun havde vidst mere om, hvilke andre muligheder, der var, så havde hun nok ikke valgt at blive lærer.

GUIDE TIL FORÆLDRE: Hjælp dit barn med at træffe det rigtige valg

Ergo er det selvfølgelig et privilegium, at jeg har alle de her muligheder for at blive lige, hvad jeg vil – men omvendt synes jeg også, at jeg i en meget ung alder skal vide, hvad jeg vil med resten af mit liv, og at det allerede nu skal være fastlagt og planlagt.

De fleste af mine kammerater har det på samme måde, og vi taler rigtig meget om det.

Nogle har som jeg en god dialog med deres forældre, men andre føler sig presset over de voksnes indblanding i deres valg.

Jeg har læst et sted på nettet, at 75 procent af de danske forældre ønsker at være meget involveret eller involveret i barnets valg af uddannelse og karriere. Det viser en undersøgelse lavet af Undervisningsministeriet.

Det er lidt bekymrende, synes jeg, for det kan vel ende ud i, at samfundet står med en masse unge mennesker, som slet ikke er der, hvor de har lyst og evner til at være – men som ender med at gøre det, som deres forældre ønsker, fordi de ikke selv er modne nok til at træffe en beslutning? 

På sigt kunne man også forestille sig, at mange ender med at droppe ud af deres uddannelser, fordi de ikke har motivationen til at gennemføre den?

For at blive lidt klogere på, om jeg bare er pylret og overbekymret på min generations vegne, ringer jeg til Mette Pless. Hun er lektor på Center for Ungdomsuddannelse (CeFU) og beskæftiger sig blandt andet med unges motivation og lyst til læring.

 ”Der er mange, som har det som dig,” fortæller hun.

”Måske er det på grund af, at I kun er 15-16 år, når I skal træffe valget, og at det er en rigtig stor beslutning, som har stor betydning for jeres fremtid.”

Men Mette Pless ser ikke min og andre unges usikkerhed som en nødvendigvis dårlig ting:

”Det er naturligt at være usikker. Valget af ungdomsuddannelse er et af de første store uddannelsesvalg, man træffer selvstændigt. Derfor kan det være godt at sætte fokus på uddannelsesvalget i klassen - for måske opdager man, at de andre i klassen er lige så usikre, som man selv er. Og så føler man måske ikke, at usikkerheden er helt så overvældende,” siger Mette Pless.

GUIDE TIL UNGE: Er du ligesom Rebekka i tvivl om, hvilken uddannelse du skal vælge, kan du finde Undervisningsministeriets uddannelsesguide her.

Hun understreger, at valget er stort, men at man også skal passe på med at overdramatisere det.

”Det er vigtigt, at man ikke ser uddannelsesvalget, som noget man træffer én gang for alle som 15-årig. For det er utopi at forestille sig, at man kan tilrettelægge sit karriere- og livsforløb som 15-årig. Mange ting kan ændre sig undervejs, og derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi giver plads til, at man kan sadle om og prøve ting af undervejs,” siger hun og forklarer, at det at sadle om ikke nødvendigvis er spild af tid.

For det lærer man også noget af, siger hun.

Hun virker heller ikke særlig bekymret over de mange forældre, som blander sig i de unges uddannelsesvalg:

”Mange unge som dig har brug for voksne, som de kan tale med om deres fremtidsdrømme. Især er det vigtigt for de unge, at de voksne interesserer sig for deres valg – og både lytter og giver gode råd,” siger hun og tilføjer:

”Men hvis forældre alene træffer valget for deres børn, kan det have negative konsekvenser, ja, for det er vigtigt, at den unge kan se en mening med den uddannelse, de er i gang med.”

Samtalen med Mette Pless beroliger mig. Det er rart at vide, at man godt kan sadle om midt i det hele – uden at man af den grund bliver fuldstændig sat tilbage. Og så tror jeg også, at hun har ret i, at det ville være en god idé, hvis klasselærerne tog det svære valg op i folkeskolen, så vi unge kunne få mere oplysning om, hvad det egentlig indebærer.

Jeg ville gerne have talt med vores uddannelsesminister Christine Antorini (S) om, hvorvidt vi unge har den nødvendige modenhed og viden til at træffe en valg om vores videre uddannelse, når vi kun er 15 år.

Især ville jeg også gerne have spurgt hende, om hun ikke også ind imellem er lidt bekymret, for at for mange unge skal vælge forkert – især hvis de ikke har nogen forældre eller andre voksne, de kan tale med det om.

Men ministeren er desværre på ferie, fortæller hendes pressechef.

Da Socialdemokraternes ordfører for videregående uddannelse, Jeppe Bruus, heller ikke har tid til at tale med mig, ringer jeg til Liv Andersen fra De Radikale. Og hun vil heldigvis gerne bruge lidt tid på at snakke med mig.

Hun mener, vi unge mennesker skal passe på med at gøre de mange valg i 9. klasse til et stort problem – for man kan, som også Mette Pless sagde, altid vælge om igen og tage nogle supplerende fag efter gymnasietiden.

Det har hun selvfølgelig også ret i – men jeg kan nu ikke lade være med at tænke, om det ikke bare er spild af ressourcer? Det mener Liv Andersen ikke:

”Man træffer nogle forkerte valg en gang i mellem, som man må rette op på senere,” siger hun.

Da jeg igen har lagt røret på, tænker jeg, at jeg er blevet en hel del klogere af at snakke med dem begge.

Jeg tror, at de har ret i, at afdramatisering af ”det store valg” kan hjælpe mange unge.

Men det kræver også, at nogle snakker med os om det – for eksempel ovre i skolen.

Jeg ville for eksempel gerne have vidst, at der var mulighed for at ændre sine valg undervejs – det virker meget beroligende og gør valget mindre definitivt.

Mette Pless har også ret i, at usikkerhed kan være motiverende for at søge mere information – men jeg tænker, at det bare ikke er alle unge, der som jeg, har overskud til at afdække alle hjørner af uddannelsesspektret, før de træffer deres valg.

Men – jeg er glad for, at jeg trods alt ikke er den eneste, der er i tvivl. Og jeg synes, at Mette Pless’ gode råd har givet mig ro i maven.

Hun sagde:

”Jeg tror, at det er vigtigt, at du vælger det, du interesserer dig for, og det, du er dygtig til. Men du skal selvfølgelig også overveje, om du kan klare de krav, der er på de forskellige ungdomsuddannelser.”

Rebekka Berg, der har skrevet denne artikel, var erhvervspraktikant på Kristeligt Dagblad i en uge.