Jeg fylder 18 år i dag, men jeg har ikke tid til at finde ud af, hvem jeg er

Jeg oplever både forvirring og frygt, når jeg stiller mig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg? Men endnu vigtigere: Hvordan skal jeg kunne vide det nu? Er jeg klar – og moden nok – til a træffe store valg? Hvad vil jeg uddanne mig til? Hvor skal jeg bo? Sådan skriver Charlotte Ege, der fylder 18 år i dag. Foto: Ludvig Færgemann

Det kan vel ikke være rigtigt, at jeg først får mulighed for at tænke over, hvem jeg er, og hvad jeg vil, den dag jeg går på pension, og livet har passeret forbi mig i lyntempo.
Charlotte Ege, 18 år

Charlotte Ege fylder 18 år i dag, og fødselsdagen har givet anledning til en del tanker om det at blive voksen: For hvorfor skal det gå så stærkt? Og er man overhovedet moden nok til at flytte hjemmefra og begynde på universitetet, når man stadig føler, at man står med et ben i barndommen og et andet i voksenlivet?

I går var jeg 17 år. Jeg kiggede mig selv i spejlet, inden jeg gik i seng, og jeg gjorde det igen, da jeg vågnede i dag.

Jeg er nemlig fyldt 18 år i dag.

Men der er ingen spor af forandring, når jeg kigger mig i spejlet i dag. Det er det samme krusede, skulderlange hår, de samme grønbrune øjne og de samme små fregner på mine kinder og næse.

Det er måske også lidt barnligt at forvente en bemærkelsesværdig ændring fra dag til dag. Bare fordi man pludselig er blevet myndig.

Jeg havde måske bare tænkt, at en eller anden form for forandring måtte finde sted, nu hvor jeg rent juridisk er i stand til at gøre så mange ting, som jeg ikke kunne for blot 12 timer siden.

Jeg bestemmer nu selv i både økonomiske og personlige sager. Jeg kan tage kørekort til bil og lille motorcykel. Jeg kan tage lån og købe ejendomme. Jeg kan købe tobak og stærkere alkohol i kiosker og supermarkeder. Jeg kan blive gift uden statsamtets eller mine forældres tilladelse. Hvis jeg har lyst til at aftjene værnepligt, så kan jeg endda også gøre det.

Jeg må købe alkohol på diskoteker og restauranter. Jeg kan stemme til folketingsvalg, kommunalvalg og Europaparlamentsvalg. Og hvis det er, så kan jeg faktisk også få foretaget en abort uden mine forældres tilladelse.

Mit CPR-nummer er lige pludselig proppet med muligheder. Men sammen med alle disse muligheder, følger der så ikke også et kæmpe ansvar?

Når jeg kigger mig omkring i min omgangskreds, kan jeg ind imellem godt få den fornemmelse, at vi ikke alle sammen er helt klar over, hvor stort et ansvar der nu ligger på vores skuldre.

Mange bruger bare deres nye alder på ID-kortet til at komme ind på alle mulige diskoteker og klubber om natten.

I mit stille sind kan jeg ikke lade være med at savne barndommen. Mine barndomsår var trygge. Jeg løb ubekymret rundt, og jeg tænkte ikke synderligt over, hvad der skulle ske næste dag.

Jeg har haft en god opvækst, og jeg er overbevist om, at det netop er grunden til, at jeg lige nu står med et ben i hver grøft: På den ene side vil jeg gerne blive ved med at leve en tryg tilværelse som barn, men på den anden side vil jeg også være fri, selvstændig og voksen.

Det dejlige ved at være barn er jo, at man kan tillade sig at være ubekymret. Man behøver ikke være urolig for, om man nu får 12 i den åndssvage dansk-aflevering, eller om man nu får det dårligt betalte sommerjob i iskiosken længere nede ad vejen.

Men kan den ubekymrede og trygge barndom være grunden til, at det virker overvældende at blive 18?

Vi bruger måske kun vores værdifulde CPR-nummer til at komme ind på klubberne, fordi det virker for stort og for pludseligt at få alt det ansvar - på én nat.

Jeg har jo hverken skiftet udseende på dén nat eller tankemønster for den sags skyld.

Jeg er jo stadig bare mig. Og jeg er nok inderst inde stadig både barn og voksen på én gang.

Og det er et paradoks: For samtidig med, at jeg gerne vil holde fast i at være barn, glæder jeg mig også til at blive færdig med gymnasiet og komme videre i livet. Tage en uddannelse, få et job, skabe en familie og blive mere klog på verden omkring mig.

Jeg oplever både forvirring og frygt, når jeg stiller mig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg?

Men endnu vigtigere: Hvordan skal jeg kunne vide det nu?

Er jeg klar – og moden nok – til at træffe store valg? Hvad vil jeg uddanne mig til? Hvor skal jeg bo?

At bo alene er især en af de ukendte ting, der skræmmer mig. Er jeg klar til det? Selvfølgelig har jeg da prøvet at være alene hjemme i flere dage i træk, når mine forældre har været på ferie eller kursus, men tanken om snart at skulle sidde i en lejlighed for mig selv sætter virkelig gang i mine tanker.

Til næste år er jeg færdig med gymnasiet. I september regner jeg med at begynde på universitet. Jeg tror, jeg gerne vil læse historie.

Når jeg taler med mine forældre, har de forskellige meninger om min fremtid. Min mor bekymrer sig ikke, hun tror, at jeg nok skal klare det - også selvom jeg er så ung. Min far er måske ikke helt klar til at give slip.

Men uanset hvad de tænker, så stresser alle de her store valg mig helt utroligt meget. 

For jeg er ikke klar til at blive voksen så hurtigt, som samfundet forventer. Men jeg er langtfra sikker på, at jeg kan få 12 i at være voksen som 18-årig, og jeg ved, at mange af mine venner har det på samme måde.

Samfundet siger, at jeg skal skynde mig med at blive færdig. At jeg skal haste videre, så snart jeg har forladt gymnasiets trygge rammer. Få uddannelse, job og barn. Alt sammen mens jeg er i begyndelsen af 20’erne.

Men måske jeg slet ikke er klar til alt det?

Jeg glæder mit til at blive fri, men hvis jeg skal være helt ærlig, mangler jeg lidt modenhed. Noget erfaring. Jeg mangler tid til at finde ud af, hvem jeg er, og hvad jeg vil.

Det hele virker faktisk ret ironisk: Jeg er kun 18 år, men jeg har ikke tid til at finde ud af, hvem jeg er.

Det kan vel ikke være rigtigt, at jeg først får mulighed for at tænke over, hvem jeg er, og hvad jeg vil, den dag jeg går på pension, og livet har passeret forbi mig i lyntempo?

Min fødselsdag, en dag der ellers udelukkende skulle være glædelig og fyldt med boller, lagkage og kakao, har for mit vedkommende ført til en masse tanker om min fremtid, og jeg kan se et voksende problem i forhold til de forventninger, der er til unge i dagens Danmark.

Vi bliver for hurtigt voksne, synes jeg, uden at vi egentlig er det.

Vi er hverken voksne fysisk eller psykisk, men alligevel er vi allerede i gang med at træffe vigtige valg, som er med til at definere, hvad vi skal lave resten af vores liv.

Jeg håber bare, jeg kan holde fast i min egen mavefornemmelse og det, som jeg drømmer om, og ikke lade mig påvirke for meget af, hvad andre vil med mit unge liv.

For kun på den måde tror jeg, at jeg får et godt liv som voksen.