I maj 2000 tog jeg del i et arrangement i »Europas kulturhovedstad«, der det år var Rotterdam. Netop på dette tidspunkt rettede imamen i Rotterdam heftige angreb mod homoseksuelle. Imamen, der i øvrigt ikke opfatter sig selv som europæisk borger, men insisterer på at være marokkansk muslim, erklærede blandt andet: »Bøsserne skal bekæmpes. De udgør en fare for friheden.«
Alarmeret af den slags ytringer skrev sociologiprofessoren Pim Fortuyn en bog med titlen Gegen die Islamisierung unserer Kultur (Mod islamisering af vores kultur). Fortuyn, der selv var erklæret homoseksuel, gik ind i politik.
Resten af historien er bekendt. Også den hører ind under temaet »dialog med islam«. Hvad man end kan bebrejde Pim Fortuyn, tilkommer der ham den fortjeneste at have gennembrudt et tabu. Han udtalte en sandhed, der på grund af en fejlopfattet vestlig-liberal tolerance ikke længere er anerkendt, nemlig at en kultur, der fordømmer afvigende adfærd som for eksempel homoseksualitet, er tilbagestående.
Jeg er selv muslim. I modsætning til Fortuyn kan man ikke mistænke mig for at ville udstøde muslimer. Så meget desto klarere vil jeg konstatere, at islamiseringen af verden er en fast bestanddel af den islamiske verdensanskuelse. I islams abstraktionsniveau hedder det, at dar al-islam (islams hus) skal udvides til hele verden for at forvandle den til et dar al-salam (fredens hus). Endog den mere liberale islamiske reformteologi fremhæver al-taqhallub (dominans) som et karak- teristisk træk for islam.
En sådan verdensanskuelse er hverken forenelig med det vestlige samfunds kultur- eller religionspluralisme. Desuden virker den som et fremmed-legeme i nutidens Europa.
I sin bog har Fortuyn med rette sat sig til modværge mod denne verdensanskuelse. Desværre drog han den forkerte slutning af det. Han mente, at løsningen kunne bestå i at udelukke islam fra Europa. Ifølge den logik skulle også jeg som muslim og indvandrer udelukkes fra det europæiske samfund, selv om jeg tager aktivt del i Fortuyns anliggende, der går ud på at forhindre islamiseringen af Europa. En lovende løsning kan kun bestå i at befri islam fra sine absolutistiske fordringer og til-passe den det pluralistiske, moderne Europa.
Kravet om en »dialog med islam« var allerede blevet rejst længe før den 11. september. Men siden den tid er det blevet fremført direkte febrilsk. Hvilken form for dialog er der tale om?
Et eksempel: Biskoppen fra Hildesheim ville følge opfordringen til dialog og opsøgte imamen fra en moske for at foranledige et islamisk-kristent møde. Imamen modtog biskoppen høfligt og overrakte ham et eksemplar af muslimernes hellige bog. Biskoppen tog med tak imod Koranen og ville til gengæld skænke imamen Bibelen. Men imamen så forfærdet på biskoppen og afslog endog at tage bogen i hånden.
Dette møde anskueliggør på eksemplarisk vis de grundlæggende forskelle i verdensanskuelse, som vanskeliggør en gensidig forståelse. Biskoppen bliver irriterert over imamens holdning, som han opfatter som groft uhøflig. Men imamen har blot handlet i overensstemmelse med sin tro og har passet forbilledligt på sig selv og sin egen tro.
Når en imam skænker en biskop Koranen, så er det for ham ensbetydende med en da´va-handling (opråb om islam) i henhold til Koranverset: »Og talte... til de ulærde: Skulle I nu blive muslimer?« (Sura-al-imran, vers 20.) For ham er det noget andet at få Bibelen som gave. Det svarer til en kristen missionsgerning, som han naturligvis misbilliger.
Imamen og biskoppen lever i forskellige verdener. Biskoppens tankegang er moderne, han har sit udgangspunkt i en religiøs pluralisme, hvor alle religioner er ligeværdige og derfor kan leve i fred med hinanden. Imamen er derimod både i sin tankegang og i sine handlinger stadig førmoderne og førpluralistisk. For ham er buddet i koranverset absolut: »Religionen er ved Gud islam.« (Sura-al-imram, vers 19).
Det bliver af nogle tyske islameksperter hævdet, at det drejer sig om et historisk ægteskab - dette at forbinde islam med kristendommen. Før den 11. september blev pleje af denne intime forbindelse skammeligt forsømt. »Dialogen« bliver nu anbefalet som lægemiddel. Men denne forestilling om et »ægteskab« er blot ønsketænkning hos velmenende tyske idealister. Og før man fører en dialog, må man spørge sig selv, om forståelsen af dialogen overhovedet er den samme hos de to sider.
Siden Europas forvandling fra »kristeligt aftenland« til sekulær, vestlig civilisation har dialog betydet diskursiv udveksling og ikke missionsvirksomhed over for anderledes troende. En sammenlignelig udvikling har aldrig fundet sted i islam. Imamen Zaki Badawi i London gav for nylig et eksempel på, hvor usvækket missionsånden er blandt førende muslimer. Badawi betegnede velvilligt Europa som en del af Ý»islams hus«, fordi der lever muslimer her.
Egentlig ville Badawi dermed bevise sin »tolerance«, fordi han med denne karakteristik ikke længere stempler Europa som dar al-harb (krigens hus) eller som dar al-kuffar (de vantros hus), som det tidligere var tilfældet. Men han sagde dermed også indirekte, at kun muslimernes tilstedeværelse i Europa gør det til et civiliseret verdenshjørne.
Den nedladenhed, der taler ud af sådanne formodede indrømmelser, undgår de fleste europæere, der tværtimod lader sig berøre af de smukt klingende ord.
Den historiske forbindelse mellem den kristelige-europæiske og den islamiske civilisation er kendetegnet ved gensidig trussel, men også ved gensidig fascination. Den ene civilisation vil undertvinge den anden med krigeriske midler - jihad på den ene side, korstog på den anden. Denne krigeriske bevidsthed er forblevet levende i islam indtil i dag. På den vestlige side har fascinationen derimod sejret.
I Vesten vil man derfor for eksempel ikke rigtig indrømme, at attentatmændene fra den 11. september opfatter sig selv som jihad-kæmpere og ikke som terrorister. Og fra muslimernes side er det i højeste grad uoprigtigt, når de i dialogen - i stedet for, som det er meget udbredt i den islamiske verden, at henvise til den 11. september i en jihad-fortolkning - påstår, at intet af dette har med islam at gøre, og at man bidrager til et »fjendebillede af islam«, når man forbinder Mohammed Atta og Osama bin Laden med islam. Det er utilgiveligt naivt, når velmenende kristne stiller sig tilfredse med sådanne forklaringer.
Hvis man skal kunne tale ærligt med hinanden, må man først og fremmest stå til ansvar for, at end ikke de fælles benyttede begreber betyder det samme for de to sider. Således betyder ordet »fred« ikke andet end en udvidelse af dar al-islam til hele verden, hvilket er noget helt andet end Kants oplyste »evige fred«.
Også hvad angår tolerance, forstår islam noget andet end den vestlige forklaring, nemlig stiltiende anerkendelse af ikke-islamiske monoteister - altså kun af jøder og kristne - som ahl al-dhimma (troende, men af anden klasse), hvilket vil sige, at de er beskyttede, men umyndige minoriteter.
Man kommer ingen vegne, hvis man ikke kræver af muslimerne, at de skal revidere deres opfattelse af tolerance og fred i retning af en accept af pluralismen, og at de skal give afkald på doktrinen om jihad som erobring.
Dette krav er allerede stillet - dog aldrig fra kristen side. I starten af de første islamisk-jødiske dialoger i 1994 i Westminster-synagogen i London stillede en rabbiner sig op og sagde: »Vi jøder er muslimerne taknemmelige for at blive tolereret som et beskyttet mindretal under det islamiske banner. Men tiderne er skiftet. I dag vil vi ikke kun være ligeværdige med muslimerne, men også anerkendes som et suverænt folk. Vi vil altså ikke længere være ahl al-dhimma. Kun under forudsætning af, at muslimerne kan acceptere dette, kan vi føre en dialog, ellers giver det ingen mening!«
Eller sagt på en anden måde: I det 21. århundrede kan den »islamiske tolerance« ikke længere tjene som forbillede, fordi den i dag snarere minder om diskrimination. De kristne kan lære af den selvbevidsthed og den oprigtighed, der lå i rabbinerens konstatering.
De yngste forsøg på at føre en dialog med islam går tilbage til begyndelsen af 1980´erne i Tyskland. Den daværende formand for den evangeliske landskirke, von Bismarck, iværksatte lovende møder, og noget lignende skete fra katolsk side. Disse forsøg skete under indflydelse af den »islamiske revolution« i Iran. Det drejede sig hver gang om rene religiøse emner og aldrig om konkrete problemer med at leve sammen. Fra europæisk side var samtalepartneren kirken og kristne stiftelser, fra muslimsk side islamlærde og regeringsrepræsentanter.
Men fra 1990´erne optrådte organiserede grupper, der foregav at tale for de tyske muslimer. Det drejede sig om to »råd«, der konkurrerede med hinanden: det tyrkisk dominerede »Islamråd« med entydige forbindelser til Milli Görus, der dengang karakteriseredes som højreradikal, og det ortodoks-islamisk oprettede »Centralråd for muslimer«, hvis leder var den wahhabistiske saudiaraber Nadeem Elyas. Om Milli Görus´ islamisme eller de holdninger, der fandtes i den ortodoks- wahhabistiske islam, var forenelige med et sekulært demokrati og en religiøs-kulturel pluralisme i den tyske grundlovs forstand, kom aldrig på tale i de kristne-islamiske samtaler.
I en dom fra Forvaltningsdomstolen i Düsseldorf fra 2001 fastsættes det, at der »mangler forudsætninger« hos Centralrådet for at gøre krav på mandat til at repræsentere muslimerne. En empirisk undersøgelse fra Center for Tyrkiske Studier i Essen viste også, at denne institution, Centralrådet, kun repræsenterer tre til fem procent af muslimerne i Tyskland. Og det forholder sig på samme måde med Islamrådet. Det store flertal af de muslimer, der bor i Tyskland, er heller ikke organiseret i moskeforeninger. Dialogen bliver altså ført med institutioner, der ikke er repræsentative for de muslimer, der bor i Tyskland. Den er følgelig ikke blot forløjet i den indtil videre førte form, men også i allerhøjeste grad udemokratisk.
For nylig er selv funktionærer i Centralrådet begyndt at tale om en »europæisk islam« og bekender sig til grundloven. Men forstår de derved det samme som den af mig forsvarede ide om en »euroislam«, det vil sige en islam, der er forenelig med Europas civilisatoriske identitet? Er deres bekendelse til demokrati og religiøs pluralisme oprigtig eller blot iham, altså en bevidst vildledning af de vantro, som det udtrykkeligt er tilladt ifølge Koranen?
En vis skepsis er på sin plads, når man betænker, at der i den hidtidige dialog fra islamisk side ikke er blevet fremført andet end krav og anklager. Muslimerne ynder at optræde i rollen som ofre. Ikke kun den tyske fortid er blevet foreholdt de kristne repræsentanter, de er også gjort medansvarlige for korstogene og kolonialismen. Samtidig har muslimerne frabedt sig at blive konfronteret med jihads historie. Der er imidlertid flydt meget blod med de islamiske jihaderobringer, og muslimer har ofte brutalt påtvunget ikke-muslimer deres tro.
Men det er altså tabu at tale om det. Og de kristne taler også hellere om deres egen dunkle fortid. Et sådant ritual med ensidig placering af skyld er ikke et bidrag til forståelsen mellem civilisationerne. Desuden kommer der kun en forløjet dialog ud af det.
Den desillusionerede sandhed lyder: Ikke kun islamister, men også ortodokse muslimer betragter de kristne som »korstogsfarere«, salibiyyun, og det også når de kristne indynder sig hos og bukker for islam. Kristne må åbent analysere denne fjendtlige indstilling i stedet for at blive ved med at fortrænge den. Hvorfor sker det ikke? Det ser jeg tre grunde til.
For det første: de kristnes og frem for alt de tyske protestanters skyldfølelse over deres kirkes pinlige fortid i Det Tredje Rige. Man vil aldrig mere stå i risiko for at diskriminere andre religioner. Men her må man stille det spørgsmål, hvorfor det skal være tilladt for islamister, der jo er militante anti-semitter, at slå moralsk mønt af jødernes lidelser i fortiden.
For det andet: tyskernes etisk bestemte kærlighed til fremmede, der forbyder dem at skelne mellem demokratiske og udemokratiske udlændinge og kulturer.
For det tredje: den kristne kirkes angst for magttab. Når kravet fra det organiserede islam om at repræsentere alle muslimer inden for rammerne af en offentlig, retlig, juridisk person bliver afvist, vil det, hvad ligebehandlingen angår, ikke ske uden følger for kirken. Den, der bestrider de ortodokse muslimers krav om monopol, bringer det tilsvarende kristne monopol i fare.
En oprigtig dialog har derimod nogle mindstekriterier som forudsætning: Begge dialogpartnere må tilegne sig fordomsfri teologisk og historisk viden om hinanden. I dialog drejer det sig om conflict resolution, altså om fredelig konfliktløsning.
Vi har således hverken brug for interreligiøse hyggestunder eller en udveksling af skamros og forløjede løfter om den gode vilje. Ærlighed er der kun, hvis man kan tale med hinanden uden selvcensur, uden tabuer og uden luskeri. Forhandlingsgrundlaget må være accepten af den religiøse pluralisme, anerkendelsen af religionernes ligeberettigelse. Hverken beskyldninger mod de andre eller mod én selv hjælper fremad.
Hvis man ikke skyr kontroverser, vil man snart støde på forpligtelser. Middelhavsregionens historie viser, at den islamiske og den vestlige civilisation igennem århundreder gensidigt har beriget hinanden - hinsides krigeriske sammenstød under korstogs og jihads kendemærker. Mellem det 9. og det 12. århundrede fandt der en hellenisering af islam sted. Derfra og til den europæiske renæssance går en direkte linje. Muslimerne reddede den antikke, græske arv fra glemsel og berigede den. På den kunne renæssancen bygge. På den måde ydede islam et vigtigt bidrag til det moderne Europas opståen. Disse positive impulser skal frem i erindringen. Historien kan dermed blive kilde til en fremtidig fælles værdiorientering.
udland@kristeligt-dagblad.dk
Oversat af Annelise Ebbe
© Die Zeit
Blå bog
Bassam Tibi er født i 1944 i Damaskus. Han er professor i international politik i Göttingen i Tyskland. Hans bøger om islam har fået opmærksomhed over hele verden. Igennem en årrække har Tibi kæmpet for en euroislam, der er forenelig med pluralisme og demokrati. Han har netop udgivet bogen Islamische Zuwanderung - Die gescheiterte Integration (Islamisk indvandring - den fejlslagne integration).