I tiden efter at orkanen Katrina hærgede New Orleans, var byen oversået med gribende tegn på det hændte.
På husmure viste fugtstreger, hvor højt vandstanden var nået, og røde eller gule krydser - kendt som ”Katrina-tatoveringer” - markerede, hvor mennesker var fundet døde. Om natten lå hærgede nabolag øde og mørke hen.
I morgen er det præcis 10 år siden, at Katrina landede i den historiske og højtelskede kulturby, der i folkemunde er kendt som ”The Big Easy”.
Digerne, der skulle beskytte New Orleans, brast 53 forskellige steder, og vandmasserne oversvømmede fire femtedele af byen, mens hele USA kunne følge med på tv.
Da det var overstået, havde 1833 mennesker mistet livet, og der var sket fysiske ødelæggelser for cirka 108 milliarder dollar (700 milliarder kroner). ”Et uigenopretteligt brakland”, lød dommen i tv-reportager fra den druknede by i ugerne efter orkanen.
I dag er fugtstregerne og de forhadte krydser forsvundet, og på overfladen er New Orleans genfødt. Turister og unge iværksættere strømmer til, og byen og dens berømte gadeliv emmer igen af lidenskab, af jazz, af sjæl og af en ukuelig livslyst, der afspejler dens ry som en feststemt lasternes hule.
Nye restauranter og fashionable forretninger åbner konstant, og huspriserne er på himmelflugt.
”New Orleans er den største comeback-historie, siden Lazarus vendte tilbage fra de døde,” som John Travis Marshall, der er juraprofessor ved Georgia State University, udtrykker det i avisen Christian Science Monitor.
Også når det gælder byens værn mod naturens elementer er der sket store fremskridt.
I slipstrømmen på orkanen afsatte Kongressen i Washington 14,6 milliarder dollars (godt 96 milliarder kroner) til at bygge en beskyttende ring rundt om byen bestående af stærkere diger, enorme stormporte og en tre kilometer lang mur, og endnu flere tiltag er på vej.
Men historien om New Orleans' møde med orkanen Katrina har ikke en ubetinget rosenrød afslutning.
Det siger flere lokale, heriblandt byplanlægningseksperten Roberta Brandes Gratz, der er forfatter til en ny bog om genopbygningen af sydstatsbyen, ”We're Still Here, Ya Bastards” (Vi er her stadig, I dumme svin), hvis titel refererer til et ikonisk stykke graffiti på en husfacade efter orkanen.
Artiklen fortsætter under billedet
”Den by, der druknede for 10 år siden, er ikke vendt tilbage. Der findes i dag to forskellige fortællinger og to forskellige byer. For turister og folk med penge er byen vidunderlig. Men for mange andre er livet vanskeligere end før orkanen. Mange har ikke kunnet vende tilbage til deres hjem, leveomkostningerne er steget, den offentlige transport er forværret, og vi har fortsat store problemer med ledighed og kriminalitet,” fortæller Roberta Brandes Gratz fra sit hjem i New Orleans.
Vandmasserne fra orkanen slugte mange huse helt og efterlod hundredtusinder andre ubeboelige på grund af råd og skimmelsvamp.
Kun 36,7 procent af befolkningen i den overvejende sorte og kronisk forarmede bydel Lower Ninth Ward, der var hårdest ramt af Katrina, er i dag vendt tilbage.
Forbundsregeringens nødhjælp var skandaløst ringe og utilstrækkelig, og for New Orleans' borgere var Katrina en tragedie i tre akter: Først var der selve orkanen, derpå det massive digebrud og endelig myndighedernes serie af svigt.
”Det værste fra Katrina var menneskets værk, ikke Guds værk,” som byens borgere ynder at udtrykke det.
Katrina huskes i USA i dag som en social og politisk katastrofe, der udstillede nationens grimmeste sider. Apokalyptiske tv-billeder af desperate sorte mennesker strandet på hustage og af sorte lig, der flød igennem det brune brakvand i oversvømmede gader, gik verden rundt.
Ubekræftede beretninger om lovløshed i slipstrømmen på orkanen fik myndighederne til at indstille redningsarbejdet for i stedet at koncentrere sig om at beskytte privat ejendom.
For afroamerikanere var svigtene en bekræftelse af nationens ligegyldighed over for sorte liv.
”Vi har en utrolig tolerance for sort smerte,” sagde borgerretslederen og præsten Jesse Jackson kort efter Katrina.
Det er vigtigt at huske på, at årsagen til katastrofen var digebruddene og ikke orkanen, påpeger Roberta Brandes Gratz.
”New Orleans har levet med orkaner i århundreder. Oversvømmelserne skyldtes forsømmelsen af digesystemet, mens de mange dødsfald delvist skyldtes den utilstrækkelige evakuering. Og efter orkanen oplevede vi flere menneskeskabte ødelæggelser forårsaget af grådighed, opportunisme, racisme og korruption. En enorm andel af pengene til genopbygning havnede i lommerne på store entreprenører, mens den politiske og økonomiske magtelite med held forsøgte at genskabe byen med færre sorte og færre fattige,” siger Gratz, der påpeger, at andelen af afroamerikanske borgere i New Orleans er faldet fra 67 procent før Katrina til 59 procent i dag.
Den sociale og økonomiske kløft er i dag grel i New Orleans. Den gennemsnitlige indkomst for sorte er kun steget en anelse i de seneste 10 år, mens den er steget 35 procent for hvide.
Gader i og omkring velhavende hvide nabolag er som nye, mens beboerne i fattige sorte kvarterer lider under hullede veje og knækkede fortovsfliser.
Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at New Orleans har taget kvantespring siden Katrinas hærgen, og at det er sket på trods af - og ikke på grund af - myndighedernes hjælp, understreger Roberta Brandes Gratz.
”Det mest interessante aspekt af historien om Katrina er, hvordan borgerne stod sammen for at genopbygge New Orleans uden om myndighederne. Det er civilsamfundet, som har drevet genopbygningen. Naboer hjalp naboer uden at skele til race, og tusinder af amerikanere og kirkegrupper kom fra hele landet for at hjælpe. Der er i USA en hjælpekultur, der stammer fra nationens stiftelse, og den kom smukt til udtryk i tiden efter orkanen,” siger hun.
I denne uge markeres 10-året for Katrina med højstemte politiske taler og begivenheder, der fejrer byens genfødsel, blandt andet gæstede præsident Barack Obama New Orleans.
Men mange lokale undlader at tage del i festlighederne, fortæller Roberta Brandes Gratz.
”Mange mennesker er taget ud af byen, fordi de ikke har noget ønske om at genleve rædslerne. Titusinder af mennesker mistede alt - deres familiemedlemmer, deres lokalsamfund, deres familiehjem igennem generationer. Folk oplevede et tab af hele deres følelsesmæssige økosystem. Der er en dybt rodfæstet psykisk smerte, som aldrig vil forsvinde,” siger hun.