Målt på menneskemylderet var denne torsdag morgen, den 11. marts 2004, ikke forskellig fra alle andre. S-togene var fulde af pendlere på vej ind mod storbyens hovedbanegård, Atocha. Nogle tjekkede deres mobil eller læste en gratisavis, andre sad bare og slumrede lidt, inden arbejds- eller studiedagen begyndte. Nøjagtig som alle andre hverdagsmorgener.
Toget med nummer 21431 var næsten nået ind på perronen klokken 07.37, da den første bombe sprængte i vogn seks. Sekunder senere blev også vognene fem og fire forvandlet til et inferno af kroppe, blod, skrigende mennesker, smadret glas og forvredent metal. En fjerde bombe, ligeledes anbragt i en rygsæk i vogn nummer et, gik ikke af. Men i de følgende minutter eksploderede fem andre bomber i S-tog på tre stationer i Madrids udkant.
Familier og pårørende til de 191 dødsofre glemmer aldrig den torsdag morgen for 10 år siden.
LÆS OGSÅ: Attentatet i Madrid var et varsel om den ændrede trussel
Hvis vi glemte dem, ville det være, som hvis de døde igen. Vi er deres stemmer, og derfor vil vi værne om deres minde, siger Pilar Manjón, formand for organisationen af terrorofre, Asociación 11-M Afectados Terrorismo, og mor til Daniel på 20 år, der omkom i attentatet.
Han plejede altid at stige op i vogn nummer et. Men den dag steg han op i nummer fire. Jeg ved ikke hvorfor, og det får jeg aldrig opklaret, siger hun.
10 år efter Europas alvorligste terrorattentat (fraset Lockerbie-attentatet) er sagen for længst juridisk opklaret. En domstol idømte en håndfuld terrorister med forbindelse til al Qaeda-gruppen og et dusin håndlangere hårde fængselsstraffe, som nogle af dem er tæt på at have udstået. Men de pårørende føler, at samfundet har lukket bogen for deres forfærdelige lidelser.
Vi føler, at myndigheder, regering, politikere og institutioner har forladt os og vendt os ryggen. Vi har fået erstatning, og så siger de, at vi skal være tilfredse, og at vi har været mere heldige, end hvis vi havde vundet i lotteriet, fordi vi ikke har skullet betale skat af erstatningen. Regeringen har desuden skåret tilskuddet til vores forening ned med 40 procent. Så vi føler, at de bare er ude på lukke vores forening og glemme os, siger den 55-årige Pilar Manjón.
Hun plages stadig af angstanfald.
Der skal bare et kanonslag til, så ser jeg det hele for mig igen. Det er særlig slemt, når tv genudsender billeder fra attentatet eller en togulykke, som det vil ske her i forbindelse med 10-året. Jeg har gået til psykolog siden da, og jeg vil sikkert have brug for hjælp resten af livet, siger hun.
Også den 64-årige Marisol Alfageme har svært ved at komme sig over tabet af sin søn.
Alle siger, at jeg klarer mig fint. Men det passer ikke. Der er gået 10 år, og jeg har det værre i dag end lige efter attentatet. Jeg har haft alle de år til at prøve at forstå hvorfor. Og jeg er aldrig kommet til nogen forståelse, siger hun synligt bevæget.
Indtil den 11. marts 2004 var Ángel de Marcos chef for en mæglervirksomhed. Men attentatet ændrede hans liv. Han var passager i én af de togvogne, der røg i luften på Atocha-banegården. Han slap med livet i behold, men blev døv på det ene øre og halt på det ene ben.
Foruden mine fysiske skavanker har jeg haft psykiske problemer siden attentatet. Jeg har fået konstateret en neurologisk sygdom som følge af stress og vil skulle behandles resten af mit liv. Jeg er i live, men jeg føler ikke, at jeg lever, fortæller han til udenlandske korrespondenter i Madrid.
10-året for togbombeattentatet vil blive markeret med en mindehøjtidelighed i Retiro-parken i Madrid. Her er plantet 191 træer et for hvert dødsoffer i en lund, hvor familier og pårørende kan mindes de omkomne.
