17 år - og helt alene i en ny verden

Kristeligt Dagblad har mødt en ung somalier på flugt fra krig og fattigdom. Et job i Europa er drømmen for Mohamed, som lige er ankommet til Sicilien efter en farefuld færd over Middelhavet

Den 17-årige Mohamed prøvede at krydse Middelhavet i en propfyldt gummibåd. Efter to nætter til havs blev de 103 om bord reddet af et irsk patruljeskib. Det irske flådefartøj hjælper den italienske kystvagt med redningsoperationer i farvandet mellem Sicilien og Libyen. Arkivfoto fra maj 2015
Den 17-årige Mohamed prøvede at krydse Middelhavet i en propfyldt gummibåd. Efter to nætter til havs blev de 103 om bord reddet af et irsk patruljeskib. Det irske flådefartøj hjælper den italienske kystvagt med redningsoperationer i farvandet mellem Sicilien og Libyen. Arkivfoto fra maj 2015.

Drengen kaster sig ned på alle fire og lægger panden mod den beskidte vej. Han takker Allah. Lidt efter rejser han sig op med tårer i øjnene, sætter sig på et stengærde, og med hovedet helt ned til knæene og armene knyttet om sig selv græder han, så hele den spinkle og magre krop ryster. Han er 17 år og alene i en ny verden, som han ikke forstår.

Da gråden klinger af, retter han sig op. Han tørrer tårerne væk fra de røde øjne med et snavset ærme og forsøger at forklare. ”Hun kunne ikke sige andet end: Er du i live? Du er i live,” siger han med grødet stemme og græder så igen.

Han har lige fået lov til at låne en telefon, så han kunne ringe hjem til sin mor og fortælle hende, at han overlevede turen over Middelhavet. At han er i live. Hun har været bange, som han var det undervejs, men nu er han nået frem, og det skulle hun vide. At nu er det værste overstået, tror han. For det kan ikke blive værre end det, han har været igennem.

Mohamed er en dreng fra Somalia, som har forladt sin familie og er rejst alene gennem Etiopien, Sudan og Sahara for at ende ved kysten i Libyen, hvor han fandt et job, så han kunne tjene penge til at betale menneskesmuglerne for turen til Italien. Han er lige kommet, dagen før, til Messina på Sicilien.

Han er skind og ben under de slidte træningsbukser og T-shirts, der hænger løst på ham i flere lag, selvom det er over 30 grader varmt. Af statur ligner han en 14-15-årig, men ansigtet og især øjnene er ældre, og han har fået lidt skæg på hagen. Det er tydeligt, at han ikke er tabt bag en vogn. Han har lært at læse og skrive, men ellers ikke fået nogen uddannelse, fortæller han. Alligevel taler han et forbløffende godt engelsk.

”Det har jeg lært mig selv. Jeg købte en Oxford Dictionary,” siger han, som om det skulle være nok forklaring.

Han har lidt svært ved at udtale det, dictionary, og smiler tilfreds og glad, da jeg forstår. Ordbogen og alt andet har han efterladt i Afrika. Der var ikke plads i båden:

”Vi sad så tæt, at man ikke kunne dreje hovedet, og der var én, der sad på mit skød det meste af vejen.”

Men inden han kom så langt, var der gået over et år. Jeg spørger, hvorfor han tog af sted, og han ser på mig, som om det er det dummeste spørgsmål, han nogensinde har hørt.

”Fordi der var krig, og min familie er meget fattig”, svarer han.

Jeg spørger, om han selv var med til at kæmpe eller bange for at blive tvunget til det, siden han flygtede. Men han forklarer, at han boede i Jowhar, hvor to klaner sloges om magten:

”Og hvis du ikke kan forstå, hvad det vil sige, så kan jeg ikke forklare det. Folk dør. De kæmper alle vegne, bortset fra i moskéen, og der var så mange, der blev dræbt og såret, så jeg tog til Mogadishu.”

Mens han var i hovedstaden, blev familiens hjem ødelagt i kampene, og de måtte flygte til en lokal lejr, hvor de stadig er. Hans far, mor, fire søstre og to brødre:

”Jeg er den ældste, så vi besluttede, at jeg skulle rejse til et sted, hvor der er fred, så jeg kan få et godt job og liv og hjælpe min familie.”

Det var ham selv, der tog beslutningen, hævder han, men hele familien støttede ham.

Men var din mor ikke bange?

”Jo, men jeg er den ældste og må gøre noget for min familie.”

Først boede han i en moské i Mogadishu, hvor folk gav ham lidt penge, når de kom for at bede. Så gik han over grænsen til Etiopien.

”Det er et stort og rigt land, men der var ikke noget arbejde,” fortæller Mohamed.

Han kom videre med en bil til Khartoum i Sudan. Dér kom han ind på en skole, hvor han lærte arabisk, ”men jeg tjente stadig ingen penge.” I den sudanske hovedstad lærte han en libyer at kende, ”en god mand,” som han siger. Ham ringede han til, da han havde krydset grænsen til Libyen, og blev hentet og fik job på mandens lille landbrug:

”Jeg passede hans dyr. Der var kameler og geder.”

Efter otte måneder, hvor han havde hørt fra andre, at man kunne komme over Middelhavet til Europa, besluttede han sig for at prøve.

”Manden sagde til mig: 'Det skal du ikke. Det er farligt. Folk dør'. Men i Libyen er der heller ingen gode jobs, og de andre vil ikke hjælpe dig, fordi du kommer fra Somalia,” forklarer Mohamed.

”De har ingen respekt for en somalier, fordi vi er så fattige.”

Han kom med en lastbil til Tripoli, arrangeret af en mand, der kaldte sig Ahmed, som får alle de penge, Mohamed har. Efter ankomsten blev han sammen med andre stuvet sammen i en bygning, omkring 90 personer, og dér sad han i 40 dage uden at måtte røre sig, stort set.

Mohamed hiver op i joggingbukserne og viser sit skinneben frem. Det er fyldt med store sår, som er begyndt at læges.

”De slog mig. Vagterne, med deres geværkolber. Jeg tror, at de hadede os,” siger han.

De sammenstuvede folk blev mishandlet, hvis de gjorde noget, som vagterne ikke brød sig om - og også uden grund.

”Da mine sår var værst, spurgte jeg én af dem, om jeg ikke kunne få noget, der kunne hjælpe. 'Hold kæft', sagde han, 'eller jeg slår dig ihjel'.”

De fik kun mad én gang om dagen og aldrig nok til at blive mætte, ”og det vand, vi fik at drikke, var altid beskidt.”

”Og så en dag kom de og sagde, at 'chefen siger, at I skal af sted'. Vi blev kørt i biler, 10 ad gangen, til stranden om aftenen. Den dag havde vi slet ikke fået noget at spise, og der var nogle, der brokkede sig og sagde, at de ikke ville tage sultne af sted. Dem gav de håndjern på, og de kom ikke med. Vi ved ikke, hvad der skete med dem.”

Mohamed holder en pause og ser ned på sine fødder, bare tæer i klipklapper.

”Det var en lille gummibåd, og vi var nok omkring 85 personer. Den var så pakket, at vi sad helt, helt tæt.”

Han klemmer armene ind til siden for at vise, hvor tæt.

”Og der var én, der sad oven på mig. Jeg var bange og tænkte: Enten dør jeg, eller også vil jeg kunne hjælpe min familie.”

På andendagen, efter to nætter til havs, blev de undsat af det irske krigsskib ”L.. Eithne”, og Mohamed lyser op i et stort smil, da han skal fortælle, hvordan det var at få øje på redningen.

”Da vi så skibet nærme sig, blev alle så glade, at de rejste sig, og så begyndte båden at hoppe op og ned, men de råbte til os, at vi skulle blive siddende, og så reddede de os, først børn og kvinder. Det var gode mennesker.”

Og nu er han så her, i Europa, i Messina, hvor de blev sat i land dagen før. Han er indkvarteret i en af de mange fyldte opsamlingslejre, der ligger i hele Syditalien. Den her er et stadion, hvor de sover i telte, der er sat op på banen. Mohamed har fået at vide, at i morgen skal de flyttes til et andet sted, når de har fået taget deres fingeraftryk. Men det vil han ikke:

”For her i Italien er der fred, men ingen muligheder. Allerede i Libyen fortalte de mig, at jeg ikke skulle få taget mine fingeraftryk, så jeg kan rejse videre.”

Hvor han vil hen, ved han dog ikke. Landet er ikke så vigtigt for ham.

”Storbritannien eller Danmark, måske?”, siger han.

”Eller Belgien. Dér har jeg en onkel, og jeg kender én i Sverige.”

For ham er der ingen forskel. Han kender ikke rigtigt noget til nogen af landene og slet ikke nok til at se fordele og ulemper. Det eneste, der betyder noget, er, at han hurtigt kan finde et job, så han kan tjene penge. Og han har hørt, at det kan man ikke få lov til, hvis man er mindreårig. Så han har tænkt sig at sige, at han er 20 år.

Da jeg fortæller Mohamed, at det er svært at komme over grænserne, når man ikke har papirerne i orden, og at mange lande helst vil have, at han holder sig væk, bliver han betænkelig.

”Jeg troede, at europæerne ville sige 'velkommen',” erklærer han stille.

Men hvis du nu fortæller, at du kun er 17 år, så vil italienerne tage sig bedre af dig, og du vil måske kunne få en uddannelse?

”En uddannelse tager tid. Det har jeg ikke. Jeg skal først tjene penge, og så kan jeg tage en uddannelse bagefter,” siger han bestemt.

Det er tid til aftenbøn, og han rejser sig fra stengærdet, lidt beklemt ved tanken om dagen, der venter i morgen.

Hvad er din drøm, Mohamed?

”Jeg har mange drømme. Den bedste er den, hvor jeg ringer hjem og fortæller dem, at nu sender jeg penge, så mine søskende kan få en uddannelse, og min far og mor blive lykkelige. Og så vil jeg gerne selv have en uddannelse. Måske kan jeg blive læge.”

Vil du så rejse tilbage til Somalia?

”Ja, for der mangler læger, og det er livsfarligt, især for kvinderne, når de skal føde. Så kan jeg hjælpe.”

Og så går han tilbage til teltene efter høfligt at have sagt:

”Thank you, mama.”

Nu ved hans mor, at han er i live.