Wienerbørnene husker Danmark

Både efter Første og Anden Verdenskrig kom tusindvis af fattige og sultne børn med toget fra Wien til Danmark for at blive fedet op og få krigens oplevelser på afstand. Til højre ses en gruppe af de første 400 wienerbørn, fotograferet på Københavns Hovedbanegård efter deres ankomst den 24. november 1919. Til venstre et billede af det udbombede Wien, som byen så ud efter Anden Verdenskrig. -- Foto: Scanpix.

Både efter Første og Anden Verdenskrig kom tusindvis af fattige og sultne børn med toget fra Wien til Danmark for at blive fedet op og få krigens oplevelser på afstand. Til højre ses en gruppe af de første 400 wienerbørn, fotograferet på Københavns Hovedbanegård efter deres ankomst den 24. november 1919. Til venstre et billede af det udbombede Wien, som byen så ud efter Anden Verdenskrig. -- Foto: Scanpix.

Kejserbyen Wien var plyndret for alt og lignede et udbrændt krater efter krigen. Mange døde af sult. Danmark forbarmede sig og tog imod 12.000 forarmede wienerbørn. Det første hold med 400 kom til København i november, og med tysk ordenssans bar de et skilte med eget navn og et med deres plejefamilies navn.

Kejserbyen Wien var plyndret for alt og lignede et udbrændt krater efter krigen. Mange døde af sult. Danmark forbarmede sig og tog imod 12.000 forarmede wienerbørn. Det første hold med 400 kom til København i november, og med tysk ordenssans bar de et skilte med eget navn og et med deres plejefamilies navn.

relevante temaer

Brev til den danske komité for Wienerbørn den 9. december 1919:

"Da vi, Gud ske Lov! har nok baade at bide og brænde, tilbyder vi herved, at De maa sende os to af de udhungrede Wienerbørn, som vi saa en Tid vil være i Forældres Sted ..."

N.C.A., Førstelærer og Hustru.

Det er snart 90 år siden, at Danmark tog mod det første børnetog med sultne og underernærede børn fra det fattige og krigshærgede Wien. Børn, som var mærket af den alvorlige krise, der ramte Østrig og specielt Wien efter nederlaget i Første Verdenskrig og opløsningen af det østrig-ungarske monarki.

Som uddraget af brevet ovenfor er et eksempel på, var tusinder af danske familier -- rige såvel som mindre velstillede -- parate til at åbne deres hjem for at hjælpe de udsultede børn. Efter Første Verdenskrig modtog Danmark tilsammen et sted mellem 20.000 og 25.000 wienerbørn, som efter ophold på mellem typisk tre og seks måneders varighed fik sul på de afmagrede kroppe.

Ordningen med at modtage fattige børn fra Wien blev taget op efter Anden Verdenskrig, hvor Danmark tog mod yderligere omkring 14.000 børn. De sidste transporter havde dog mere karakter af sommerophold, som vi kender det fra københavnerbørnene, der skulle på landet.

Denne storslåede gestus har Østrig aldrig glemt. Mange nulevende wienerbørn mødes stadig jævnligt i foreningen "Det Danske Samfund i Østrig" for at øve det danske, genopfriske minder og høre nyt om deres andet fædreland.

For nylig var 50 af foreningens medlemmer, heriblandt en snes wienerbørn, samlet til en sildekalas i Wien.

Som en gestus til det danske fejres denne ellers østrigske tradition efter danske forskrifter. Silden er tilberedt på dansk vis, der er Jubilæums Akvavit i snapseglassene, og på bordene ligger danske sanghæfter.

På vej gennem Wien til arrangementet passerer jeg kejserpaladset Hofburg og den fornemme Staatsoper. Byens storhed er slående og vidner om, at den engang var hovedstad i det vældige habsburgske kejserrige. Det er svært at forestille sig, at der har hersket fattigdom og elendighed i Wien helt op til 1950'erne. Men efter at jeg denne aften hører flere wienerbørn give fortiden liv, bliver dette dystre kapitel i Østrigs og Wiens historie straks mere nærværende.

Kort efter jeg er ankommet, byder wienerbarnet Franz Haberhauer, der er formand for Det Danske Samfund i Østrig, velkommen på klingende dansk. Snart efter toner lyden fra danske folkesange ud i rummet.

Franz Haberhauer var wienerbarn efter Anden Verdenskrig. Det første møde med plejefamilien i Brøndbyøster i 1955 åbnede en dør for ham, som for altid har knyttet ham tæt til det danske. Han kom fra en fattig familie og blev moderløs som spæd, og faderen, som senere giftede sig igen, havde ikke meget overskud til at tage hånd om ham.

I Brøndbyøster oplevede Haberhauer den barndom, han ikke følte, han havde haft i Wien. Han red på heste, fik lov til at hjælpe med arbejdet i plejefamiliens grossistvirksomhed, og familien lærte ham helt basale ting som at cykle og spise med kniv og gaffel.

Franz Haberhauer opretholdt forbindelsen til sin danske plejemor, indtil hun døde for få år siden, og han har foreløbig besøgt Danmark 45 gange. Han føler, at en stor del af den person, han er i dag, blev skabt i Danmark. Her oplevede han kærlighed og tryghed. Her fik han en tro på fremtiden.

Ligesom de andre wienerbørn, der er til stede denne aften, har Franz Haberhauer et stort ønske om at blive ved med at pleje det danske sprog og den danske kultur. Deres skæbner er blevet smedet sammen af den togtur, de foretog for mange år siden. Også selvom de godt ved, at det Danmark, de lærte at kende dengang, ser meget anderledes ud i dag.

Der er ingen wienerbørn fra Første Verdenskrig til stede lige i aften. Men enkelte af dem, som stadig lever, dukker af og til op til de danske arrangementer, der løbende holdes i Wien. Begivenheder som fejring af Dronningens fødselsdag, danske gudstjenester og en årlig grundlovsudflugt.

I løbet af aftenen falder jeg i snak med Gunvor Sramek. Gunvors mor, Ruthilt, var et af de udsultede børn, som drog med håbets tog til Danmark efter Første Verdenskrig, hvilket formentlig reddede hendes liv. Gunvor fortæller en bevægende beretning om sin mors barske og fantastiske skæbne:

-- Da hun forlod Wien, var hun så mager, at hun kunne tage sin slappe hud mellem to fingre og trække den 10 centimeter ud. Hun var nærmest et skelet, siger hun

Trods stor nød var Ruthilt ikke med, da det første tog den 4. november 1919 satte kurs mod Danmark fra Franz Josefs Banegård i Wien med 416 børn. Moderen tøvede til det sidste med at sende hende og hendes yngre søster af sted til en uvis skæbne. Hun vidste jo ikke, hvad opholdet i Danmark indebar, og om hun nogensinde ville få sine to eneste døtre at se igen. I stedet prøvede hun at stille familiens sult med birkebark og roer. Andet mad var der ikke.

Faderen, der var hjemvendt efter krigen, kunne heller ikke brødføde familien. Hungersnøden i Wien var meget slem i perioden efter Første Verdenskrig og ramte familier fra alle samfundslag, fordi hele byens madforsyning var brudt sammen. Men da familien blev ramt af den spanske syge, og moderen senere fik tuberkulose, så hun ingen anden redning for sine døtre end at sende dem til Danmark. Det skete i 1920. På det tidspunkt døde forarmede børn i stort antal i Wien.

Togturen til Danmark var en stor prøvelse for Ruthilt og hendes to år yngre søster, fortæller Gunvor.

Afskeden fra forældrene var tårevædet, og i hver togvogn udgjorde en spand med pølsesuppe den eneste føde for de omkring 400 børn på den lange rejse mod Danmark. Drikkevandet slap hurtigt op, og da toget undervejs passerede Prag, rakte børnene hænderne ud af vinduet og tiggede om "Wasser" (vand). Men ingen ville hjælpe dem, fordi de talte tysk. På det tidspunkt var forholdet mellem den nyoprettede stat Tjekkoslovakiet og Østrig særdeles anstrengt.

Da toget nåede til Østersøen efter cirka et døgn, blev børnene forskrækkede over deres første møde med havet. På færgen kastede mange op af sult og udmattelse. Bedre blev det ikke, da de omsider nåede til Roskilde. Her måtte alle børnene stå ud af toget, fordi den danske modtagelseskomite i bedste hensigt havde arrangeret et måltid bestående af blandt andet rabarbergrød på Roskilde Rådhus. Men denne sur-søde substans var mere end de små udsultede maver kunne klare, og børnene kastede op på stribe.

-- Min mor var forfærdelig flov og ked af det, for hun havde fået formaninger hjemmefra om, at hun skulle være høflig og velopdragen i det gæstfrie værtsland, fortæller Gunvor om denne episode.

Ruthilt og lillesøsteren havde fået anbragt et skilt om halsen, hvor der ud over deres navne stod skrevet bestemmelsesstedet "Ringkøbing". Fra Roskilde ventede der altså endnu en lang rejse til den jyske vestkyst.

Togturen gennem Fyn og Jylland føltes uendelig lang for de to søstre, og da de nåede til Ringkøbing efter at havde lagt kilometervis af flade mark- og hedelandskaber bag sig, følte de næsten, at de var nået til verdens ende.

I Ringkøbing ventede dem endnu en forskrækkelse. På perronen stod den fine bankdirektørfrue Fanny Tronsegaard og dirigerede børnene rundt med store armbevægelser. Hun var med til at organisere børnetogene, og det gjorde hun med så stor entusiasme, at det for Ruthilt var skrækindjagende.

Barn efter barn blev forenet med deres plejeforældre under fru Fannys kyndige anvisning, og til sidst var der kun to børn tilbage: Ruthilt og søsteren. Det skete undertiden, at nogle "aftagere" af wienerbørn i sidste øjeblik ombestemte sig og aldrig mødte op. Dem hørte søstrenes plejeforældre altså til. I et splitsekund så Ruthilt sin skæbne i øjnene -- at hun og søsterens eneste udvej var at komme i bankdirektørfruens "varetægt".

-- Min mor bad en lille bøn i det stille: "Nur nicht ihr" -- "Bare ikke hende". Men til alt held blev det netop Fanny, som tog min mor og hendes søster til sig. For hun havde et hjerte af guld, fortæller Gunvor videre.

Fanny, som havde mistet sin eneste søn som spæd, havde i forvejen fem plejebørn. Hendes veninde fra København var meget syg, og derfor havde hun taget hånd om fem af venindens i alt seks børn. To fra eller til betød ikke så meget for hende.

Et bjerg af røræg, pølser og mælk blev det første af mange himmelske måltider hos det hjertelige og gavmilde bankdirektørpar, som lidt efter lidt gav de udtærede kroppe ny kraft og næring. I hverdagen deltog søstrene samme med de fem "Lemchebørn" fra København i gøremålene på landet. De huggede brænde og plukkede bær, og om aftenen fik de undertiden lov til at gå i biografen. For første gang i mange år oplevede de at være sorgløse børn, som kunne spise sig rigtig mætte.

I årene efter opholdet blev Ruthilt, som mange andre wienerbørn, ved med at holde kontakt til sin plejefamilie i Ringkøbing.

I 1930'erne blev hun inviteret til bryllup hos et af de fem Lemche-plejebørn. Her mødte Ruthilt for første gang den sjette og ældste bror -- Karsten -- som ikke var med på sine søskendes plejeophold. Han havde påtaget sig at passe sin syge mor i København, og da hun døde fra sine seks børn i en ung alder, tog han sig af sine mindre søskende. Karsten var en køn og alvorlig ung mand, som Ruthilt straks nærede varme følelser for:

-- Hun sagde derfor henkastet til ham, at hvis han engang i fremtiden ønskede at sidde -- ikke blot med sine søskendes børn på skødet -- men også med sine egne, ville hun gerne gifte sig med ham, fortæller Gunvor om mødet mellem hendes mor og far.

Karsten var ikke afvisende overfor Ruthilts "frieri", men før de kunne gifte sig, ville Ruthilt først gøre sine studier færdige i Wien. I sin hjemby oplevede hun den tiltagende Hitler-sympati blandt mange medstuderende.

Ruthilt, som var ung og uforfærdet, kunne ikke blot se passivt på Hitler-fascinationen og det ulmende jødehad. Hun hjalp blandt andet en ung jøde på flugt, hvorefter hun begyndte at modtage trusler fra unge nazister. Hendes far, der var professor, blev bekymret på datterens vegne og opfordrede hende til at tage tilbage til sin danske ven hurtigst muligt.

Det råd fulgte Ruthilt, og efter tilbagekomsten til Danmark blev hun gift med Karsten Lemche. Hun boede i Danmark til sin død som 82-årig i 1993. Først i Gentofte og siden i Søborg, hvor datteren Gunvor og to sønner voksede op.

I Danmark deltog Ruthilt i modstandsbevægelsen. Hun fungerede blandt andet som tolk for tysktalende jøder, der var på flugt fra Hitler-regimet. Arbejdet var langt fra ufarligt, og faren for, at hun ville blive taget af tyskerne, lurede konstant. Derfor havde hun altid en kapsel med gift på sig, hvis noget skulle gå galt. Hun ville hellere begå selvmord end at komme i tyskernes hænder. Heldigvis slap Ruthilt uskadt gennem krigsårene, og her slutter Gunvor sin fortælling om sin mor.

Gunvor selv voksede op i Danmark, men endte med at bosætte sig i Wien. Efter at have afsluttet sin realeksamen i Hellerup var det meningen, at hun skulle læse til socialrådgiver. Men før hun begyndte at studere, ville hun lige opleve sin mors fødeland med bjergene, de smukke vinmarker og de grønne alpeenge, som hun holdt meget af.

I Wien mødte Gunvor en ung fotografstuderende, der forpurrede alle hendes planer om at flytte tilbage til Danmark. I stedet giftede hun sig med sin Willi, og parret flyttede ind hos Gunvors aldrende mormor i Wien, der havde overlevet sin tuberkulose. Snart efter blev Gunvor gravid. Det danskfødte barn af et wienerbarn ventede nu selv et "wienerbarn".

Gunvor, der i dag er 63 år, har to børn, som begge er født og opvokset i Wien. Men den ene datter er blevet dansk gift. Alliancen mellem det danske og det østrigske har gentaget sig i tredje generation. Således fik det en forunderlig skæbnesvanger betydning ikke blot for Ruthilt, men også for datteren og barnebarnet, at hendes danske plejeforældre ikke mødte op på perronen i Ringkøbing for snart 90 år siden.

Andre europæiske lande som Holland, Schweiz, Sverige og Norge gav også en humanitær håndsrækning til børn fra Wien og andre lande, der var hårdt ramt af verdenskrigene.

Men Danmark hører til blandt de hjælpelande, der modtog flest børn. Ofte var det mennesker, som ikke havde ret meget at gøre godt med, der ved at tage et wienerbarn til sig gjorde en stor forskel.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Tiny Audio M5 DAB+ og FM radio, sort

kr. 599,00 Køb

Mød Desmond Tutu og hans datter Mpho Tutu

kr. 70,00 Køb

TILGIVELSENS BOG

kr. 249,00 Køb

Bachs mesterværker

kr. 699,00 Køb

HJERTET HAR ALTID DET SIDSTE ORD

kr. 249,00 Køb

Mozart - Argerich og Abbado

kr. 129,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.