2012 blev det hidtil værste år for pressen

90 journalister og 48 bloggere og internetbrugere blev dræbt, mens flere hundrede blev fængslet i løbet af 2012

Skal man dømme efter antallet af myrdede, fængslede og forfulgte journalister, bloggere og internetbrugere, har pressefriheden aldrig haft det værre. I 2012 blev 90 journalister og fotografer og 48 netbrugere dræbt, næsten 300 pressefolk fængslet og adskillige gange flere forfulgt, censureret eller tvunget til at forlade deres land, fremgår det af årsrapporten fra organisationen Reportere uden Grænser (RSF), der blev præsenteret i Madrid. Og det er rekord siden 1995, da RSF begyndte at registrere ofre.

LÆS OGSÅ: Britiske journalister kæmper mod lovregulering af pressen

Det har været et skrækkeligt år. Fra at være tilfældige eller lejlighedsvise ofre er pressefolk blevet erklærede mål for guerillahære, radikale grupper, narkokriminelle eller store jordbesiddere, sagde forkvinden for den spanske afdeling af RSF, Malén Aznárez.

Syrien og Somalia er de farligste steder at være reporter i i øjeblikket. Alene i Somalia blev 18 journalister myrdet i årets løb. Men også lande som Pakistan, Mexico, Brasilien og især Tyrkiet er sorte pletter på pressefrihedens verdenskort. Det er paradoksalt, at 75 journalister sidder fængslet og andre 125 har en retssag kørende i Tyrkiet, der netop skal indføre frihed for pressen, hvis landet skal gøre sig forhåbninger om at blive optaget i EU.

Tyrkiet er det største fængsel i verden for journa-lister, sagde Nedim Sener, reporter og dybdeborende journalist ved avisen Milliyet i Istanbul.

Og hun ved, hvad hun taler om, for hun har selv siddet et år i fængsel anklaget for at være medlem af en terrororganisation.

Censur af internettet har heller ikke fået det bedre. Hver fjerde bruger har ikke adgang til et frit internet, og ved præsentationen i Madrid kom det frem, at 40 lande udøver direkte censur af nettet. Søgetjenesten Google har problemer i næsten lige så mange lande, og i Brasilien er den ansvarlige for Google anklaget for at gå mod demokratiet.