DET ER KENDT, hvor umådeligt elsket pave Johannes Paul II var i sit hjemland, Polen. Han kvitterede også for tilliden ved at iværksætte en langsom, åndelig likvidering af den kommunisme, der mishandlede hans hjemland.
Nu er han også blevet helgen, og i den anledning skriver den polske forfatter Artur Becker essay i Die Zeit om sin store landsmand, og her kan man se, hvordan pavens kamp egentlig virkede.
Becker har siden 1985 boet i Tyskland og skriver romaner og lyrik.
I 1978, da Krakows ærkebiskop Karol Józef Wojtyla blev valgt til pave, befandt Polen sig på højdepunktet af realsocialisme, og derfor forekom valget som et under, man havde svært ved at fatte, betoner Becker. Wojtola var jo første ikke-italienske pave siden 1523, og derudover følte polakkerne sig fuldkommen glemt:
Det burde egentlig ikke kunne ske, for den realsocialistiske hverdag tillod ikke længere mirakler, skriver Becker.
Alt var gråt og trist og udsigtsløst i Polen 1978, og så oplevede man dette under, som gav drikkelagene i landets køkkener et helt nyt samtaleemne, fortæller Becker.
LÆS OGSÅ: Historiker: Johannes Paul II bliver en atypisk helgen
Og det mærkelige var, at det kom til forbrødring mellem katolikker og ateister. Knæskallerne rystede på kommunisterne, også på general Jaruzelski, der var nødt til at modtage den høje gæst fra Vatikanet med pomp og pragt; det var jo vores pave, ganske vist en goraler (etnisk gruppe, red.) fra Tatrabjergene, men dog en polak.
WOJTYLA VAR FOR ALVOR en af vore egne, understreger Artur Becker, fordi han også havde knoklet tungt i det kommunistiske stenbrud. Og muntert beskriver Becker en åbenbart typisk polsk selvovervurdering, som nu endelig kunne få et rygstød.
Hele verden skulle endelig lære vores genialitet at kende, og det havde vi fået en stemme til, som ikke var nogen melankolsk og vodkadrukken stemme fra lejrilden ved Dadaj-søen, men en pavelig, teologisk, politisk, antikommunistisk og tilmed hellig stemme.
Verden derude bag jerntæppet ville endelig opdage polakkerne, mente man nu, og tilmed respektere dem.
Men det vigtigste og mest polske, der kom ud af Vatikan-konklaven i 1978, var, at efter dette mirakel kunne enhver i Polen flikke sin egen personlige og private pave sammen, mens kirken og den socialistiske, degenererede stat tav, påpeger Becker.
En usynlig pave, man bragte med sig allevegne, hvor man gik, til demonstrationer, til koncerter, i kirke og til strejker; bestandig havde man sin pave som beskytter. Alle blev fulde af kærlighed, og det socialistiske jerngreb føltes derfor ikke.
Og generalerne Jaruzelski og Kiszczak og Siwicki blev bange for denne kærlighed og var nødt til at indføre krigsret, og flere år senere kom jeg til at tænke på, at de kommunistiske magthavere faktisk havde udråbt undtagelsestilstanden af angst for dette: Jeg, den polske pave Johannes Paul II. Og vi undrede os for hver dag mere over denne kollektive forvandling, vi polakker undergik, og over vores private og personlige pave.
BECKERS FAR VAR stridbar antikommunist, men dybest set venstreorienteret, og han drev regelmæssigt den lokale præst til vanvid med sine teologiske og gnostiske spørgsmål. Med ét begyndte han at tale som en hellig oplyst, og unge Artur så forundret til: Hvad er der sket med min tordnende højrøstede far?
Pludselig talte han ikke mere om den atomare, sovjetiske apokalypse. Pludselig talte han kun om håb og om, at den hellige fader fra Wadowice var den største politiker og filosof siden Jesus Kristus, langt større og mere betydningsfuld end Luther, og han ville komme med sin usynlige hær til Polen og knuse Sovjetunionen med sin usynlige næve.
Da Artur Becker var ankommet til Vesttyskland i 1985 fik han nogle ubehagelige år, fortæller han.
Det var vist ikke rart at komme fra den frodige fromhed og den lidenskabelige kamp, hvis varme solidaritet kompenserede for undertrykkelsen, og skulle leve omgivet af kølig vestlig kynisme. Han lå søvnløs over, at ikke kun ateisternes anti-kirker men også den katolske og den protestantiske kirke i Tyskland ville udlægge hans pavelige barndom og ungdom på rationel vis.
I dag har det nye Polen også mistet fællesskabet. Polakkerne er nu spaltet mellem troende og skeptikere, siger Becker. Mange fortæller ham, at han som forfatter og intellektuel selv burde se paven i et mere rationelt lys. Men det vil han ikke:
Jeg ærer ham nemlig, han er og var min pave for kærlighed, for frihed og for håbet om, at vi ikke er døde.
Anders Raahauge er kulturjournalist