Mellemøstens kristne befolkning vokser

Trods vækst udgør de kristne dog en procentvis mindre del af regionens samlede befolkning end tidligere

Ifølge den amerikanske tænketank PEW er der i øjeblikket omkring 7,5 millioner kristne i Mellemøsten. I 1910 var der i alt 1,6 millioner.
Ifølge den amerikanske tænketank PEW er der i øjeblikket omkring 7,5 millioner kristne i Mellemøsten. I 1910 var der i alt 1,6 millioner. Foto: Scanpix.

Trods massiv kristen udvandring fra Mellemøstens krigshærgede lande er der stadig mere end fire gange så mange kristne i regionens lande som for 100 år siden.

Ifølge en undersøgelse fra den amerikanske tænketank, PEW, er der i øjeblikket omkring 7,5 millioner kristne i Mellemøsten. I 1910 var det samlede antal kristne i regionen 1,6 millioner. Men de kristnes procentvise del af den samlede befolkning er i samme tidsrum faldet fra 10 procent i begyndelsen af det 20. århundrede til omkring 5 procent i dag.

Siden 2003 har tusinder af kristne forladt regionen, især fra Irak, men siden omvæltningerne i 2011 også fra Egypten og Syrien. Mange er flygtet til nabolande, hvilket betyder, at de stadig bor i Mellemøsten og derfor også er en del af undersøgelsen.

Undersøgelsen viser, at kristne i gennemsnit har en højere levealder end regionens muslimer, men også at kristne familier får færre børn og har lettere ved at emigrere, fordi mange allerede har familieforbindelser i en række lande i blandt andet Vesten.

Der findes ingen officielle tal på antallet af kristne, der er flygtet fra Egypten, men uofficielle tal anslår, at der er tale om adskillige tusinder. Siden det militære kup mod Det Muslimske Broderskabs præsident, Mohamed Mursi, i sommeren 2013 har islamister rettet angreb mod kristne, fordi den kristne befolkningsgruppe opfattes som et svagt mindretal, der støttede det militære kup. I Syrien har flere af de islamistiske oppositionsgrupper rettet angreb mod den kristne befolkning af ideologiske grunde, og fordi mange af Syriens kristne stadig menes at støtte præsident Bashar al-Assad.

Egypten huser stadig den største kristne befolkning blandt Mellemøstens lande, mens kristne i Israel er den hurtigst voksende kristne befolkning i regionen. Til trods for at kristne ofte har vanskeligt ved at få fornyet visum, er Israel det eneste land i regionen, hvor kristne ikke trues af muslimske fundamentalister, og hvor det kristne mindretal har fuld religionsfrihed. I Det Palæstinensiske Selvstyre er den kristne befolkning dog blevet mindre siden intifadaens start i 2000.

Af regionens kristne tilhører omkring 65 procent den ortodokse kirke. Mindre end 30 procent er katolikker, og resten er protestanter.