Kina bistår Afrika i udviklingen

Kina er en helt afgørende katalysator for fattigdomsbekæmpelse i verden. Sådan vil det formentlig forblive det næste årti

En repræsentant for den kinesiske præsident Xi Jinping, til venstre, møder Sydafrikas præsident Jacob Zuma. Kina spiller en stadig større rolle i fattigdomsbekæmpelse i Afrika.
En repræsentant for den kinesiske præsident Xi Jinping, til venstre, møder Sydafrikas præsident Jacob Zuma. Kina spiller en stadig større rolle i fattigdomsbekæmpelse i Afrika. Foto: Scanpix.

er en milepæl i de kinesisk-afrikanske handelsrelationer, sådan som den kinesiske præsident, Xi Jinping, gjorde et nummer ud af at bemærke på et møde for nylig i Beijing med Senegals præsident, Macky Sall.

Det er året, hvor samhandlen mellem Kina og Afrika er nået op over 200 milliarder dollars, hvilket gør Kina til Afrikas største handelspartner. I 2000 var beløbet kun 10 milliarder dollars.

”Det vidner alt sammen om den for-nyede vitalitet i det kinesisk-afrikanske venskab, om skalaen i potentialet for samarbejde og om de fremragende udsigter for en ny form for kinesisk-afrikansk strategisk partnerskab,” sagde Xi til Sall.

Gennem et komplekst netværk af statsejede foretagender og direkte regeringsengagement repræsenterer kinesisk-afrikanske korridorer en livlig handel med alle former for råvarer såsom fødevarer, mineraler og olie.

Og det er ikke kun i Afrika, at Kinas handelsgejst kan mærkes.

Kina er nu den største handelspartner for så forskellige og geografisk spredte tærskellande som Brasilien, Indien, Rusland og Sydafrika. De kinesiske handelsstrømme er ikke alene en kærkommen investering i den globale dagsorden om vækst og fattigdomsbekæmpelse. De kan også gøre meget for at holde civil uro og ustabilitet stangen ved at skabe lokale jobmuligheder for de fattigste mennesker i en verden, hvor hele 64 lande spås en høj risiko for social og politisk uro i år (hvilket er mere end på noget andet tidspunkt i det seneste årti).

I løbet af de seneste 10 år har Kinas udenlandske strejftog til både Afrika og andre steder baseret sig på en virkningsfuld mikstur af handel, direkte investeringer og generøs bistand. Og den er stadig stor, skønt den er ved at mindskes.

Det er disse betragtelige strømme, som har placeret Kina allerforrest i diskursen om økonomisk udvikling i mange tærskellande. For eksempel indikerer skøn fra mit eget oprindelsesland, Zambia, at Kinas udenlandske pengestrømme (der lå på omkring to milliarder dollars sidste år) udgør 10 procent af landets BNP og en betydelig del af regeringens budget. Det giver politikere i Zambia og andre steder indtryk af, at Kina vil spille en stadig større rolle i at fremme økonomisk vækst og mindske fattigdommen i verden og gøre det i højere grad end de traditionelle udviklingspartnere i den industrialiserede verden og de multilaterale institutioner.

Eftersom 90 procent af verdens befolkning bor i u-lande, er Kinas aftryk på verdenshandlen og globale investeringer særligt vigtige i alle de største tærskellande med befolkninger over 50 millioner, hvor væksten er standset gevaldigt op fra et højt ciffer eller ligefrem tocifret BNP i de seneste 10 år.

Både Argentina, Brasilien, Colombia, Indien, Indonesien, Mexico, Rusland, Sydafrika, Tyrkiet og Venezuela er sat til en vækst på tre procent i år mod de syv procent, som internationale udviklingsdagsordner fastsætter som nødvendige for at gøre et ordentligt indhug i fattigdommen.

Så politikerne i disse og andre lande vender sig mod Kina for hjælp til at tackle mange af kendetegnene ved overgangsøkonomier såsom faldefærdig eller ikkeeksisterende infrastruktur, høj arbejdsløshed, især blandt ungdommen, og jammerligt utilstrækkelige uddannelses- og sundhedssystemer.

Ifølge The Heritage Foundations investeringsoversigt foretog kineserne sidste år for omkring 85 milliarder dollars udenlandske investeringer. Førhen har Kinas investeringer tenderet til at blive placeret inden for råvaresektorerne, men nu er der en stor diversificering. Kinas investeringer er legendariske, og strategien er påfaldende ikke bare på tværs af regioner, men også i så forskellige sektorer som fast ejendom, bankvirksomhed, finansverdenen, forsikring, logistik og detailhandel.

Mere overordnet har Kinas verdensomspændende udbygning af infrastruktur leveret hele veje, havne, jernbaner, lufthavne og elværker. Man har udvist en iver efter at investere i infrastruktur, selv hvor den private sektor har holdt sig tilbage grundet relativt lave afkastudsigter og en projektmodning på op til 50 år og mere.

Der er store risici forbundet ved at forlade sig på Kina for at finansiere udvikling og tackle disse store problemer. Det er ingen hemmelighed, at Kinas økonomiske vækstprofil har taget meget af (skønt stadig på omkring syv procent om året) og nu har stabiliseret sig under den senere tids historisk høje vækstrater. Hertil kommer, at der stadig er store udfordringer i at omstrukturere en økonomi, som er begyndt at mærke vægten af den enorme gældsbyrde og en ejendomsboble, som kan sætte dens egen vækstkurs tilbage. En kinesisk afmatning kan også forårsage et politisk skifte fra udenlandske investeringer til hjemtagelse af kapital. En sådan kovending ville efterlade mange sårbare lande og sætte mange landes udviklingsdagsorden tilbage.

Kinas strategi udadtil er heller ikke uden problemer. Beskyldningerne flyver gennem luften om dumping, prisaftaler, neokolonialisme og brug af fanger i store investeringsprojekter. Kritikken tyder på, at der en tendens til en balance, hvor globale strømme defineres af Kina, og det bliver hverken jævnt fremadskridende eller uden omkostninger. Det bliver fuldt af udfordringer.

Alt i alt og indtil videre er Kina dog en mægtig økonomisk vækstmotor og en helt afgørende katalysator for fattigdomsbekæmpelse i verden, og sådan vil det formentlig forblive det næste årti. Og regioner som Afrika med verdens største områder af dyrkbart brakland kan vinde meget ved kinesisk samarbejde og engagement.